Hjerteløs politik

På mindre end to år er antallet af østeuropæiske hjemløse i København mere end fordoblet. Hjælpeorganisationerne anslår at 60 pct. af de hjemløse har østeuropæisk baggrund.Som EU-borgere er østeuropæerne velkomne i Danmark. De er dog knap så velkomne på et arbejdsmarked i krise, hvilket i stigende grad henviser dem til et kummerligt liv på gaden. Døren til herberger, varmestuer og suppekøkner er nemlig også lukkede for dem.
– Danmark skal ikke være varmestue for Europas hjemløse, lyder det således på forsiden af denne avis. Ordene kommer fra Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen. Han gentager dem ordret efter den tidligere velfærdsminister Karen Jespersen (V), der for et par år siden truede hjælpeorganisationerne med at miste offentligt tilskud, hvis de gav mad, tøj eller logi i til rumænske, polske og lettiske hjemløse.

Tab af værdighed

Når østeuropæerne vælger at udholde kulden i hovedstadens gader og trodser den kølige afvisning de møder, når de søger hjælp, skyldes det, at tilværelsen som hjemløs i deres hjemlande trods alt er værre.
Dette er også forklaringen på, hvorfor antallet af østeuropæere i Danmark er stigende. Og til en vis grad et forsvar for, at regeringen ønsker at begrænse tilstrømningen.
Forklaringen er dog ikke et forsvar for, at regeringen med økonomiske trusler forhindrer hjælpeorganisationer i at række fremmede og frysende medmennesker en hjælpende hånd.
Det er at tage frivillige organisationer som gidsler i et politisk spil, hvor alle taber. Det største tab er den menneskelige værdighed. Den mister man hurtigt som hjemløs. Men også når politikken bliver hjerteløs.

Undladelsessynder

Dette er en leder og ikke en prædiken. Med ovenstående in mente er det alligevel fristende at citere fra prædiketeksten nederst på denne side, hvor Jesus siger: ”I gav mig intet at spise, da jeg var sulten, og intet at drikke, da jeg var tørstig. I bød mig ikke velkommen, da jeg stod som fremmed, eller skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage p兔
Jesus taler om undladelsessynder. Lad os håbe, det ikke er os, ordene er møntet på.