Det er jo umuligt
Sten Nielsen er landssekretær i
Brødremenighedens Danske Mission
og bor i Sommersted ved Haderslev.
Der findes vist ikke noget værre end at gå med skyld, som er uopgjort. Jo, det skulle da lige være det modsatte: At en anden har gjort noget imod én, som han ikke har sagt undskyld for.
At bekende sin egen synd og at blive uretfærdigt behandlet er to forskellige sider af samme sag – eller måske snarere den samme sag, blot set fra to forskellige sider. I førstnævnte tilfælde skal man gå til bekendelse – i sidstnævnte skal man tilgive det, som ikke bliver bekendt. Begge dele er i virkeligheden lige vanskelige.
I søndagens tekst spørger disciplen Peter, hvor mange gange han skal tilgive sin bror, når han forsynder sig mod ham. Og håbefuldt spørger han Jesus, om ikke syv gange er tilstrækkeligt.
Tallet syv betegner i Bibelen fuldendelse og fuldkommenhed. Så der er måske en grund til, at Peter spørger, som han gør: Er syv gange tilstrækkeligt Jesus? – for så er det overkommeligt at gøre Guds vilje.
Men nej, Jesus svarer med det umulige: Op til 77 gange! Tallet betegner her det uendelige som udtryk for, at tilgivelsen er en daglig foreteelse. Hver eneste dag i livet vil der være behov for tilgivelse.
For at uddybe sit svar fortæller Jesus en lignelse om en mand, der får eftergivet en bundløs gæld. Alligevel nægter han umiddelbart derefter at eftergive et andet menneske en forholdsvis ubetydelig gæld.
Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvilken lettelse den bundløst forgældede har følt, da han fik eftergivet hele sin gæld med et pennestrøg. Han må have følt friheden som en kolossalt livsbefordrende og frigørende kraft!
Kender du den følelse? Måske på det jordiske plan. Men kender du den også i forhold til Gud? Lignelsen handler jo under overfladen om en synder på jorden, som er blevet sat fri i tro på og overgivelse til Guds ord, som forkynder syndernes forladelse og evigt liv til enhver, som tror.
Gud ønsker, at vi skal sættes fri fra den tilstand, vi som syndere lever i her i verden. Og han ikke bare ønsker det, men han gør det også muligt ved at kalde os til omvendelse og bekendelse af synden. Sådan sætter Gud fri, også i dag!
Den forgældede mand havde en kreditor, der kunne føle medynk. Han var villig til at forbarme sig.
Vi har også en god og kærlig Herre, der vil forbarme sig. Han er nådig og god; han tilgiver os alle vore synder, ja, han fjerner dem fra os så langt som østen er fra vesten … Sådan er det, fordi Gud har medynk med forgældede syndere.
Det er udtryk for den nåde, som frelser og som forpligter! Den, som har fået tilgivelse, må også selv kunne tilgive andre. Vi, der har fået tilgivelse, må også række tilgivelsen til det menneske, der er ved siden af os i dag.
Vi må forsøge at gøre det umulige: At bære over med den, som forsynder sig imod os og aldrig får sagt undskyld. Ofte vil vi opdage, at det er umuligt for et menneske!
Barmhjertighed er en guddommelig egenskab, som på det himmelske plan alene findes hos Gud. Ved Guds nåde bliver det umulige muligt: Gud griber ind og tilgiver synden. Dér er Guds rige, og dér er kaldet til at vise barmhjertighed i verden. Og lige så ofte, vi har brug for tilgivelsen hos Gud, har et medmenneske også brug for vores tilgivelse. Derfor viser vi barmhjertighed: Fordi vi selv lever af og ved den.
