Guds modgift
Nikolaj Kjærby er sognepræst ved Husum Kirke i København.
Ingen mennesker er så gode, at de ikke har svage sider. Og ingen er sådan nogle dumme svin, at de slet ikke besidder sympatiske træk. Derfor kan søndagens tekst være svær at forholde sig til.
Når Jesus taler om dommedag, er der nemlig ikke plads til nuancer. Der er to muligheder: Enten kommer man til at sidde til højre for Jesus blandt dem, som han kalder sin faders velsignede, og som arver evigt liv. Eller også kommer man til at sidde til venstre for ham blandt dem, som han kalder forbandede, og som bliver bortvist til den evige straf.
Jeg skriver man, for det ville ikke være til at holde ud, hvis jeg sagde du – eller vi – eller jeg. Tanken om, at der findes en evig ild, hvor vi kan risikere at komme til at tilbringe evigheden, er ikke til at holde ud. Og det er sikkert derfor, stadig flere teologer og præster forsøger sig med alternative tolkninger.
Nogle henviser til, at Gud er en kærlig og ikke en straffende Gud, og derfor tog Jesus enten fejl, når han talte om fortabelsen, eller også har Bibelens forfattere fejlciteret ham. Det ville være meget bekvemt, hvis man kunne afskaffe fortabelsen på den måde, men sandheden er nu engang ikke altid det mest bekvemme.
Hvis jeg bliver bidt af en giftig slange, hjælper det mig ikke at bortforklare den ubekvemme sandhed, at dens bid er dødeligt giftigt. Uanset hvor stædigt jeg fastholder, at slangen ikke er farlig, vil jeg dø i løbet af kort tid, hvis jeg ikke hurtigt får modgift mod biddet.
Vi må altså gå efter sandheden og ikke bare efter det budskab, der lyder mest bekvemt. Og jeg er altså mere tilbøjelig til at stole på Jesus og evangelisterne end på mig selv eller en anden tilfældig teolog.
I Bibelen bruges slangen som et billede på Djævelen. I Paradiset fristede slangen Eva til at spise af den forbudne frugt. Men desværre var det ikke kun Eva, der var ulydig mod Guds bud. Faktisk findes der ikke et menneske, som ikke har taget del i ulydigheden; som ikke er blevet bidt af syndens giftige slange. Derfor har vi alle sammen brug for Guds modgift, syndernes forladelse.
Modgiften mod slangegift er fremstillet af blod fra et dyr, der indeholder antistoffer mod det pågældende giftstof. På samme måde må modgiften mod synden også fremstilles af blod. Der har kun levet én person, som ikke selv havde syndens giftstof i sig, og det er Jesus. Derfor måtte Jesus give sit liv og sit blod på korset, for at vi kunne blive frelst.
Spørgsmålet er nu, hvordan vi får fingre i den modgift. Svaret står adskillige steder i Bibelen. For eksempel i Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16, hvor Jesus siger: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi bliver altså frelst ved at tro på Jesus.
Der er bare noget der ikke stemmer. I søndagens tekst nævnes ordet tro ikke en eneste gang! Heller ikke blod eller syndernes forladelse. Det eneste, han taler om, er gerninger!
Det betyder ikke, at vi kan eller skal gøre os fortjent til frelsen gennem gode gerninger. Det ville være det samme som at sige, at Jesu død ikke var nok til at tage straffen for vores synder. Guds nåde, modtaget i tro, er alt hvad vi har brug for for at blive frelst.
Men Guds nåde efterlader os ikke uforandrede. Når serummet fra Jesu blod har fjernet syndens gift fra vores sind, så vil vi begynde at gøre gode gerninger helt automatisk. Gode gerninger er den måde, som den frelsende tro på Jesus udtrykker sig på. Vi skal ikke fokusere på os selv og de gerninger, vi gør, men på Jesus og den gerning, han har gjort. Så vil han frembringe de gode gerninger i os.
Ugens prædiken er udsendt af Kristeligt Pressebureau.
