Iranske kvinder er rede til at dø for deres tro

IRAN – Den 5. oktober havde de to kristne kvinder Maryam Rustampoor og Marzieh Amirizadeh siddet fængslet i syv måneder for deres tro i det berygtede Evin fængsel i Irans hovedstad Teheran.Som beskrevet i Udfordringen består deres forbrydelse i, at de trods deres muslimske aner, tror på Jesus. Fængslingen har dog fundet sted uden, der er afsagt dom i sagen.
Ifølge en lovskærpelse i det iranske parlament sidste år er der dødsstraf for konvertering til en anden tro end islam. Lovteksten foreskriver imidlertid, at konvertitter først skal ”opfordres” til at vende tilbage til islam, hvilket er forklaringen på det lange fængselsophold.
Både Maryam og Marziehs helbred er svækkede under fængslingen. Marzieh lider både af problemer med rygsøjlen og en tandinfektion, og den 4. oktober blev Maryam ramt af en alvorlig madforgiftning, hvilket hun først efter megen tøven fra fængselsmyndighederne fik lægehjælp for.
Ifølge organisationen, Elam ministries, der støtter kristne i Iran, er det et lyspunkt, at deres restssag ikke skal føres ved revolutionsdomstolen, men ved en almindelig domstol.
Beretningen om de to kvinder på henholdsvis 27 og 30 år har fået stor mediebevågenhed rundt om i verden, og via deres advokat takker de for trofast forbøn, ligesom de erklærer sig parat til at tage konsekvensen af deres tro.
– Vi er ydmyge og styrkes ved jeres bønner, og vi er fast besluttet på at forblive tro mod Jesus, ja, til døden, siger de.
levi