Flot roman om Hildegard af Bingen
Hvis det virkelig er sandt, at et billede siger mere end tusind ord, er det måske også rigtigt, at en god roman kan være lige så oplysende, videns- og indsigtsskabende som indtil flere digre værker om emnet.
Specielt når romanen er så gennem-researchet og autentisk i tonen, som det er tilfældet med Anne Lise Marstrand-Jørgensens biografi i fiktiv form af en middelalderens, ja kirkehistoriens mest fremtrædende, kvindelige mystikere: Hildegard af Bingen (1098-1179). Bogen er skrevet i nutids-form, hvilket medvirker til at gøre kunststykket endnu mere nærværende.
Også i dag er der stor interesse for den lille kvinde, der alene betragtede sig som Guds redskab og intet større væsen gjorde af sig selv. Hun var den tiende i sine adelige forældres børneflok, og som det var tradition i de kredse betød det, at hun var forudbestemt til et liv i Kirken: Ti er en velsignelse, ti ud af hundrede, det er, hvad kirken skal have (s. 26).
Allerede som 3-årig oplever hun sit første religiøse syn: Det Levende Lys betegner hun det, og det forbliver med hende resten af livet. Det er ikke uproblematisk, for nogle gange er det bedst at holde sig dækket af for den slags oplevelser, som andre ikke har adgang til. For er det Gud eller Djævelen, der taler, og hvordan lærer man at skelne mellem de to? Eller er hun bare nervøst anspændt, som man ville sige anno 2009?
Forfatteren går i en stor bue udenom det konkrete svar, mens hun til gengæld er meget psykologisk portrætterende.
Hildegard og hendes verdensbillede ser vi allerede et glimt af i det 8-årige barn og dets arbejde med en sten-opsætning:
Det er ligesom bjælker, man lægger oven på hinanden for at bygge et hus. Det er Gud over menneskene, manden over kvinden over barnet over dyrene. Det er dyrene i rækker og geledder. Det er fuglen, der spiser frøen og ejer noget af dens kraft, ligesom mennesket kommer til at eje oksens. Det er en vrimmel af farvede silkebånd, der snor sig ud og ind mellem hinanden og danser for hendes øjne. Hun koncentrerer sig om den orden, hun så i Det Levende Lys (s. 127).
Som 10-årig stiftede hun bekendtskab med den kloster-tilværelse, der fulgte hende til døden. Hendes skrifter handler bl.a. om teologien, naturen og dens lægemidler, ligesom hun også komponerede sange, der stadig opføres.
Helt frem til 1141 var hendes åbenbaringer ikke videre kendt; i 1148 fik hun pavens godkendelse til at nedskrive og fortælle om dem, for ingen må holde en stemme, der kommer fra Herren, tilbage (s. 390).
Her slutter bogen – måske lidt brat – men forfatteren har allerede lovet en fortsættelse. Den imødeses med interesse.
Det er en flot præstation, sproget er levende, frisk og sine steder næsten filmisk. Det er ikke en daglig foreteelse at se den slags bøger.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hildegard
397 sider
299 kr.
Gyldendal
