Nyt kirkeligt medieselskab

KLF, Kirke & Medier opretter Kirkeligt Medieakademi med biskop og professor i bestyrelsen.KLF, Kirke & Medier opretter nyt medieselskab, der skal servicere presse og kirker med viden og kompetence.

Det ny medieakademi skal være en ressource for kirken og pressen og har bl.a. professor Peter Øhrstrøm (tv.) og biskop Karsten Nissen (midt) i bestyrelsen. Journalist Svend Løbner (th.) er ansat.

Kirkeligt Medieakademi hedder anpartsselskabet, som har ansat journalist Svend Løbner som direktør og overtaget hans pressebureau cPress pr. 1. februar 2010. Samme dag kl. 15. inviteres til uformel reception og pressemøde i Torvehallerne, Vejle.
Kirkeligt Medieakademi vil have tre funktioner: KPresse vil som cPress servicere kirker og kirkelige organisationer med pressemeddelelser og debatindlæg. En ny afdeling KKommunikation vil udvikle forskellige kursus-koncepter for kirkefolk og journalister. Ugebrevet Søndag Morgen, som hidtil er udgivet af cPress, vil fortsætte med at bringe nyheder og analyser om tro, kristendom og kirke.

Bred bestyrelse

Kirkeligt Medieakademis bestyrelse består af professor ved Aalborg Universitet Peter Øhrstrøm, biskop over Viborg Stift Karsten Nissen, formand for TV Syd Ingrid Sand Simonsen, landsformand for KLF, Kirke & Medier Lars-Peter Melchiorsen og journalist og konsulent Jens Kristian Lynderup.
Bestyrelsesformand Peter Øhrstrøm udtaler:
– Det er en dobbelt udfordring, der danner baggrund for oprettelsen af Kirkeligt Medieakademi. For det første er opgaven at dygtiggøre folk med ansvar for kirkernes og de kirkelige organisationers eksterne kommunikation. For det andet drejer det sig om at være til rådighed for medierne med korrekte og relevante informationer om kirker og kristne organisationer.

Vil hjælpe kirker ud i medierne

Biskop Karsten Nissen supplerer:
– Vi lever i en medieverden, hvor medierne er med til at forme vores holdninger og værdier. Kirkerne og de kirkelige organisationer kan blive meget bedre til at få deres budskab ud igennem medierne. Jeg er overbevist om, at Kirkeligt Medieakademi med KPresse, KKommunikation og Søndag Morgen vil blive en stor hjælp i dette arbejde..
Svend Løbner har været præst i 25 år, journalist i 10 år og de sidste 6 år arbejdet ud fra pressebureauet cPress. Her har han bl.a. skrevet nyheder til Udfordringen, og det vil han fortsætte med.
Svend Løbner var deltidsansat i FrikirkeNet i 3 år, hvor han bl.a. startede en pressetjeneste for 100 frikirker og organisationer.

80 års erfaring

KLF, Kirke & Medier er en landsforening for mediebrugere og har 30.000 medlemmer fordelt på ca. 200 lokalforeninger. Foreningen startede i 1926 under navnet Kristelig Lytter- og Fjernseerforening – deraf forbogstaverne KLF.
Kunder, forretningsforbindelser og pressen inviteres til reception/pressemøde mandag den 1. februar kl. 15.00 i Torvehallerne i Vejle centrum. Her vil ideerne og personerne bag Kirkeligt Medieakademi blive præsenteret.
Red.