Arne vejleder med bøger

Arne Bjerre elsker bøger og nyder at vejlede åndelige søgere. Derfor leder han Betesdas boghandel på Israels Plads lige bag ved Nørreport Station i København.

Arne Bjerre

Og der er nok for bogelskere at grave sig igennem. En velassorteret butik i to etager og en afdeling for antikvariske bøger. Der er opbyggelig litteratur, kristne børnebøger, litteratur til teologistudiet, kristen musik og søndagskoleartikler.
Alt sammen for at folk kan få det, de søger.

Hjælpes i rigtig retning

Arne Bjerre har været ansat i fire år – de sidste halvandet år som daglig leder.
– Det er et dejligt arbejde. Jeg møder mange spændende mennesker, som jeg skal forsøge at hjælpe. Det er dejligt, at man kan gøre en forskel. Mange kunder er åndeligt søgende og skal have viden og hjælpes i den rigtige retning.
Betesdas Boghandel hører under Indre Mission og har som formål at ”udbrede Guds ord”.
– Giver det overskud, er det rigtig godt, men løber det bare rundt, er det fint, smiler Arne Bjerre.
Butikken sælger også almindelig skønlitteratur, kunstbøger, ordbøger og kalendere. Desuden har man et stort udvalg i ikoner og lysestager.

Praktisk tandhjul

Selv om Arne Bjerre altid har læst mange bøger, har han en meget praktisk løbebane bag sig. Efter sin bifagseksamen i etnografi fra Aarhus Universitet – en uddannelse, han i øvrigt aldrig har haft brug for – har han været et uundværligt tandhjul i flere kristne organisationer.
Først arbejdede han i Sømandsmissionen i seks år – de to som assistent i Århus og resten som bestyrer af det daværende Randers Sømandshjem. Derefter blev han ansat i Diakonissestiftelsen som såkaldt ”søsterhjemsleder” – dvs. som den, der skulle stå for udlejning af mødelokaler og værelser. Her var han i over seks år, inden han fik den flottet titel ”sognegårdsinspektør og anden kirketjener” ved Hellerup Kirke. Her var han i tre år, inden han for fire år siden blev ansat i Betesdas Boghandel – de sidste halvandet år som daglig leder.
Det er ikke tilfældigt, at Arne Bjerre engagerer sig i kirkeligt arbejde. Hans far var præst, og det har smittet af på sønnen. Arne Bjerre blev indviet som diakon for fem år siden, og ved årsskiftet gik han med i bestyrelsen for Glædesbudet – et kirkeligt hjemløseprojekt i missionshuset Betesda, som ligger lige ved siden af boghandlen.

Bøger har en fremtid

Mange kristne bogcentre har måttet dreje nøglen om – hvorfor klarer I jer så godt?
– Mange kender os. Og fordi vi har 128 års erfaring, smiler Arne Bjerre.
Jo, Betesdas Boghandel kunne for et par år siden i september fejre 125 års jubilæum – oven i købet i de samme lokaler, som forretningen startede i.
I dag langes hundredevis af bibler og salmebøger over disken – men den største omsætning kommer via postordre.
– Det meste salg er over nettet. Vi har kunder i Norge, Singapore, Japan – og Jylland!
Er der stadig en fremtid for den trykte bog?
– Ja, det er jeg overbevist om. Vi er en specialboghandel, og folk søger herind, fordi de vil have råd og vejledning.
– Men vi kan ikke sælge lydbøger. Folk vil mærke og føle bogen, reflekterer Arne Bjerre.
Bethesdas Boghandel holder udsalg fra mandag den 1. marts. Indtil da tyvstarter man med udsalgstilbud fra Forlagsgruppen Lohse.
Svend Løbner