Guds rige i sennepsgult

Jan Holm Mortensen var i 10 år præst i Israel, indtil han i 2009 vendte hjem for at blive sognepræst ved Kristkirken i Kolding.
Det kan ikke have ændret sig meget, siden Jesus stod i båden og talte til den store forsamling om Guds rige.

Jan Holm Mortensen

På nordsiden af Genezaret Sø ligger der en lille bugt, hvor bredden rejser sig som et naturligt teater omkring en stille lagune. Om foråret står skråningerne smukt klædt i senneps­gult. Længere oppe ad bjergsiden maler kornmarker baggrunden i mere afdæmpede farver. Jesu tilhørere har kunnet se prædikenen lige omkring sig: kornet, der voksede af sig selv, og fuglene, der kunne bygge rede i skyggen af vilde sennepsplanter.
”Hvad skal vi sammenligne Guds rige med?” spørger Jesus. Spørgsmålet blev opfattet som en provokation. For hvis Guds rige er Guds rige – så skulle det vel ikke være nødvendigt at sammenligne med noget. De gamle profeter havde jo set det genrejste Jerusalem og Messiaskongens magt og herlighed for sig? Det er da et Guds rige, der er til at tage og føle på.
Derfor havde skaren nok forventet noget mere dramatisk af ham, der kunne helbrede de syge og kaste dæmoner på porten og forkyndte ”at Guds rige er kommet nær?” I stedet siger Jesus: Har I husket at få lup med? Guds rige ”er ligesom et sennepsfrø. Når det kommer i jorden, er det min­dre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter.”
Hvis vi skal få øje på Guds rige, så skal vi ikke lede i magtens, miraklernes og manipulationens søjle­gange. Guds rige sammenlignes bedst med det liv, der spirer omkring os næsten af sig selv og uden, at vi ved hvordan.

Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: ”En landmand går ud og sår korn i sin mark.”
Akvarel af Per Laigaard.

Set fra historiens fugleperspektiv voksede det lille sennepsfrø da også op og blev et ganske stort træ. En utællelig skare har fundet hvile i dets skygge. Med væksten voksede dog også fristelsen: Fristelsen til at forlade sen­neps­kornets iboende kraft og gå ud og trække lidt i kornet selv – med magt, mirakler og manipulation. Kirken voksede måske – men Guds riges spire blev kvalt, og mennesker blev såret.
I det land, hvor Jesus i sin tid talte om senneps­frøet, forbindes kirke og kristendom stadig mest med in­kvi­si­tion, tvangsdåb, proselytmageri og krigere med kors på skjoldet. Som en rabbiner sagde: ”Hold venligst jeres kristne kærlighed for jer selv, den har vi allerede til fulde fået at føle på vores egen krop.”
Når vi lader os styre af vores egne ønsker om hurtige resultater, så asfalterer vi den jordbund, sennepsfrøet skulle have været sået i.

Engang skal Guds rige komme eftertrykkeligt og synligt, men indtil da kan vi kun se og modtage det i tro.
Men hvis Jesus er Messias, hvor er så det messian­ske rige? spørges der stadig. Har du fået luppen med? må vi stadig svare. Kan du få øje på sennepsfrøet? Ham, som pro­fe­ter­ne også så: »Han skød op som en spire, som et rodskud af den tørre jord… Vi så ham, men vi brød os ikke om synet … vi regnede ham ikke for noget … Men han blev … knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred” (Esajas’ Bog kapitel 53).
Gud talte ikke med magt, men gennem Jesus – i kærlighedens yderste sprog – for at nå os. Dette budskab rummer hele Guds rige, og det har potentiale nok i sig selv til at skabe liv og bryde sig vej gennem vores asfalt. Hvis vi ellers vil holde os til det. Gør vi det – så vokser Guds rige i sennepsgult omkring os og i os.