Respekt for Gud?

Stefan Klit Søndergaard er sognepræst i
Broager i Sønderjylland.Hvem er respektabel? Det spørgsmål var måske en­gang let at besvare, men det er det ikke mere. I de gode gamle dage var bedsteborgeren respektabel. I hvert fald indtil 1965, da den unge Peter Belli gjorde ham til grin: ”Han er åh så go’, han er åh så fin, han er åh så værdig, og han tror på disciplin. Han er helt igennem respektabel, gør, hvad man bør, og gør det pænt og nobelt.”
Bedsteborgeren er præ­cis, han møder til tiden, passer sit job, han stifter ikke gæld, og han har orden i tingene. Der er ikke meget at sætte fingeren på. Kun små revner i den glatte overflade kommer til syne i sangen: ”Hans kone har migræne som tids­for­driv. Hans børn må ikke synge, for det forstyrrer nem­lig far. Og taler de til ham, så er det ikke sikkert, at de får noget svar.”
Der er bare det ved det, at den re­spek­table mand keder folk ihjel.
I Jesu historie om farisæeren og tolderen i templet var sagen på forhånd helt enkel: Farisæ­eren var et respektabelt menneske, og tolderen var det ikke. Men Jesus bytter om på rollerne og siger, at tolderen gik retfærdig hjem, mens farisæeren ikke gjorde det. Spørgsmålet er dog, om nogen af de to i virkeligheden var respektable?
Der er ingen tvivl om, at farisæeren keder folk halvt ihjel. Han ikke bare overholder alle love, bud og forordninger, han gør det til overmål og formodentlig med pedantisk akkuratesse. Han har dog det grimme karaktertræk, at han ser ned på andre. Og det er en betænkelig sag at fremhæve sit eget liv, når man står i templet over­ for Gud.
Der er jo det ved det, at hvis det er gået en godt i livet, så kan man i hvert fald ikke over for Gud rose sig af det. Det er jo Gud, som har skabt og skænket livet, og mennesket kan kun tage imod det med tak. Og man kan heller ikke frem­hæve sig på andres bekostning, for de andre er jo også Guds skabninger, som vi må respektere højt. Gud kan vi ikke afkræve, men kun give respekt.
Og tolderen? Ja, kun fordi tolderen er en medskab­ning, et medmenneske, så har han krav på respekt. Ellers er han en ussel person, en penge­grisk forræder. Tolderen har ikke krav på respekt, men han erkender dette og er ydmyg. Og nok så vigtigt, han har også respekt for Gud og ved, at hans skæbne ligger i Guds hånd.
Hvem er respektabel? Ja, det er altså kun Gud. Og det afgørende er ikke, hvad farisæeren eller tolderen har gjort eller ikke gjort, eller hvilke fortjenester eller fejl, de måtte have. Det afgørende er, om de har respekt for Gud, om de erkender, at når alt kommer til alt, så ligger et menneskes liv og skæbne i Guds hånd.
Så er det ikke længere så afgørende, om et menneske træder frem for Gud med stolthed eller ydmyghed, med glæde eller med sorg, med mod eller fortvivlelse. For vi kan og må træde frem for Gud, sådan som vi nu er, men altid med respekt for Gud, som giver os livet.
Og hvordan giver Gud os så livet? Jo, som vi bekender, så er Gud himlens og jor­dens skaber. Gud har skabt alt, som er til. Han er den første bevæger, den sidste årsag, ånden i støvet, meningen bag alt.
Og så får vi skænket liv med Guds Søn. Han er den, som til punkt og prikke holdt loven ligesom farisæ­eren, ikke blot i det ydre, men også med hjertet. Og han foragtede ikke noget menneske, men viste barmhjertighed i alle forhold. Og så ydmygede han sig, lagde sit liv fuldstændig i Faderens hæn­der og døde for at frelse os fra vores uretfærdig­hed og skæn­ke os sin retfærdighed og åbne en vej til Guds rige.
Og så tilbyder Gud os livet med vores medmennesker. F.eks. i kirken, hvor troende mødes. Der gælder det ikke først og frem­mest om at være respektable eller gøre sig til med fortjenester af for­skel­lige slags. Her deler vi nådens fællesskab. Derfor er vi gudfrygtige. Derfor lever vi i tro og tillid. Derfor møder vi Gud med respekt. Gud, som er helt igennem respektabel fra evighed og til evighed.