HÅB fra SommerOase
DanskOase er kendt for at skabe en god balance mellem nyt og gammelt, og det ser man også på denne cd.
Knap halvdelen af sangene er nemlig skrevet i 2008 og 2009, hvoraf Peter Sandegaard og Arvid Asmussen hver har skrevet to sange, mens Sara Dahlmann har skrevet Hvem er det. Samtidig er der stadig plads til ældre salmer som Jesus det eneste, Befal du dine veje og Ja, engang mine øjne skal, hvoraf sidstnævnte bliver smukt akkompagneret af saxofon, spillet af Samuel Hejslet.
I cdens booklet står teksterne til de nye sange, mens de dog mangler til seks ældre sange.
Min Gud og Guds kærlighed er flot udført af Peter Sandegaard, mens den ældre og klassiske Jesus det eneste flot og kraftigt bliver sunget af Rakel Mai Dalsgaard.
Det er ikke innovativt eller nyskabende – og tak det samme. Ingen mislykkede og hiped virkemidler eller andet gøgl. I stedet er det liveoptagelser med høj kvalitet, hvor sangene har en utrolig friskhed, naturlighed og oprigtighed over sig. Sangen Hvem er det er fx virkelig god.
Cden er udgivet i et samarbejde mellem CMD og DanskOase og produceret af Camilla Yoo i samarbejde med lovsangslederne.
Meget flot arbejde og varme anbefalinger skal der lyde herfra til en cd, der med optagelser fra både voksen-, ungdoms- og teenageafdelingen på Sommeroase 2009 kan høres af mange målgrupper – mange gange.
John Engedal.