Er halloween harmløst?

Sidste weekend havde døden som tema. Den sidste nat i oktober førte os ind i november, hvor man i mange af landets kirker fejrede ”allehelgensdag”.Forinden var gadebilledet præget af en forholdsvis ny trend: Skolebørn udklædt som spøgelser, skeletter og hekse, der stemte dørklokker og sang ”gys eller guf.”
I virkeligheden er den dystre optakt til allehelgens nat slet ikke noget nyt. Skikken har sit udspring i middelalderens Irland som en højtid blandt kelterne, der frygtede mørkets fyrste og dødens hersker. Ifølge sagnet ville han denne nat åbne dødsriget for alle de sjæle, der i årets løb var døde.
For at beskytte sig mod genfærd og onde ånder påkaldte man overnaturlige kræfter og tændte bål, der skulle holde åndeverdenen på afstand. En skik, der senere blev ret udbredt og kendt som halloween.
Fra Irland via Skotland, England og USA har skikken i århundreder stukket sit grimme (lygte-)hoved frem. Ældre mennesker vil også kunne huske lygtemænd i Danmark, ikke af græskar men af roer, ligesom de yngre har nynnet med på Gnags 80’er hit: ”Lygtemandens sang”.

For at gøre op med hedenskabet besluttede pave Bonefacius IV at give højtiden en ny betydning ved at indføre allehelgensaften og allesjælesnat. Hensigten var, at alle helgener, der ikke var blevet tildelt deres egen dag, skulle vies lidt fælles opmærksomhed og i forlængelse heraf også dem, der i årets løb var døde.
Det sidste er stadig et fast punkt i den kirkelige kalender. I takt med halloween-trendens udbredelse kaster de lysende grøntsager dog stadigt længere skygger ind over kirkelivet.
Der laves roemænd og græskarhoveder i sognehuse og bydes på natlige vandringer på kirkegårde i kulturelt-relevante kirker. Events, der isoleret set er harmløst tidsfordriv.
Til gengæld er dyrkelse af døden og formidling af halvhedensk overtro hverken harmløst eller en opgave for kirken.
Den skal derimod pege på livets fyrste, der driver frygten ud. At mindes og ære årets døde skal i kirken ikke orkestreres af genfærd og gys.