Spirituel formidlingsglæde

Skruk-koret på ca. 40 medlemmer har med deres dirigent, Oddvar Hildre, indspillet 14 spirituals for KKV, det norske Kirkelig Kulturverk-sted, der ’releaser’ mange fine cd’er.Skruk har vovet sig på gaden med deres a capella cd efter at have modtaget inspiration from over there igennem prof. Davenports repertoireindstudering med koret. Det er blevet til en blandet pose bolcher af rent klassiske numre, som Give me that old time religion og en del flere af slagsen. Under genrebetegnelsen spirituals har de også medtaget sange, der på dansk kendes som Hvilken ven vi har i Jesus og Vær du mig nær. Desuden et par ukendte ting som E’en so Lord af Paul O. Manz og Hear my prayer af Moses Hogan, der også står for en del af arrangementerne på cd’en.
Med et så pænt stort kor, der meget af tiden synger otte-stemmigt, idet de fire stemmer alle er delt, kan man lave mange virkningsfulde effekter. Og det udnytter de fuldt ud. Massiv og bred korklang veksler med kvikke og smældende fortolkninger som den af Joshua fit the Battle of Jericho og solistnummeret What a Friend, der understøttes af et finurligt herreakkompagnement af dum-dum kontrabas-karakter. Fortolkningsmæssigt overskud og formidlingsglæde er cd’ens løsen.
Erik Linow

Skruk:
Starry Crowns in Heaven
48 min.
Kirkebutik.dk-pris: 145 kr.