Lucy går ud til kanten
– Kirkens vigtigste ressourcer er mennesker, ikke penge.
Det siger Lucy Moore, der netop har besøgt Danmark for at inspirere til kirkekonceptet Messy Church kirke for hele familien. Og hun ved, hvad hun snakker om.
I hendes egen kirke får Messy Church kun 20 pund 200 kr. til at afvikle den månedlige gudstjeneste for hele familien.
– De vigtigste ressourcer er mennesker. Inddrag mennesker i teamet fra kirkens periferi. Det er mennesker, der aldrig før er blevet bedt om noget vigtigt i kirken. De har bare været passagerer. Nu er de pludselig ledere, siger hun.
Og det er hendes hjertesag at nå helt ud til kanten af kirken for at hjælpe mennesker nærmere Gud. Hun fortalte på konferencen i Fredericia den 3. oktober:
– Drengen Harrison så ud som et tordenvejr, da han kom til Messy Chruch sammen med sin mor og søster. Men en dag havde han tegnet et træ på sit navneskilt. Sikke et fint træ! sagde jeg. Kunne du tænke dig at lede et værksted og lære andre at tegne vintertræer? Siden har han hjulpet til hver eneste måned. Dog ikke altid med vintertræer! smiler Lucy.
Messy Church startede i hendes egen kirke, den anglikanske St. Wilfreds Church i Portsmouth. Kirken havde tre voksengudstjenester hver søndag, men kun et lille juniorarbejde og et børnearbejde, der var lige ved at lukke.
Det fik kirken op af kirkebænkene:
– Messy Church opstod af den frustration, det var at have gode faciliteter, gode ledere og nogle gode ideer, men meget få børn og familier i kirken om søndagen, fortæller Lucy Moore i bogen Messy Chuch for hele familien, som udkom på konferencen.
Hvordan går det med at udbrede konceptet i England, spurgte vi i en pause:
– Det går for langsomt. Som det jo sker, når det spreder sig ud fra én menighed. Men her i Danmark skal det nok gå hurtigere, når I lancerer det landsdækkende. Og så kan I jo li at spise! Det er meget vigtigt i Messy Church, smiler Lucy Moore.
Hun fortæller, hvordan mange bliver engageret:
– En ældre dame, som kommer om søndagen, spinder uld i fritiden. En fra teamet spurgte hende: Kunne du komme og spinde uld i Messy Church? Nu spinder hun uld dog ikke hver gang.
Også dem i periferien får en opgave:
– Vi havde svært ved at finde nogen, der ville lave mad til 80 mennesker hver måned. Men en mand kørte sin kone til kirke og hentede hende igen. Vi sagde: John, kom dog og vær sammen med os i Messy Church! Han fortalte, at han er ekspert i køkkenhygiejne, så hvis I vil, kan jeg hjælpe til i køkkenet, sagde han. Nu leder han køkkenet og står også for regnskabet. Fra at være i yderkanten er han nu en af nøglepersonerne i Messy Church.
– De føler sig hjemme, og det er et skridt på vejen til en Gudsrelation. Man hører til et fællesskab, bruger sine gaver i Guds tjeneste, og det lukker op for, at Gud kan bringe dem tættere ind til sig, siger Lucy Moore.
Hun har været ansat ved Bible Reading Fellowships (BRF) i ni år og inspireret børn og voksne i kirker og skoler til at levendegøre Bibelens beretninger ved hjælp af historiefortælling og drama. Siden 2008 har hun arbejdet med udbredelsen af Messy Church-konceptet.
– Min vision er en menighed af mennesker i alle aldre og med forskellige baggrunde, som er solidt forankret i Bibelen og lever i et tæt og levende fællesskab med Jesus og med hinanden, mens de ydmygt gør deres bedste for at hele en brudt verden, siger hun.
Lucy Moore er gift med en anglikansk præst. Sammen har parret to teenagebørn, som er højere, bedre begavede og langt mere sjuskede med deres påklædning end mig, siger hun med et glimt i øjet.
Svend Løbner