25 flyttekasser fra Kaj Munks liv

Biblioteksassistent Egon Løvbirk fra Vejle har tilbragt måneder med at bringe orden i og registrere digterpræsten Kaj Munks efterladte papirer. Munk døde som martyr under krigen. Da digterpræsten Kaj Munk den 4. januar 1944 blev skudt af nazisterne, skabte de en dansk martyr, som stadig minder os om, hvad der er rigtigt og forkert.

Kaj Munk havde livet igennem en fornemmelse af, at han var udvalgt til noget særligt.

Derfor var det vigtigt for det nye Kaj Munks Forskningscenter på Aalborg Universitet at bevare Kaj Munks efterladte papirer tilgængelige for eftertiden. Men digterpræstens prædikener, teaterstykker og andre manuskripter fyldte 25 flyttekasser! Og så var de personlige papirer til familien endda sorteret fra.
Derfor havde man brug for en flittig og omhyggelig person, som kunne ordne papirerne, før de blev digitaliseret og gjort til genstand for forskning. Og en sådan person kendte lederne af centret.

– To dage før jeg skulle gå på efterløn efter 42 års arbejde, blev jeg ringet op fra Aalborg Universitet, fortæller Egon Løvbirk, som straks indvilgede i at påtage sig arbejdet. I flere måneder arbejdede han fra kl. 7-21 i Vedersø.
Hele sit liv har Kaj Munk nemlig haft en særlig betydning for ham. Det begyndte i skolen, hvor Egons lærer var frihedskæmper.
– Jeg var kun 14 år, første gang jeg besøgte Vedersø præstegård i 1954. Jeg blev afvist af kirkepersonalet, som ikke kunne se, hvad Kaj Munk kom nysgerrige turister ved. Men så mødte jeg Lise Munk, enken, og hun bød mig indenfor i præstegården, hvor hun jo fik lov at bo indtil sin død. Hun viste mig bl.a. Kaj Munks digterhule ”stærekassen” øverst oppe på loftet, hvor han sad og skrev. Og jeg så børnenes vugger, som der var tegnet eventyr af H. C. Andersen på. Kaj Munk elskede at fortælle dem eventyr.

Siden besøgte Egon Løvbirk ofte Vedersø, og han blev behandlet som et barn af huset. Gennem årene har han studeret det meste af det materiale, der findes om Munk. Han tager også ud og holder foredrag. Fx om ”Den Blå Anemone”, ”Vandringer i Vedersø”, ”De lollandske stjerner”, ”Den humoristiske digterpræst” – eller om julen i præstegården. Her pyntede børnene Yrsa, Mogens, Helge, Arne og Solveig juletræet, mens faderen udnyttede sin ”ret til anden beskæftigelse”. Men ellers var han meget nærværende.
– Hans dag var altid delt op, så han brugte formiddagen til at besøge ældre og syge, eftermiddagen til at skrive og digte og aftenen til familien.
Når børnene havde haft deres lange jul, holdt han en Hellig Tre Kongers-gudstjeneste for de voksne om aftenen, hvor han fortalte om Betlehemsstjernen, fortæller Egon Løvbirk.
– Hele julen frem til Hellig Tre Konger spiste man grønlangkål og sprængt and i præstegården. Den sidste jul i 1943 sagde Lise til ham, at nu skulle han spise sin grønlangkål, for nu ville der gå et helt år, før han igen fik den elskede ret. Hertil bemærkede Munk, at han ikke ville få den at spise mere, fortæller Løvbirk.

Sidst i december var modstandsmanden Børge Eriksen nemlig mødt op for at advare Munk og overtale ham til at gå under jorden, men uden resultat. Munk var nemlig på kollisionskurs med nazisterne, som havde besat Danmark, og som i 1943 forsøgte at indfange de danske jøder for at sende dem i udryddelseslejre.
De danske politikere samarbejdede med tyskerne for at undgå ulemperne ved besættelsen og krigen. Kaj Munk havde i 30’erne været imponeret af Hitler, men da jødeforfølgelserne begyndte, forstod han nazismens ånd.
Han var en af de kristne personligheder, som klart sagde fra over for nazismen og de danske politikeres samarbejde med besættelsesmagten. Ved folketingsvalget i 1943 stemte han for første og eneste gang. Han opfordrede alle til at stemme på Dansk Samling, som dengang var det eneste af partierne, der var klart imod samarbejds-politikken.
Da samarbejds-regeringen i 1943 blev nødt til at træde tilbage pga. folkelige demonstrationer, blev Kaj Munk en af de samlende figurer i modstanden. Hans skuespil Han sidder ved Smeltediglen, Niels Ebbesen og Før Cannæ var direkte angreb på nazismen.
Da nazisterne ville hævne modstandsbevægelsens sabotager, havde de først besluttet at dræbe den kendte kgl. skuespiller Poul Reumert. Men af frygt for reaktionerne i København, besluttede nazisterne den 5. december ’43 i stedet at dræbe den åbenmundede digterpræst ude i Vestjylland.
Nytårsdag holdt Munk trods advarslen en tale, som han vidste ville provokere tyskerne. Livet igennem havde han en fornemmelse af, at han var udvalgt til noget særligt…
Om aftenen den 4. januar dukkede fire gerningsmænd op i præstegården. Planen var at dræbe Munk på stedet, men da børnene klamrede sig til ham, besluttede de i stedet at tage Munk med sig i en bil.
Da Munk sagde farvel, spurgte en af børnene, hvad de fremmede ville gøre ved ham. Han svarede, at de nok ikke ville være gode ved ham…
På landevejen mellem Silkeborg og Århus blev Munk kommanderet ud af bilen og skudt ned bagfra. Nazisterne satte en seddel på ham, hvor han blev beskyldt for at være tyskervenlig. Men befolkningen gættede hurtigt, hvem der stod bag. Og drabet på Munk gjorde ham til martyr og udødelig som digter.

Tidligere biblioteksassistent Egon Løvbirk har brugt en del af sin efterløns-tid på at bringe orden i Kaj Munks efterladte papirer.

– Kaj Munk var født 1898 i Maribo på Lolland. Han hed egentlig Kaj Harald Leininger Petersen. Da hans forældre døde i 1901 og 1903, mens han endnu kun var får år gammel, blev han adopteret af en kusine til sin mor, Marie og hendes mand Peter, fortæller Egon Løvbirk. De kærlige plejeforældre var missionske, og det fik betydning for hans stæke tro.
– Hans fætter på faderens side var digteren Niels Pedersen, der skrev Sandalmagernes Gade. De to fætre voksede op sammen, og da Kaj Munk kom på finansloven, fik han et brev fra fætteren, der skrev, at han ikke var spor misundelig. Han døde desværre selv af druk.
Egon Løvbirk har ikke opdaget noget i papirerne, som skelsættende ændrer på det billede, vi allerede har af Kaj Munk. Men det er også op til forskerne. Hans opgave var at bringe orden i papirerne og tyde håndskriften, så indholdet kunne blive lagt på computer.
Nu er kasserne afleveret, og selv har han kun beholdt nogle få fotokopier – fx af Munks tiltrædelsesprædiken, hvor han begynder med ordene: Kære Kristi venner.
Munks prædiken-manuskripter var ofte meget korte og lidt svære at læse. Også de andre manuskripter indeholder mange overstregninger og omskrivninger. Ikke alle manuskripter blev til teaterstykker eller bøger. Meget blev aldrig offentliggjort.
Ofte skrev han små lejlighedssange til venner i den lokale vestjyske befolkning.

– De syntes nok ofte, han opførte sig underligt. Fx præsterede han engang at holde et foredrag, før publikum var mødt op, fordi de – som sædvanligt – ikke kom til tiden. Så holdt han sit foredrag for kun én tilhører, nemlig købmand Niels Skytte, som var taget med ham, fortæller Egon Løvbirk.
Selv om de fleste i dag husker Munk som politisk person, så var hans eget fokus på de dramatiske teaterstykker, han skrev: Pilatus, Ordet, En Idealist, I Brændingen, Cant, De Udvalgte, Sejren, Han sidder ved Smeltediglen, Egelykke, Niels Ebbesen og Før Cannae.
Det eneste, der rigtig slog igennem, var ”Ordet”, som stadig genopføres.
– Da det første gang blev opført på Betty Nansen teatret i København, fik Munk midt under forestillingen et telegram om, at en ældre dame i sognet lå for døden. Resolut rejste han sig straks og tog overfrakken på for at rejse hjem til Vestjylland sammen med Lise. Skuespiller Holger Gabrielsen, som spillede den stædige Mikkel Borgen, spurgte undrende, om han da ikke ville vente og se stykket, når det nu var første gang, det blev opført. Munk svarede, at det jo også var første gang, den gamle dame skulle dø.