Kristne snydt for tv-tid

Ikke en eneste kristen station har fået plads på de nye landsdækkende kanaler.Hverken folkekirkelige eller frikirkelige lokale tv-stationer har fået tilladelse til at sende på det nye landsdækkende tv-net, selv om de opfylder betingelserne. Det konstaterer Den Kristne Producent Komite, som organiserer langt de fleste lokale tv-stationer i Danmark. Af 46 ansøgere om landsdækkende sendetilladelse henviste de 12 til kristne værdier. 15 ansøgere fik sende-tilladelse. Blandt disse 15 var der ikke én eneste kristen station.
Lederen for Radio- og tv-nævnets sekretariat siger, at ”fordelingen er foretaget for at sikre alsidigheden”. Hertil udtaler Egon Lausen, som er stationsleder for Kirken i Farver, at ”det er påfaldende at man taler om ”alsidighed” og så fravælger kristendom, skønt 80 % af befolkningen står bag den.”
Mediesekretariatet skriver i sin pressemeddelelse, at de ”mere idébaserede programmer” (de kristne) er henvist til de regionale sendetilladelser.
Men allerede for et år siden blev det meldt ud, at hensigten med den landsdækkende kanal bl.a. var at give plads til idébaserede stationer og programmer. Idéer er jo normalt ikke lokale eller regionale.
– Man kunne jo næsten fristes til at spørge, om dette måske er i tråd med en slags ”kristendoms-forskrækkelse”, som i øjeblikket fejer hen over landet, udtaler formanden for Den Kristne Producent Komité, Bjarne Larsen.
Lederen for Radio- og tv-nævnets sekretariat har udtalt, at det ”skader muligheden for at blive landsdækkende at søge regionalt”.
Dette argument mener den daglige leder af DKPK, Mogens Videbæk, er særdeles besynderligt.
– Så burde det jo være meddelt ansøgerne før tiden. Det blev det ikke! siger han.
Og i øvrigt ER der netop givet både landsdækkende og regionale sendetilladelser til andre ansøgere.
Der er åbenbart heller ikke tale om, at Nævnet har brugt et kvalitets- eller erfarings-kriterium. For flere af stationerne på den landsdækkende liste, er små græsrodsstationer med meget små ressourcer og erfaring, mens flere af DKPK’s kristne ansøgere har fungeret i op til 25 år, og har professionelle studier, udstyr og uddannet personale. En af stationerne var endog med til at bryde DR’s monopol i 1984 og har sendt tv uafbrudt siden i København.
Mange af DKPK’s stationer har brugt mange ressourcer i et år på at planlægge og forberede sig til ansøgningen, idet man havde tillid til de udmeldte kriterier fra Mediesekretariatet.
– Hvilke kriterier kan Nævnet have brugt?
– Måske ideologiske, idet man ikke har ønsket stationer, der henviser til kristne værdier. Eller måske politiske? Begge dele kan man nemt få mistanke om, når man ser listen over stationer, personer og foreninger, der har fået landsdækkende sendetilladelse, siger Bjarne Larsen og Mogens Videbæk.
Lederen for Radio- og TV-nævnets sekretariat udtaler, ”forsmåede ansøgere kan forsøge sig igen, når de nuværende sendetilladelser udløber ved udgangen af 2013”.
Henri.