Vandrefugl med luftrødder

Pilgrimsvandringer og retræte har hjulpet præsten Kristine Hestbech gennem kriser.
Hun har medvirket i DR2-udsendelserne ”Tal med Gud” og er, udover præstejobbet, radio- og tv-anmelder på Kristeligt Dagblad. Gennem pilgrimsvandringer hjælper hun mennesker med at komme gennem kriser og på bedre tanker.På pilgrimsvandringer hjælper præsten Kristine Hestbech mennesker med at komme gennem kriser og på bedre tanker.

I september er Kristine Hestbech på endnu pilgrimsvandring. Alene. Hun vandrer 16 dage på den gamle pilgrimsrute Caminoen – fra Frankrig til Santiago de Compostela i Spanien. Og hun glæder sig.

– Jeg elsker pilgrimsvandringer og den der fornemmelse ”vi er vandrere og intet andet”. Der er noget ganske særligt ved bare at gå derudad. Og ved at bede fadervor i en bøgeskov. Eller synge en salme ved havet, siger den 41-årige Kristine Stricker Hestbech.
Som leder af pilgrimsvandringer har Kristine Hestbech hjulpet mange med at få vendt negative tanker og svære følelser til noget positivt.
– Efter en hel dags vandring med vabler, sult, tørst, hvor man har tisset bag en sten og alt, hvad der ellers opstår, lærer mennesker hurtigt hinanden at kende. De bliver medmennesker og deler deres sårbare, revnede liv. Det i sig selv er befriende og helende.
– Som Leonard Cohen synger så fint: ”There is a crack in everything, that´s where the light comes in”, siger hun.
Sorg og sjælesorg er hendes største styrke. Som sognepræst hjælper hun i de svære stunder i livet, med samtaler og i sorggrupper. Erfaringerne herfra samt fire års uddannelse i sjælesorg og samtaleteknik hos teolog og terapeut Bent Falk har hun med på pilgrimsvandringerne. Hvor hun især glæder sig over kontakten med dem, hun normalt ikke ser i kirken.
Typisk vandres der i to dage, inklusive overnatning på gulvet i et menighedshus, hvor der er god mad og vin.
– Der kommer mange tanker op på sådan en vandring, og jeg prøver at føre mennesker ind i givende og gode tanker med samtaler, andagter og meditation undervejs.
– Når jeg leder en pilgrimsvandring, er den for det meste meget fysisk den første dag. Men næste dag bliver vandringen åndelig. Det, der er blevet åbnet for, kommer nu frem og kan blive vendt på en god måde, fortæller hun.

For nogle år siden var der flere kriser i hendes egen familie. Kristine Hestbech brugte næsten alle sine kræfter på at hjælpe andre, både kirkegængere og sine nærmeste. Til sidst kunne hun mærke, at nu måtte hun ”gøre noget for sig selv”. Hjælpe sig selv.
”Kuren” blev et ophold på Færøerne. Hun fik et barselsvikariat og genopladede batterierne med pilgrimsvandringer og livsbekræftende møder. Hendes lyse, meget blide stemme fyldes med begejstring, og hun lyser op, når hun fortæller:
– Færøerne var helbredende. Både den storslåede natur og de gavmilde, livskloge mennesker, jeg mødte, mens jeg var der. Jeg tog alene afsted uden at vide, hvor jeg skulle bo. Da jeg ankom, mødte jeg straks en 64-årig kvindelig professor, som inviterede mig til at bo gratis hos sig i en lille bygd. Hun blev nærmest som en mor for mig, mens jeg var der. Dorete Bloch er en meget direkte kvinde – totalt usentimental, og hun gav mig det helt rigtige modspil efter en svær periode, hvor jeg til sidst nærmest ”fedtede rundt” i store og små familieproblemer.
– Hvis jeg for eksempel en dag gik og var lidt bekymret for, om familien nu passede ordentligt på vores gamle hund, mens jeg var væk, så sagde hun bare ”jamen så afliv da den hund, hvis der ikke er nogen, der gider passe den”.
Det var lige den slags bemærkninger, der skulle til for at give slip på unødige bekymringer.
– Det blev et af de mest vidunderlige halvår i mit liv. Jeg blev i den grad budt varmt velkommen på Færøerne som præst og som menneske.
– På Færøerne er mennesker meget hurtigt ”åndeligt på”. De lever et mere dramatisk liv i tættere kontakt med tilværelsens barske sider: Mennesker drukner i havet, fryser ihjel i snestorme, falder ned fra fjeldet… måske er det derfor, de er i bedre kontakt med den åndelige side af tilværelsen. Kirkerne er altid fyldte.
– Det er også helt normalt at stå på en bar og tale om religion og kirke klokken tre om natten. Jamen, som præst var det bare skønt, siger hun.
Kristine Hestbech har for nylig været tilbage på øerne for at lede en pilgrimsvandring og gense nogle af de mennesker, hun knyttede sig til, mens hun var vikar på rekreation.

To dage efter, at hun vendte glad hjem fra Færøerne, blev hun bedt om at vikariere i Sankt Stefans Kirke på Nørrebro – hvor den kontroversielle præst Anne Braad lå syg og senere døde af kræft.
– En kort stund overvejede jeg, om jeg overhovedet passede til storbyen. Men da jeg kom ind i kirkerummet, fik jeg sådan en stærk ”her hører jeg til”-oplevelse, og jeg elskede at være der fra første dag. Da vikariatet sluttede, ville jeg gerne være blevet.
Kristine Hestbech fik også en stærk fornemmelse af at høre til, da hun senere første gang besøgte Havdrup Kirke – ”en lille fin kirke med et stort sogn og en rigtig god ånd”.
Hun blev indsat som sognepræst i landsbykirken mellem Køge og Roskilde i påsken.

Kristine Hestbech har fået empati og forståelse for omsorg ind med modermælken.
Hun er vokset op i en stærk familie i Holte – som den yngste af fem børn. Hendes far er læge. Ved siden af egen praksis er han for nylig i en alder af 80 blevet vikar på et privathospital. Hendes mor er tidligere sygeplejerske og har i mange år arbejdet i farens klinik, men er nu alvorligt syg.
– Min mor har været syg hele mit liv, for hun fik scle-rose, lige da jeg blev født. Heldigvis den langsomme udgave, siger hun.
Moderens sygdom fyldte meget hele barndommen. Kristine fyldte meget lidt.
Hun var efternøler og bestemt ikke planlagt. Forældrene havde i forvejen fire børn. Otte år senere ankom Kristine.
– Der var ikke rigtig plads til mine behov. Dem måtte jeg lukke ned. Ofte kunne jeg ikke engang mærke dem.
– For det meste var jeg overladt til mig selv. I perioder var jeg nærmest sådan lidt grænseløs. Når det var værst med min mors sygdom og de problemer, der var, følte jeg, at jeg næsten gik lidt i opløsning. Dengang kunne jeg ikke finde ud af at sætte grænser. Hvad skal man finde sig i? Det er noget, jeg først har lært senere. Dengang var jeg genert, empatisk og lutter ører.
– Jeg plejer at sige, at jeg havde luftrødder – en stærkere forbindelse opad end jordforbindelse, siger hun.
Måske er det derfor, hun altid har været begejstret for at opholde sig i naturen. Pilgrimsvandringerne giver en god jordforbindelse. Den er vigtig, når man er i kontakt med det åndelige.
– Siden jeg var 12 år og gik til cykelteknik på Ungdomsskolen, har jeg været bidt af at cykle. Jeg byggede min egen racercykel. Det var en måde at opnå lidt nærvær med min far, for så cyklede vi sammen i weekenderne.
– Hjemme hos os var man: Stærk, glad og kunne klare alting! Det prøvede jeg at leve op til. Derfor cyklede jeg for eksempel Sjælsø rundt to gange, selvom jeg var fuldstændig udmattet allerede efter første tur. Men det gav ligesom points at tage 50 km ekstra. Så følte jeg mig elsket.

– Det lå bestemt ikke i kortene, at jeg skulle blive præst. Min far er ikke troende, og min mor var nærmest vred på Gud over sin sygdom, som hun i perioder mente var en straf fra oven. Da jeg første gang nævnte, at jeg overvejede at blive præst, blev jeg mødt med ”ja, kan man ikke blive andet, så kan man vel altid blive det”. De syntes, det var et spild.
– Min far og jeg taler om Gud på et intellektuelt plan. Men man kan ikke forstå Gud med hovedet. Gud skal mærkes. For mit eget vedkommende har jeg ofte følt nærværet tydeligt, når jeg selv har haft det svært. Så mærker jeg en varme og beskyttelse, der favner mig og fylder mig. Det giver mig styrke og mod til at fortsætte, uanset hvad, siger hun.
Som ung fik Kristine næsten angstanfald bare ved tanken om en dag at skulle prædike.
– Det afskrækkede mig i så høj grad, at jeg ikke regnede med nogensinde at være i stand til at arbejde som præst. Eller med at jeg ville kunne sige noget, der var klogt nok til mange mennesker, siger hun.
Alligevel valgte hun at tage til Århus for at studere teologi. Her mødte hun ”sit livs kærlighed”, Anders, som dengang også studerede teologi, men i dag er direktør i et stort forsikringsselskab. Det var et stormende møde. Parret blev gift efter ti dage, og tre måneder senere var hun gravid. En stor del af uddannelsen klarede hun derfor som selvstudium.
Trods mange års erfaring som præst bliver hun stadig lidt nervøs og ryster på hånden, hver gang hun skal prædike, men elsker det.
– Jeg synes stadig, at der er noget på spil og vil gerne gøre det så godt som muligt. Især ved begravelser. Pårørende husker ofte alt bagefter, og det er så vigtigt at gøre det godt sådan en sårbar dag.

Som nyuddannet fik hun job som sognepræst i Kongsted. Familien flyttede til præstegården på Sydsjælland i julen 1997 med to døtre på fire og otte år. I ni år var hun ”nærmest en slags hjemmegående præst” med vidt åbne døre.
– Den første dag var jeg nærmest skrækslagen for, at telefonen skulle ringe – især for at det skulle dreje sig om en begravelse. Det gjorde det selvfølgelig, og jeg var så nervøs, at det var et under, jeg klarede samtalen, siger hun.
Men netop sorg og sjælesorg viste sig hurtigt at være hendes største styrke. For hun kan lytte og rumme svære følelser. Det rygtedes snart, at hun var god at tale med, og hun oprettede sorggrupper i præstegården, hvor mennesker i fællesskab kunne hjælpe hinanden.
– I Kongsted havde jeg ni vidunderlige, men til tider hårde år med en vanskelig balancegang mellem arbejde og familieliv. Som præst bor man på sin arbejdsplads. Det gør det ekstra svært at holde fri. Der var ingen sognegård, så alle arrangementer foregik i præstegården.
Som store har mine børn sagt: ”Da vi var små, hadede vi, at alle ejede dig”. Jeg forstår dem godt. Hvis vi som familie en lørdag aften skulle grille eller hygge os lidt sammen, slog det næsten aldrig fejl: Der dukkede én op, der liiiige skulle tale med præsten. Eller telefonen ringede, fordi der var en, der gerne ville diskutere en detalje omkring sit bryllup tre uger senere.
– Hvis jeg bad dem om ringe tilbage inden for almindelig arbejdstid, blev en del sure. Folk syntes, de havde ret til at ringe når som helst. Ja, som præst står jeg altid til rådighed, når det drejer sig om kriser, men ting, der ikke haster… det er for meget. Alle mennesker har brug for at holde fri engang imellem, også præster, understreger hun.
I 2006 forlod hun præstegården i Kongsted. Familien flyttede til et dejligt byhus i Roskilde, og den stod på vikarjobs nogle år. Hun er stadig en flittig præst. Tidligere medvirkede hun også i DR2-udsendelserne ”Tal med Gud” og er, udover præstejobbet, radio- og tv-anmelder på Kristeligt Dagblad.

I julen 2008 kom Kristine Hestbech selv i krise, da ægtemanden gennem tyve år forlod hjemmet for at flytte sammen med en yngre kvinde.
– Anders var min store kærlighed, så det var hårdt. I starten var det svært for mig at prædike, mens jeg var midt i den store smerte. Det har været en kæmpe omstilling efter så mange års ægteskab, siger hun.
Vandrestøvlerne blev fundet frem, og kærligheden er siden ”blegnet lidt”. Ægteparret er blevet separeret, og fordelene ved bruddet taget i betragtning.
– Kærlighed er, når man føler sig mindre ensom i forholdet end udenfor, har teologen Bent Falk sagt til mig. Han har ret, og de ord har hjulpet mig til at tænke dybere over de mønstre, der var i mit ægteskab og i mit liv. Nu er jeg alene, men jeg er ikke ensom, siger Kristine Hestbech.
Bruddet har givet tid til flere vandreture og eftertænksomhed. I dag er hun glad for den livserfaring, hun har høstet af kriserne. Føler sig stærkere og tør stå ved sin sårbarhed.
– Uanset hvor mange, jeg har hjulpet som præst, kan jeg nærmest være blind, når det drejer sig om mig selv. For det er altid lettere at se andre. Det er vel også derfor, vi har hinanden – så vi kan række ud, hjælpe og bære på skift.
– Da jeg var yngre, talte jeg næsten aldrig om mig selv. Jeg var altid den, der lyttede, vejledte og gav omsorg. Jeg prøvede at være stærk, pæn og perfekt. Sådan er det ikke længere. Jeg gør stadig mit bedste, men har opgivet at være perfekt. Nu er jeg et åbent menneske.
– Efter at jeg er blevet mere åben om mig selv, mærker jeg, at det kommer tifold tilbage. De mennesker, jeg åbner mig for, lukker mig ind og åbner sig for mig på en dybere måde end tidligere. Det giver mig næring. De nye åbne relationer i mit liv er mig dyrebare, siger Kristine Stricker Hestbech.
I øjeblikket pendler hun mellem kirken i Havdrup og byhuset i Roskilde, som er sat til salg. Præstegården er færdigrenoveret til jul, og hun ser frem til at flytte på landet igen. Sammen med døtrene, Sigrid på 19 og Ida på 16 år.