Soldatermission vandt skattesag ved Højesteret
KFUMs Soldatermission har overraskende vundet en sag om skat på mad. Missionen blev i 2006 pålagt at betale skat af den kost, som de unge volontører på soldaterhjemmene fik.Soldatermissionens revisor og advokat vurderede, at missionen overholdt lovens regler og prøvede derfor sagen først i Landsskatteretten, senere i Byretten og Landsretten.
– Da vi ikke fik medhold i de tre instanser, havde vi opgivet sagen, fortæller generalsekretær Per Møller Henriksen i bladet Soldatervennen. – Heldigvis mente advokaten, at vi havde så god en sag, at han ønskede at prøve den ved Højesteret. Tabte vi, skulle vi ikke betale hans omkostninger. Det er vi meget taknemmelige over, for nu har vi vundet sagen.
Det betyder årligt flere hundrede tusinde kroner for KFUMs Soldatermission.