Hvad dit hjerte ønsker
Det er jo udsalgstider, og en lørdag først i januar vovede jeg mig ned i byen. Gågaden var sort af mennesker. Jeg tog en dyb indånding og banende mig vej ind i mængden. Jeg besluttede mig for at prøve en af de lidt mere eksklusive tøjbutikker – det var jo trods alt udsalg, og man kunne jo være heldig at gøre et scoop.
Den første vest, jeg fik fat i, kostede flere tusinde kroner, så jeg slap den hurtigt og forsøgte at orientere mig i den velbesøgte butik. Med flere undskyld mig fandt jeg vej til udsalgsstativerne og blev straks i meget bedre humør. Gode mærkevarer sat ned til fornuftige priser! Men som så ofte før opdagede jeg, at det tøj, jeg stod med, lignede det, der allerede var hjemme i skabet. Det var altid mere attraktivt, når det lå der i butikken sammen med en masse andet nyt tøj. Så snart det havde boet hjemme hos mig og været igennem en tøjvask eller to, var det slet ikke så spændende mere.
Vi længes alle efter skønhed, at føle os smukke og være omgivet af smukke ting. Det er det samme hver gang en reklame dumper ind ad døren eller toner frem på skærmen. Vi tiltrækkes af den skønhed, følelse af frihed eller velvære, som reklamen formidler. Men af en eller anden grund bringer produkterne aldrig langvarige følelser af den ønskede karakter. Og hjertet fortsætter med at længes. Hvorfor? Fordi det er Gud selv, der har lagt en længsel i vores indre. Men det er ikke en længsel efter jordiske ting.
Paulus vidste det – og skrev til romerne: Alt, hvad Gud har skabt, længes efter at få del i den herlighed, som hans børn engang skal få… (Kap 8:19)
David vidste det også og skrev i en salme (nr. 73): At leve Gud nær er min lykke. Og selv om dette jordiske liv har sine begrænsninger, så er det muligt – stykkevis – at få mættet sin længsel. Længslen efter fællesskab med Gud, længsel efter hans herlighed.
Søg Jesus – han lover, at du vil finde ham og i ham Guds herlighed, som mætter enhver længsel.