Svensk kirke vil drive benzintank

I den svenske landsby Tärnsjö ved Uppsala har kirken andet og mere at byde på end føde for sjæl og ånd. I sidste weekend åbnede kirken nemlig en tankstation med tilhørende kiosk, så både bilerne og deres ejere kan få brændstof til turen.
Ifølge sognepræst Bengt Bengtsson er den nye tankstation kirkens forsøg på at redde det lille lokalsamfund.
– Da tankstationens tidligere ejer lukkede for benzinpumperne for et par måneder siden, var befolkningen i Tärnsjö tvunget til at køre langt efter benzin. Og mange benyttede turen til også at købe dagligvarer, og det kunne straks mærkes på omsætningen i Tärnsjös butikker, fortæller han til avisen Dagen.

Tanker ved en korsvej

Menigheden i Tärnsjö har oprettet et aktieselskab og på den måde skaffet de ca. fem millioner svenske kroner, det har kostet at købe og renovere tankstationen. Tankanlægget er fuldautomatisk, men der bliver alligevel brug for frivillig arbejdskraft til at drive stedet.
Den nye tankstation hedder Tärnsjö Kors, fordi den ligger lige ved et vejkryds. Og fordi den er Sveriges første kirke-drevne tank.
KP