Tro gør en forskel i hjælpearbejde
Kristent udviklingsarbejde har fordele frem for verdsligt. Det når længere ud, og det modtages i tillid, lyder vurdering.Udviklingseksperter peger på flere faktorer ved kirkeligt hjælpearbejde, som gør det stærkt og virksomt.Blandt andet at kirken er til stede langt, langt ude på landet, hvor kun få statslige institutioner eller internationale organisationer når frem, skriver Kristeligt Dagblad.
Desuden er kirkens udviklingsarbejdere ansat over meget længere perioder end flertallet af andre udsendte. Mens mange andre kontrakter begrænser sig til to-tre år, er traditionen, at kirkens folk bliver på posten i fem, ti eller flere år, skriver avisen.
Og så er der selve troen.
Professor emeritus Holger Bernt Hansen mener, den spiller en afgørende rolle. Han har erfaring som leder af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet.
– Det trosbaserede arbejde passer ind i afrikaneres livsopfattelse. Det, at andre ting spiller ind end den naturlige årsagsforklaring, som vi i Vesten er tilbøjelige til at fokusere på. At der findes en anden verden. Så det betyder afgjort noget, at det har en religiøs dimension. Den skaber tillid og troværdighed. Afrikanere kan bedre tro på folk, der tror.
/sl