Børn og fædre nyder hinanden i kristent kontaktcenter
Hver anden lørdag mødes en gruppe enlige fædre og deres børn til Fars Dag i Frelsens Hærs Kontaktcenter på Christianshavn.Fars Dag er et tilbud til hjemløse og enlige fædre, hvor de kan mødes med deres børn, spise og hygge sig og lave forskellige aktiviteter, skriver bladet Mennesker og Tro.
– Målet er at give fædre mulighed for at opretholde kontakten med deres børn, så de kan udvikle gode relationer, siger initiativtager Line Niederreuther.
– Enlige fædre er måske en overset gruppe i vores samfund, vurderer Hanne Wahl, familiekonsulent i Frelsens Hær.
Fars Dag begynder med, at man spiser sammen, og derefter laver man forskellige aktiviteter. Fædrene og deres børn har blandt andet været i Tivoli, Zoologisk Have, på kanalrundfart, på Flakfortet og på en heldagstur til Legoland.