Himlene rækker

Himlene rækker er en samling af kendte danske salmer, smukt fortolket af den meget dygtige sangerinde Janne Pia Stendahl.Janne Pia er konservatorieuddannet sanger og har medvirket på flere cd-indspilninger i tidens løb. Himlene rækker er hendes første solo-album, og det er virkelig en flot debut.
Himlene rækker er et enormt stemningsfuldt album, der bærer præg af en meget stærk følelse af ro og fred. Som lytter får man lyst til bare at læne sig tilbage, lukke øjnene og nyde musikken.
Janne Pia har en smuk og meget fyldig mørk stemme, der virkelig giver de gamle salmer nyt liv. De fleste er nok vant til at høre og synge salmer i et næsten urimeligt højt toneleje, men på Himlene rækker ligger alle salmerne meget dybere. Det dybe leje giver salmerne en helt andet følelse. I stedet for at være pompøse og proklamerende bliver salmerne varme, nærværende og beroligende.
Der er ikke så meget som skyggen af et orgel at finde på Himlene rækker. Musikken bliver leveret med klaver, keyboard, guitar, elbas, kontrabas, trommer og saxofon, og den bliver virkelig smukt leveret. Musikerne er meget dygtige, og sang og musik smelter sammen til en højere enhed. Selvom salmerne på Himlene rækker bliver udført meget anderledes, end de oprindeligt er skrevet, er de bearbejdet med stor respekt. Der er ingen poprytmer og vilde guitarsoloer, og der er ikke pillet ved melodierne.
Der er lavet mange fortolkninger af gamle salmer, og mange af dem er gode, men Himlene rækker er altså i en klasse for sig. På bagsiden af coveret er der et citat af Bent Fabricius-Bjerre, der varmt anbefaler Himlene rækker. Han beskriver cd’en sådan: Meget stemningsfuldt fortolket og med gode musikere.
Så er det hele ligesom sagt.
Sidsel