Lise valgte livet – trods svigt
Lise Erbs blev vraget af sin præstemand og mistede både tro og livslyst indtil Gud tog hende i kraven…Det var i 1989. Livet i præstegården gik sin vante gang, da Lise Erbs præstemand pludselig ønskede skilsmisse.
– Det kom helt bag på mig. Han havde mistet al interesse i mig, og var nu tydeligvis optaget af en ny, fortæller den ellers glade og energiske sygeplejerske.
Lise Erbs er i dag frivilligkoordinator på Hospice Sydvestjylland, hvor hun byder indenfor og forsigtigt lukker døren efter os.
– Jeg troede ikke på det, jeg troede ikke at det kunne lade sig gøre. Jeg havde jo altid været et Guds barn, fortsætter hun alvorligt.
– Så jeg blev boende og håbede og håbede, at vores forhold ville gå i orden. Jeg ville ikke tro på, at det var endelig slut.
Og det var ikke så mærkeligt. Hendes mand var en afholdt præst i byen, og parret havde endda været ude som missionærer i Afrika.
Men nu var der kommet andre boller på suppen. Efter fire måneder fandt han en lejlighed til Lise og så måtte hun flytte med parrets to yngste børn.
– Det var et stort chok for mig. Livet havde været i trygge hænder hos Gud, men nu
Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at mit liv har været trygt hos Gud hele vejen også gennem krisen.
Og det var en alvorlig krise, Lise Erbs nu pludselig befandt sig i:
– Jeg var helt derude, hvor jeg mistede troen. Jeg kan huske, at jeg grinede op mod himlen og sagde for mig selv: Gud er der jo ikke! Tænk, at du har levet på en løgn hele dit liv! – Men det varede kun en halv dag, så var han der, fortæller hun:
– Jeg gik en tur i skoven. Skulle nu finde ud af at leve livet på en ny måde. Jeg var jo kun 43 år og havde mindst halvdelen af mit liv tilbage. Hidtil havde jeg været tryg i familien, men nu var det grundlag pludselig revet væk.
– Så sendte jeg pludselig et suk til Gud fra mit hjerte, sådan som vi jo ofte gør som kristne. Med det samme var der én, der gave mig et skub i nakken og sagde: Jamen, jeg er her jo!
– Om det var psykisk eller fysisk Gud tog mig i nakken, ved jeg ikke, men det blev en utroligt stærk oplevelse for mig. Gud var der alligevel midt i min nød og elendighed!
Og det var godt, Lise Erbs havde denne oplevelse. For kort efter gik hun helt ned med flaget psykisk.
– Jeg kom så langt ned, at jeg ikke orkede livet længere. Jeg tænkte, at det nemmeste vil være at flytte hjem til Gud. Men så tænkte jeg på mine to piger, og med Guds og gode venners hjælp kom jeg igennem krisen. Den varede tre år. Jeg vil ikke ønske det for nogen!
Det første år kunne Lise Erbs ikke koncentrere sig om at læse, gå i biografen og ikke en gang se fjernsyn. Hun kunne heller ikke læse i Bibelen.
– Jeg kunne kun bede, bede, bede og bede
Men derefter kunne hun begynde at læse. Og det blev til mange bøger om krisehåndtering. Hun var jo uddannet sygeplejerske og vidste en del om det fra teorien og fra andre menneskers erfaringer. Men nu oplevede hun krisen på egen krop.
– Jeg kom til et punkt, hvor jeg blev klar over, at jeg måtte vælge livet. Ingen anden ville eller kunne gøre det for mig. Jeg måtte vælge livet til eller vælge livet fra. Jeg kunne vælge om det skulle blive et godt liv eller et forfærdeligt liv.
– Jeg valgte med Guds hjælp det gode liv! Og sikke et fantastisk liv, jeg har fået, udbryder Lise Erbs, der ikke just ser kriseramt ud i dag. Tvært imod stråler hun af glæde og energi som leder af 125 frivillige hjælpere fra KFUM og KFUKs Aflastningstjeneste.
– Jeg boede alene med mine piger og min hund, og jeg havde bestemt mig for, at når den yngste skulle på efterskole, så ville jeg begynde at læse teologi for lægfolk det havde jeg altid ønsket mig.
Men så blev hun bedt om at gå ind i det frivillige arbejde med at aflaste pårørende til kronisk syge og døende:
– Det var noget for mig! Og jeg har aldrig fortrudt, at jeg sagde ja. Jeg arbejdede som hjemmesygeplejerske og kørte rundt i en stor del af Esbjerg. Her så jeg, hvordan tilværelsen er for familier, der har alvorligt syge og døende i hjemmet. Jeg så også hjem med meget kronisk syge, hvor de pårørende er totalt bundet til hjemmet. Nu fik jeg lejlighed til at præsentere aflastningstjenesten for de ledende hjemmesygeplejersker i området.
Lise Erbs startede med at arbejde for aflastningstjenesten tre timer om ugen. Hun havde kun tre frivillige at gøre godt med, men i løbet af det første år voksede staben til 16. Og nu er den oppe på 125 frivillige i Esbjerg og Varde.
– Jeg er så glad og taknemmelig for det liv, jeg har nu. Når jeg så ser mennesker, der ikke har det godt og faktisk har så dårlig livskvalitet, at det ikke er værdigt, så tænker jeg: Vi må ku gøre noget!
