Debat

Faste er i sig selv ikke noget problem. Heller ikke fra en kristen synsvinkel. Heller ikke, når det gælder børn. Heller ikke under Ramadan, eftersom det jo ikke er en måneds total faste, men kun en delvis faste. – For jøderne under Yom Kippur / Forsoningsdagen er der derimod en total faste, men kun ét døgn. Det er der ingen, der protesterer imod. Forud for Yom Kippur underviser rabbinerne børnefamilier og gamle om fasten, som man gerne lemper for små børn og gamle. Faste er ikke en kvalitetsdemonstration eller en byrde, men festlig og samfundsgavnlig, Esaja 58:5-8, Zak. 8:19, Matt. 7:21, m. fl..
Faste i forbindelse med børn er ikke noget problem ved Ramadan og Yom Kippur. Det er den derimod, når piger i deres opvækst ikke får mad nok. Uanset om det er en modedille, eller det er psykisk spisevægring. Så kan de ikke føde deres første barn og måske heller ikke det andet. Her i ladet kan de føde ved kejsersnit. Men det er en unaturlig fødsel.
At faste kræver træning. Både fysisk, psykisk og åndeligt. For nogle kan det tage lang tid. Personer med tendens til hovedpine kan have svært ved at faste. Det kan så være nødvendigt at drikke lidt vand eller juice, at spise et stykke sukker eller chokolade. Også godt for begyndere som modvægt mod abstinenser. – Faste er heller ikke for alle totalfaste, men kan være delvis faste. I en tid med overvægt kan delvis faste være rigtig sund. Og jo så især faste fra de ting, der giver overvægten eller andre problemer. Faste kan så blive en positiv oplevelse, som Bibelen beskriver den. (Forkortet af red.)
Jens Peter Lauge Giversen
Nørager 1 B, st. th.
6400 Sønderborg

Mogens Lønborg, sundheds- og omsorgsborgmester i København, skriver i K.D. d. 14/10 at danske værdier og den kristne kulturarv er under pres og opfordrer til at vi står ved vores kristne kulturarv, hvilket jo er prisværdigt nok at gøre.
Men Kristendommen er mere end kultur, det drejer sig om et personligt Gudsforhold hvor det kristne budskab efterleves og bæres ud på arbejdspladsen, det politiske, på fodboldbanen, overalt hvor de kristne færdes. Og der hopper kæden af.
Meget få danskere ønsker at gøre deres kristne tro gældende nogen steder, ja, de fleste tier, fordi de ingen tro har eller ved meget lidt om den og det vaakum udnyttes, naturligt nok, af andre religiøse strømninger.
Artiklen indledes med en omtale af hvor mange muslimer der er i verden og underliggende at det er dem vi skal være bange for. Det er ikke muslimerne vi skal være bange for, men danskernes manglende tro.
Trods 85% døbte mennesker i det danske samfund er kristendommen alene blevet til en kulturarv, saltet har mistet sin kraft, Gud er lukket ude.
Vi tør ikke sejle op imod de andre religiøse strømninger skriver Lønborg, og han har ret. Vi har ikke et åndeligt værdisæt at dele med andre længere og det gør os sårbare som enkelt menneske og nation. Når Danmarks kirker igen fyldes af troende søndag morgen, når troen igen bæres ud blandt mennesker, når der bliver overensstemmelse mellem tro og levevis, ja, så er der igen håb for vort land, så forsvinder angsten og passiviteten og entusiasmen og glæden vil blomstre påny.
pastor Benny Blumensaat,
Kirkegade 58,
6700 Esbjerg