Fraskilte starter ægteskabscenter
Evy og Finn Birck Christensen fandt sammen efter 16 års skilmisse. Nu vil de dele de dyrt købte erfaringer med andre ægtepar i krise.Evy og Finn Birck Christensen var skilt, men fandt sammen igen. Den erfaring vil de nu dele i nyoprettet center for ægteskabsrådgivning.
Tværkirkeligt Center for Ægteskaber i Krise skal centret hedde, så snart parret har færdiggjort ombygningen af en nedlagt landejendom i Vrå.
Vesterkirken i Stenum bakker op om ægteparret, og frivillige er allerede i gang med ombygningen. Målet er, at der skal være seks lejligheder og værelser med eget bad og toilet samt fælles køkken, opholdsstue og aktivitetsrum.
Evy og Finn Birck Christensen har ud over egne smertelige erfaringer stykket kompetencerne sammen af forskellige ægteskabs- og kommunikationskurser. Der vil også være en familieterapeut tilknyttet centret.
Evy og Finn Birck Christensen lærte om ægteskab og parforhold på den hårde måde. Og høstede erfaringer, der ikke kan læres på skolebænken.
De blev gift i 1973, fik to børn og lignede en mønsterfamilie. Men..
– Desværre havde vi ikke forståelse for, hvad vi havde lovet hinanden i ægtepagten. Så det endte med at vi blev skilt efter 5 års ægteskab, fortæller parret i en folder om det nye center. De fortsætter:
– Vi levede hver vores liv, men efter 16 års skilsmisse, greb Gud ind. Han genoprettede det brudte og lægede de sår, der var kommet.
Parret blev gift igen og blev desuden beriget med en søn.
– Derfor ønsker vi at stille os selv til rådighed for at hjælpe andre. Vi har lært, at holde hinanden i hånden og følges ad. Vi har lært, at kærligheden – brugt på den rette måde – kan løse mange problemer. Vi har lært at se hinanden som en ressource og ikke en modstander, konkluderer det modne ægtepar.