Hele familien på bibelskole

Anette og Søren Kristesen har taget fem måneder ud af kalenderen for helt at koncentrere sig om Gud og hinanden. Sammen med deres tre drenge er de taget på Ungdom Med Opgaves DTS-skole for familier.Søren og Annette Kristesen vidste ikke helt, hvad de gik ind til, da de for seks uger siden forlod hjemmet i Aalborg og flyttede til Ungdom Med Opgaves (UMOs) center for at gå på Discipel Træningsskole – for hele familien.

Anette og Søren med Mathias (5), Jonathan (4) og Villads (6 mdr.) glæder sig over alt det nye, de lærer om Gud og familien. De er ikke i tvivl om, at det vil ændre, hvordan de fremover prioriterer deres tid.

Sammen med børnene Mathias, Jonathan og Villads har de sagt farvel til dagligdagen i Aalborg, hvor Søren er lærer og Annette arbejder som jordemor. I fem måneder deltager de på Discipel Træningsskole for familier (DTS). Først er der 12 ugers undervisning. Derefter går turen til Budapest i to måneder.
– Vi følte lidt, at vi hoppede ud i noget med bind for øjnene, da vi kun kendte lidt til UMO’s arbejde. Men vi havde en stærk indre fornemmelse af, at Gud ville, vi skulle prioritere det, fortæller Anette.

Beordret på lejr!

Det hele startede for tre år siden, da nogle gode venner ringede og spurgte, om de ville med på UMO’s sommelejr for familier.
– Vi sagde nej de første to gange, de ringede og spurgte, husker Anette med et smil og fortsætter:
– Vi syntes, at en uge af vores ferie var for lang tid at bruge på det. Vi må også indrømme, at vi var lidt skeptiske over for, hvad UMO var for noget.
Men da vennerne ringede den tredje gang, sagde de lige ud: ”Gud siger, at I skal med på den her lejr!”
Så tænkte vi, at vi hellere måtte gøre det!
Men det blev også en fantastisk uge, hvor vi oplevede, at meget af den viden, vi havde om Gud, pludselig blev levende. Det var, som om troen kom fra hjernen og ned i hjertet.

Store forventninger

Det var på lejren, at familien første gang hørte om DTS for familier og begyndte at overveje, om det var noget for dem.
– Vi snakkede om, at når vi havde lært og oplevet så meget med Gud på bare én uge, hvad kunne han så ikke nå at gøre på fem måneder! siger Anette.
Skolen blev udskudt et halvt år, og pludselig passede det perfekt med barsel og lidt længere tid til at spare pengene sammen.
Anette og Søren har oplevet, at Gud har lagt alle de praktiske ting til rette for dem. Det har gjort sit til, at deres forventninger er høje.
– Vi har forventninger om, at vi vil komme til at lære så meget mere om Gud og hans tanker for os som familie. At vi vil komme ind i et fortroligt og varmt venskab med ham, og at vi vil tage nye skridt i tro.
Vi forventer også at finde ud af, hvad vores nådegaver er, og blive vant til at bruge dem. Og ikke mindst, at vi som familie vil komme til at være sammen på en ny og intens måde med masser af tid til hinanden.
Anette og Søren er begge to enige om, at mange af forventningerne blev indfriet allerede efter få uger. Børnene deler deres begejstring og nyder fællesskabet på centeret og de mange nye venner.
– Vi har mødt og erfaret Guds nærvær. Vi har lyttet og taget imod en fantastisk undervisning, og vi har masser af tid til at være sammen som familie og nyder det. Vi hygger os med spændende og søde mennesker fra de andre familier på skolen.
Medarbejderstaben brænder for at give det videre, de selv har oplevet med Gud, fortæller Anette begejstret.

Nye prioriteter

Anette og Søren lærte hinanden at kende, da de begge gik på Løgumkloster Efterskole. Her blev de kærester og har holdt sammen siden. Sidste sommer kunne de fejre 10-års bryllupsdag.
På DTS’en bliver de opfordret til at overveje deres prioriteringer, når de kommer hjem igen. Og Anette er ikke i tvivl om, at de vil prioritere anderledes:
– Vi vil have mere plads til Gud og familien i hverdagen. Der skal være mere bibellæsning, bøn og lovsang.
Inden vi kom her, var vores ældste søn Mathias’ højeste ønske at lære at bede højt. Hvis han nogensinde så et stjerneskud, så var dét hans ønske!
Nu beder vi sammen hver dag efter morgenmaden. Både vi voksne og børnene skiftes til at bede højt. Hvis vi en dag er ved at rejse os fra bordet uden at bede, er det Mathias, som siger ”Stop, vi skal huske at bede sammen”.

International skole

Der er fire familier på skolen, så gruppen tæller 8 voksne og 11 børn. Familierne kommer fra Danmark, Norge og Tyskland. Skolen er international, og undervisningen foregår på engelsk med tolkning til dansk, hvis der er behov for det.
Ungdom Med Opgave i Danmark er en del af den tværkirkelige internationale missionsorganisation Youth With A Mission (YWAM). På træningscenteret Sjellebro ved Randers holdes der DTS for familier en gang om året.

Børnene er med

Når forældrene sidder til undervisning, er der børnehave eller skole for børnene på centeret. Børnene modtager undervisning om samme emne som forældrene – men målrettet deres aldersgruppe.
Et af målene for en Familie DTS er, at hele familien modtager undervisning. Man ønsker ikke, at børnene bare skal passes, men at de er med som en del af programmet.
Fx er der fredag eftermiddag “familiepræsentation”, hvor man som familie laver et indslag om det, man har lært i løbet af ugen.
En uge består af undervisning, bøn, lovsang, gruppesamlinger, én-til-én samtaler, tid sammen som ægtepar, aerobic, afslapning, lidt praktisk arbejde og selvfølgelig samvær med børnene og de andre deltagere.
Skolen afsluttes i år med otte uger i Budapest, hvor familierne sammen med lokale kirker eller organisationer hjælper med socialt arbejde og evangelisation.
For det er UMO’s motto – ikke kun selv at lære Gud at kende, men også at gøre ham kendt.