Politikere på nedslående besøg i Mellemøsten
Folketingets Udenrigsudvalg har været i Mellemøsten, hvor man lettere går øje på problemerne end løsningerne.En delegation på seks medlemmer fra Folketingets Udenrigsudvalg har været på en firedages rundrejse i flere Mellemøst-lande. Efter flere medlemmers mening et nedslående besøg, fordi det ser ret håbløst med den arabisk-israelske fredsproces.- Der er ingen fredsproces, man kan højest tale om fredsbestræbelser, siger Jørgen Poulsen (RV) under en samtale i Jerusalem.
I delegationen var to ikke-danskfødte: Kamal Quresh (SF), der stammer fra Pakistan, og Naser Khader (K), som er født i Syrien. Øvrige medlemmer var Karsten Lauritzen (V), delegationsleder og næstformand for udvalget, Ellen Trane Nørby (V), Jeppe Kofod (S).
De danske politikere mødtes med regeringsrepræsentanter, parlamentarikere og civilsamfunds-repræsentanter fra Egypten, Israel og de palæstinensiske områder, samt med repræsentanter for FN og Verdensbanken.
Delegationen besøgte tillige nogle dansk-støttede projekter. Sikkerhedforanstaltningerne omkring gruppen var så omfattende, at programmet først kunne meddeles bagefter.
Naser Khader, 46 år, medlem af Folketinget siden 2001, er født i Damaskus og kom som barn til Danmark med sine forældre i 1974.
– Mine forældre udvandrede til Danmark for at få arbejde, siger han i et interview en lun oktoberaften på Hotel King Davids terrasse.
– Min far var palæstinenser, og jeg har aldrig haft syrisk statsborgerskab, skønt jeg er født i Syrien, men har altid været dansk.
Khader, der er den ældste af en søskendeflok på fem, siger, at han har en onkel i Vestbredbyen Nablus og andre slægtninge i en landsby nær Jenin, ikke langt derfra. Han har været omkring 10 gange i Israel, første gang i 1994 på en rejse med Det udenrigspolitiske Selskab.
På spørgsmålet om hvordan det føles som araber at være medlem af en dansk delegation på besøg i arabiske områder, siger han:
– Jeg har jo stor interesse i, at der snart bliver fred her. Det vil være til alles fordel. Mellemøsten er jo et meget smukt sted, der fortjener at blive besøgt af resten af verden. Men turister er usikre på, om de tør komme.
– Her kunne være som et paradis. Jøder og arabere har så meget tilfælles. De har et historisk fællesskab og er fætre og kusiner. Den viden, der findes i Israel, burde nå ud til hele den arabiske verden. Selve jødedommen er jo en lovreligion, men i Israel har man alligevel fået den til at fungere sammen med et demokrati. Det kan man lære af i islamske lande, hvor der også eksisterer en lovreligion, og hvor man kan lade sig inspirere af Israel, siger Khader og giver et eksempel på praktisk sameksistens, da han fortæller historien om, da han engang kom fra Jordan til en grænseovergang ved Israel og skulle med taxa til Nablus.
– Jeg fik en ordning med en israelsk taxachauffør om at køre mig til Nablus for 100 dollars, fortæller han, men chaufføren sagde, at han ikke kunne køre helt ind i Nablus af sikkerhedsmæssige grunde, men ville sørge for, at jeg kom dertil for det aftalte beløb.
– Nær Nablus ringede han til en arabisk kollega i byen og bad ham samle mig op nogle kilometer derfra. Og det skete. Den arabiske chauffør kom fra en bryllupsfest og havde fin mad med til sin israelske kollega. Og jeg kom til Nablus for det beløb, vi havde aftalt.
Om delegationens møde med israelske politikere siger han, at den danske gruppe mødte såvel moderate som ekstremistiske israelske politikere.
– Nogle af de yderliggående brugte retorik fra 1970erne, siger han. Men der er alt for megen snak, for lidt handling. Økonomi er jo et grundlæggende problem, og jeg tror, at når arabere af israelere lærer, hvordan man kan komme til at køre sin egen bil i stedet for en æselkærre, er vi nået langt.
Adspurgt hvad han vil gøre for at fremme en fred mellem palæstinensere og israelere, siger Naser Khader:
– Jeg vil sige tingene ligeud. Der er for megen snak på begge sider, og ingen handling. Der skal en radikal ændring til.
– Ikke alle kan få deres vilje, men må give sig lidt – til alles fordel. Palæstinenserne må opleve, hvad de konkret vil kunne få ud af en fred.
Er der en basis for demokrati her?
– Ja, forudsætningerne er her, spørgsmålet er, om der er en vilje, siger han. Israelerne har desværre en regering, der ikke arbejder helhjertet for at få fred, ligesom Hamas ikke gør det. Jeg er selv noget utålmodig med at komme videre med fredsprocessen, nok fordi jeg har en aktie i det.
– Det går jo nedad for denne proces, men måske jeg kan inspirere mine danske politikerkolleger til, at Danmark presser mere på for at komme videre. Israelerne siger jo, at hele verden er imod dem – og palæstinenserne siger det samme.
Ser du ikke en løsning?
– Jo, siger Naser Khader en to-stats løsning.
En af den danske delegations moderate medlemmer er Jørgen Poulsen, 66 år, og blot medlem af Folketinget siden det sidste valg. Han har også besøgt Israel mange gange, bl.a. da han som generalsekretær i Dansk Røde Kors var med til at iværksætte en række projekter i Israel. Han er også kendt i Danmark for sit mangeårige virke som journalist ved Danmarks Radio, ikke mindst som udlandskorrespondent.
Han siger om den israelske organisation Breaking Silence (Bryd tavsheden) – om israelske soldaters kritik af hærens krigsførelse mod Hamas i Gaza-striben – at denne kritik har gjort meget for Israels image, fordi denne kritik overhovedet eksisterer.
– Den ville aldrig have eksisteret på den anden side, siger Poulsen. Det hører til spillets regler, at de bliver beskyldt for at være feje pacifister. Men det er den samvittighed, man også finder i Israel.
Videre siger Poulsen, at man i Danmark med hensyn til den palæstinensisk-israelske konflikt ikke opfatter det som et udenrigspolitisk anliggende, som hvis det drejede sig om Sri Lanka eller Congo, men som en indenrigspolitisk sag, der bedømmes efter danske partilinjer.
Er Israel blevet verdens prygelknabe?
– Det er mere nuanceret. Samtidig får Israels venner det stadigt sværere med at forsvare Israel. Men man må aldrig tage fejl af, at alle disse kritiske vestlige venner af Israel vil gå langt for at sikre Israels ret til at eksistere, og at de er garanter for, at dette sker.
– Danmark er jo et land, som ønsker, Israel skal kunne leve i sikkerhed, men alligevel bliver vi jo stærkt mistænkt for – når vi stiller spørgsmål – at være naive. Det kan jeg på en måde godt forstå. Vi må jo ligne nogle forkælede mennesker, der er så skråsikre, når vi taler om menneskerettigheder og humanitær folkeret, alle de ting som jo nok ser anderledes ud, når man har det.
Poulsen siger, at han, der er født i grænselandet i Sønderjylland, blev opdraget til, at tyskere ikke var noget godt, men at der så kom en udjævning af modsætningerne.
– Det er en sådan udjævning, der skal til mellem palæstinensere og israelere, en fredelig sameksistens, siger han. I Sønderjylland var man den ene dag anti-tysk, men så blev ens broder måske gift med en tysker – og jo mere man kender til hinanden, des mere forståelse bliver der.
– Men i dette område er det meget hårdt. På begge sider er der en voldsom mistro. Spørgsmålet er, hvordan vi får sat en stopper for denne voldsspiral, som blot fortsætter og fortsætter, og hvor vold blot avler ny vold. Hvis man slår ned på dissidenterne – eller hvad man nu skal kalde dem – bliver reaktionen hårdere.
– Mit svar på, hvad der kan standse voldsspiralen er, at man følger den internationale lovgivning om dette, for det er jo love, som trods alt sætter et skel mellem civilisation og anarki.
Om situationen i Israel siger Poulsen, at den er bekymrende, og om det nuværende styre, at det træder vande.
Adspurgt om han tror, at konflikten er uløselig, siger han.
– Hvis man tror, konflikten er uløselig, har man givet op. Men man må aldrig give op, selv om det er tungt.
På besøgets næstsidste dag var den danske gruppe i Gaza, hvor udenrigsudvalget så forfærdelige ødelæggelser og havde – som Jørgen Poulsen siger – den rystende oplevelse at se et hjertesygt spædbarn, som skulle fra Gaza til et hospital i Israel, blive holdt på en båre ved grænseovergangen i flere timer i sol og bil-os, inden det kunne komme ind i Israel.
– Jeg har været flere gange i Gaza. Men dette var første gang, jeg kun så tilslørede kvinder, det var næsten uniformsagtigt, som at være i Afghanistan. Gaza er nok den eneste storby, hvor antallet af biler falder, og antallet af æselkærrer stiger, siger Poulsen.
Samme aften besøgte de danske politikere det palæstinensiske styre i Ramallah på Vestbred-området.
– Det var meget deprimerende, siger Poulsen.
– Vi sagde måske ret brutalt til palæstinenserne, at de skulle tage ved lære af Israel, når det gælder kommunikation og udvikling af forretningslivet. Svaret var, at Europa, Israel og USA altid havde hængt sammen, og at palæstinenserne følte sig uden for.
– Palæstinenserne sagde til os, at der ikke havde været nogen selvmordsbombere i to år, at de overholder alt – så hvorfor er det altid kun os, der skal garantere sikkerheden, sagde de.
– Men, tilføjer den danske politiker, vi fortalte jo, at vi som gode venner gerne ville have lov til at sige tingene lige ud.
– Min slutkonklusion er, at jeg synes, det aldrig har set så slemt ud som nu. Man kan ikke længere tale om en fredsproces. Det er en dårlig strategi bare at slå sig til tåls med, at tiden vil løse dette problem. Det er jo en defaitistisk strategi. Det er ved handlinger, man skal vise, at man kan.
