Biskop hentede inspiration i Kina
Niels Henrik Arendt brugte lidt ferie på at studere den kinesiske husmenighedsbevægelse. Det kom der spændende tanker ud af.Hvad har en hastigt voksende lavkirkelig kristen bevægelse i Kina med en stiv og stagnerende statskirke i Danmark at gøre?Ikke meget skulle man tro. Ikke desto mindre har biskop over Haderslev Stift Niels Henrik Arendt for nylig besøgt Hong Kong og hentet masser af inspiration fra den kinesiske husmenighedsbevægelse.
Og den vokser stærkt, fortæller biskoppen:
– Kendsgerningen er, at der nu er væsentlig flere kristne end medlemmer af det kommunistiske parti.
Han brugte noget overskydende ferie på et kort studiebesøg i Hong Kong, inviteret af det norsk-danske missionsselskab Areopagos til bl.a. at forelæse for præstestuderende, som kommer til Hong Kongs lutherske teologiske præste-seminarium fra hele Sydøstasien.
– Officielt er der ca. 30 mio. kristne blandt Kinas 1,3 milliarder store befolkning. Cirka så mange er medlemmer af de to registrerede kirker, den protestantiske og den katolske.
– Men i uofficielle husmenigheder sker der i disse år en helt uhørt vækst. Ingen kender tallene, men man taler om alt fra 40 til 100 millioner, fortæller han til stiftsbladet og fortsætter:
– Hvis man lukker en huskirke, splitter medlemmerne sig op i små nye menigheder, som får endnu flere medlemmer.
Hvad kan man bruge en sådan historie til i Haderslev Stift?
– Vi kan spørge, om Danmarks officielle fortælling, som altid (kun) handler om at holde hjulene i gang og forbruge mere, er bedre end den kristne fortælling om fællesskab, tilgivelse og en ny begyndelse, reflekterer biskoppen.
– Vi kan også spørge, hvad der hos os er sket med den mund-til-mund-metode, som åbenbart virker i Kina. Og endelig kan vi overveje, om vi suger tilstrækkelig næring fra og vedligeholder vores lange kristne tradition. Det er vel lidt pinligt, hvis vi skal overhales af folk, som har været kristne 5-10 år!
Men derudover glæder biskoppen sig over, at kristendommen ikke har mistet sin overbevisningskraft:
– Den er ung, udfordrende, stadigt ny. Det kan man faktisk få nye kræfter af, skriver han.