Bevægende og usædvanlig messe

Man sidder dybt bevæget tilbage ved den stille afslutning på mere end halvanden times drama i Bernsteins Mass (1971) – med undertitlen ”Et teaterstykke for sangere, skuespillere og dansere”.Bernstein har heri på genial vis udvidet formen for den traditionelle romerske messe med alle dens led, og i umiddelbar tilknytning hertil sat de traditionelle satser i relief ved at tilføje et spekter af andre tekster, der så at sige kommenterer de traditionelle. Det gør Mass til et yderst levende menneskeligt monument om tro og tvivl, håb og fortvivlelse osv. Hele Credo satsen (trosbekendelsen), der som alle de andre romermesse-satser er på latin (stort set al øvrig tekst er på engelsk) og i stil og karakter lægger sig op af klassisk musik, efterfølges fx af en ’Non Credo’ sats, altså jeg tror ikke, hvori også tvivlen får lov at finde udtryk.
Leonard Bernstein (1918-90), kendt (jødisk) dirigent (af bl.a Carl Nielsen-symfonier) og komponist af ikke mindst West Side Story-musicalen, lægger sig i Mass meget tæt op af musicalgenren. Alle musical-elskere bør kende dette i ordets egentlige betydning fantastiske stykke musik. Musik skrevet til scenen, hvor der optræder det helt store symfoniorkester udvidet med orgel, el-bas, guitar, masser af slagtøj, harpe osv., kor, børnekor og solister. Blandt solisterne dominerer først og fremmest den vibrerende baryton, Jubilant Sykes, der giver stemme til de følelser, du og jeg kunne have udtrykt.
De musikalske stilarter er mangfoldige: fra klassisk, rock, musical, blues til traditionel jødisk folkemusik-inspirerede satser. Opbudet af medvirkende og satsafvekslingen er enorm. To af mine yndlings-solosange gemmer sig heri, A Simple Song og I Go On; cd’erne er værd at købe blot for de to numres skyld. Man kan meget vel opfatte Mass som et evangelie-nært stykke kirkemusik (”kristen musik”), selvom det er skrevet til indvielsen af J.F. Kenndy-centeret i Washington.
Erik Linow

Bernstein: Mass
(2 CD) • 104 min.
Kirkebutik.dk-pris: 110 kr.