Johns mirakuløse børnehjem

John Green begyndte at hjælpe er par gadedrenge med at komme i skole. I dag driver han og Esther børnehjem, børnehave, grundskole og gymnasium – uden nogen fast indtægt. – Gud sørger for os, siger parret, der er kendt af især ældre missionsinteresserede i Danmark.Det var en ung, slank og særdeles charmerende englænder, der turnerede i Danmark i 1969 og fortalte om sit kald til Kenya.

Hvor får i pengene fra?
– Det ved jeg ikke. Det må du spørge min Far i himlen om, siger John Green.
– Jeg beder bare: Giv os i dag vort daglige brød.

Nu, 40 år senere, har han kone, børn, plejebørn, børnehjem, grundskole og gymnasium i storbyen Eldoret.
40-års jubilæet blev for nylig fejret med manér og ægteparret Esther og John Green behørigt hyldet af deres i alt 140 børn på Testimony Faith Home. Sammen med deres ægtefæller og børn nåede festdeltagerne op på 300.

Jo, der er løbet meget vand i den nærliggende flod, siden John som ganske ung rejste til Kenya som missionær – uden i øvrigt at vide, hvad han konkret skulle give sig i kast med.
Men nogle opgaver behøver ikke at blive opsøgt. De kommer ganske automatisk af sig selv.
Som de gadedrenge John Green bare måtte tage sig af.
Du havde kun et lille skur, at bo i…
– Ja, det var dér, de to første kom for at bo ved mig. Jeg havde ikke planlagt at starte et børnehjem. Jeg ville bare hjælpe de børn at komme i skole, men det standsede ikke der. Min Far i himlen havde en anden idé. Så jeg tog seks mere ind. Året efter, i 1970, havde jeg 15 børn i det lille hus, fortæller John Green, da vi besøger ham og hans afrikanske kone Esther i udkanten af byen Eldoret i det kenyanske højland.
Esther og John Green er kendt af mange missionsinteresserede i Danmark, især dem, der kan huske John fra hans første besøg. Andre har andenhånds kendskab fra bogen ”Gud sover aldrig”, hvor Anne Lise Madsen fortæller Johns dramatiske historie (Kirkeklokkens Forlag).

Skuret, der var John Greens første hjem, lå på en grund, der tilhørte byens hospital. Og de syntes, John gjorde et så godt stykke arbejde, at de tilbød ham et større hus.
– Så jeg flyttede ind med 28 børn, og huset var fuldt optaget. På samme tid skulle ærkebiskoppen af Kenya flytte. Han sagde: ”Du har brug for et større hus – du kan bruge mit”.
Og det er kendetegnende for John Greens arbejde. Gud har sørget for ham og børnene i alle årene – uden at John har luftet sine behov eller bedt om penge.
Så John flyttede ind i ærkebiskoppens hus med alle børnene og boede der i små to år. Arbejdet blev ved med at vokse, indtil børnehjemmet startede på den nuværende grund i 1972.
Og i dag har John og hans afrikanske kone Esther taget sig af 140 børn, hvoraf mange i dag er voksne og gift. 23 har afsluttet universitetet.

Hvert af de forladte gadebørn kom med deres egen smertelige historie. Flere drenge og piger kom ind, fordi deres forældre var døde. Flere af børnene havde aids, men nogle blev helbredt, fortæller John Green.
– Det mest spændende jeg har oplevet i alle 40 år, er at se disse børn blive helbredt for HIV. Men også hverdagen er spændende, for når du ikke har en fast indkomst, er det et mirakel.
I har ikke en organisation bag jer, som støtter jer?
– Nej, det har vi aldrig haft gennem de 40 år.
Hvor får I så pengene fra?
– Jeg tror, du er nødt til at spørge Far i himlen, for jeg ved det ikke, ler John Green.
– Jeg beder bare: ”Giv os i dag vort daglige brød”.

Nogle gange bliver John hevet ind på politistationen og forhørt: ”Hvem støtter jer? Vi må have en liste over alle dem, der står bag jer. Jeres præster osv.” Så svarer John: ”Jamen, vi har ikke nogen liste, for der er ingen, der støtter os regelmæssigt.”
– Det har de meget svært ved at forstå. Men det er sandt. Indtil i dag er det sådan, vi har overlevet. Det er Mattæus 6 vers 6 om igen: ”Hvis du har brug for noget, så bed til din far, og han vil hjælpe”. Hvilket han nogle gange gør på en lidt langsommere måde end andre gange – måske skyldes det hans høje alder!
Og her kommer der igen en kluklatter fra Green. Men så bliver han alvorlig igen:
– Vi har altid modtaget, hvad vi havde brug for – til sidst. Det er hans nåde og derfor også til hans ære. Han har altid været i stand til at gribe ind og møde vores behov. På den måde ved vi, at han er med os og leder os.
Du sagde, du blev forhørt af politiet. Hvordan kan det være?
– De troede, at vi måske lavede noget undercover. Så det var de nødt til at finde ud af. Men vi overlevede – også det.

John Green med sin elskede kone Esther, som ikke har forandret sig synderligt i alle årene – se bryllupsbillede i baggrunden.

Og arbejdet er vokset. Esther leder nu en grundskole med 540 elever, heraf 100 fra børnehjemmet.
Hvordan kan du overkomme at tage dig af alle de mennesker? spørger vi hende.
– Åh, ved Guds nåde, og med megen hjælp fra lærerne, smiler Esther, der ikke ser ud til at være meget ældre end på bryllupsbilledet, der blev taget for ca. 30 år siden.
Esther har 30 lærere under sig. Selv står hun under en forstander for alle tre skoler.
Tingene er vokset en del, siden I begyndte…
– Ja, vi startede børnehaven i 1981 og gik fra børnehave til grundskole. Og nu har vi et gymnasium! Det er et mirakel, at vi vokser. Det er Guds nåde.
Tror du, han vil være i stand til at lade det vokse mere i fremtiden?
– Ja, han er i stand til alt!, smiler Esther, og John supplerer:
– Børnene er en berigelse for os. Vi ser dem vokse op, vi ser dem blive noget for Gud. At se, hvad de udretter i livet, er belønning nok.

Esther og John Green er urokkelige i deres tro på Guds omsorg. Også da en stammekonflikt blussede op i landet efter præsidentvalget i 2007:
– Vi husede omkring 250 flygtninge fra nærområdet og gav dem mad. Det var et mirakel. For mange af butikkerne var lukket. Men folk kom med majs og grøntsager, og en kom med 3 geder.
– Så vi overlevede uden en skramme. Og det var et stort vidnesbyrd – især til dem, der lå i lejr her. De vidste ikke særlig meget om Gud.
Jeg spurgte dem: ”Hvorfor ville I komme til os? Vi har ikke engang en helt sikker grund. Alle kunne komme og tage jer”!
”Vi føler, at Gud er her”, sagde de. Så de kunne sove trygt.
– Vi kunne se røg og ild fra vores grund, men det kom aldrig op til os. Vi så de hærgende bander komme gående forbi vores grund, men de kom aldrig ind.
Gud gav os verset: ”De vil aldrig nærme sig jer”, så ingen var rigtig bange her.