Jesus, Josefine – og frelsesplanen

En dag – ifølge den kristne tro – vil alt blive godt.
Så vil det sidste kapitel i frelsesplanen blive ført ud i livet.Da jeg i december så TV2’s genudsendelse af ”Jesus og Josefine”, sad jeg ofte og tænkte, at forfatteren må have en enorm forståelse for, hvorfor kristendommen overhovedet kom til denne jord.Kurt Ravnkilde,
Odense, er pensioneret Skolekonsulent
og medlem af Syvendedags Adventist Kirken.

Denne serie skildrede i virkeligheden den frelsesplan, der blev nødvendig, da det gik galt, og kampen mellem godt og ondt blev en realitet for denne jords mennesker.
Men hvordan gik det så til? Ja, det kan vi kun skildre med troens øje, og i mit tilfælde som kristen ud fra Bibelens selvforståelse.
Selv i en tilsyneladende fuldkommen og harmonisk Himmel hjemme hos Guddommen var der ”en slange”, nemlig ham, der i TV-serien er skildret med figuren ”Thorsen”. Den bliver senere kendt under navnet Satan, og han og hans engle ville have magten. Der blev en kamp i Himmelen. Gud og Jesus sejrede, og de opsætsige blev sendt ned på denne mørke og kolde klode. Da kloden i skabelsesugen var blevet gjort beboelig, og den skønne have Eden oprettet, var ”slangen” der allerede og slog til.

Menneskene gav efter for denne charme på samme måde, som alle i begyndelsen i serien gav efter for Thorsens tilsyneladende venlige, gode væsen. Indtil hans sande væsen afsløredes som Satan – modstanderen -, og så begyndte kampen mellem godt og ondt for menneskeheden, som vi alle er rolleindehavere i.
Da ulykken var sket, måtte mennesker forlade Edens have med et løfte fra Gud om, at han havde en plan klar, så alt igen kunne blive godt. Men for at det kunne forkyndes for menneskeheden, måtte Gud have et ejendomsfolk, der kunne være hans talerør. Inden vi når så langt, præsenteres vi dog først for menneskets ondskab med syndfloden og menneskets dårskab med Babelstårnet, hvor det stræbte op imod Gud. Ondskaben var også grunden til Sodoma og Gomorras ødelæggelse.
Men endelig med stamfædrene Abraham, Isak og Jakob opstår Guds ejendomsfolk, israelitterne/det jødiske folk, der efter trange år i Ægypten, endelig får deres eget land, Kanaans land – nuværende Israel/Palæstina m.m. Folket slap ud af opholdet i Ægypten ved hjælp af blod på dørstolperne. I de 40 års vandring i ørkenen byggede de Tabernaklet med de to afdelinger.: Det Hellige og Det Allerhelligste, hvor også blodet fik betydning med de daglige ofringer ifølge Guds krav. Dette blev senere videreført i Templet i Jerusalem. Gl. Testamentes historie er gennemsyret af løftet om den kommende Messias; men som vi tydeligt ser, så havde jøderne, da Jesus så endelig kom, ikke forstået det.

Kampen mellem godt og ondt her på jorden ender ikke helt så godt som i TV2s’ genudsendelse ”Jesus og Josefine”. Men en dag, ifølge den kristne tro, vil alt blive godt.

For at forstå forskellen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente er det nødvendigt at se på folkets relation til Gud i den såkaldte gamle pagts tid. Der var Gud skaberen, opretholderen, lovgiveren, dommeren, hærføreren og hævneren. Som i mange andre religioner forlangte Gud blind lydighed – mennesket skulle stræbe op imod guddommen. Som Gud selv siger det, så var han en lidenskabelig Gud. Derfor bla. forbud mod at lave billeder af Gud, ikke misbruge Guds navn, og så skulle helligdagen – sabbaten – holdes hellig for Guds skyld. Det ændrede Jesus heldigvis senere til: ”for menneskets skyld.” En statsdannelse af denne art kaldes et ”teokrati” – en gudsstat.
For alle religioner gælder denne stræben op imod guddommen for at tilfredsstille denne. Derfor er kristendommen efter min overbevisning ingen religion. Den afviger totalt fra andre religioner, fordi Jesus som Guds søn, og dermed som Gud, kom her ned til jorden. Her levede og døde han blandt mennesker, og forstod derfor bedre menneskets situation i dets kamp mellem godt og ondt. Det er for mig den helt overordnede forskel mellem alle religioner og kristendommen. Det er derfor, kristendommen er på denne jord, for med Jesus Kristus at leve og gå en anden vej, og dermed gøre arbejdet med frelsesplanen færdig. Derfor kaldes Jesu Kristi efterfølgere sig kristne.

Men desværre allerede kort tid efter Jesu liv og død i det 1. århundrede gjorde den gamle slange sit til strid de kristne imellem. En gruppe ville ikke acceptere, at Jesus både var sand Gud og sandt menneske/menneskesøn. For at få ret, skrev de falske evangelier, der var fyldt med beretninger om adskillige helbredelsesundere fra Jesu side, som kun en Guddom havde magt til. Det fik evangelisten Johannes til i sine breve at advare imod disse antikrister, og hans og dermed Nye Testamentes definition på, hvem, der er Antikrist, bliver tydeligt med ordene.: ”Den, der ikke tror på Faderen og Sønnen”, der jo samtidig efter de officielle evangelieforfatteres udsagn også er menneskesøn, ”er Antikrist.” Selvfølgelig kom ingen af disse falske evangelier i Ny Testamente.

Men farerne var stadigvæk ikke overstået, for den kirke, der efter kejser Konstantin gjorde kristendommen til statsreligionen, havde ikke helt forstået Jesu budskab. Meget hurtigt med den ledende biskop i Rom som den samlende leder, der blev betragtet som ufejlbarlig, udviklede kirken sig bort fra den trosfrihed, som Jesus havde stået for. Kirken vendte tilbage til teokratisk-lignende relationer Gud og mennesket imellem. Der blev igen krævet total lydighed over for Gud – i praksis over for kirken. Som det kristne budskab blev administreret, endte krigen igen i religionslignende tilstande med kravet om de troendes stræben op imod Gud. Kirken blev i Middelalderen på den måde til en magt, der med forkyndelse af legalisme fratog de kristne deres trosfrihed, som jo netop var Jesu budskab.

Man kan holde de troende nede i uvidenhed i en periode, især, når den almindelige befolkning ikke selv kan læse Guds Ord, da Bibelen kun fandtes på latin. Men det går kun til en tid. Derfor var det nødvendigt med den reformation af kirken, som Luther satte i gang. Ikke med sin opfindelse, men med opdagelse af det kristne princip om ”retfærdiggørelse ved troen alene.” Da jeg tidligere har skrevet en kronik om netop Luther, vil jeg nøjes med dette karakteristiske citat, der er i overensstemmelse med et budskab, som Jesus forkyndte: ”Og den tro, som evangeliet skaber i menneskers hjerter, er ikke en død ting, men virksom og handlekraftig, den giver sig udtryk i tjeneste for næsten. Mennesket er nu ikke optaget af sig selv, sin egen fromhed og sin værdighed over for Gud. Alt dette er det befriet for, idet det griber om Kristus, og dette er det nok – men netop derfor er mennesket fri til helt at tjene sin næste.”

Som det fremgår af ovennævnte, så ender kampen mellem godt og ondt her på jorden ikke helt så godt som i Jesus og Josefine. Men en dag, ifølge den kristne tro, vil alt blive godt. Så vil det sidste kapitel i frelsesplanen blive ført ud i livet. Når hvert menneskes regnebræt skal gøres op.
Desværre, så bruger kristne generelt begrebet ’Gud’, så ingen ved, hvem de tænker på. Om det er Gud-fader eller Gud-søn. Efter min mening bør man i højere grad præcisere, hvem man mener, når man siger Gud. Er det Gud eller Jesus? Hvorfor? Fordi, de er nok et, ligesom et ægtepar, men ikke ens: Gud vil, når menneskets regnebræt skal gøres op, være anklageren og forsøge sig som dommer.
Jesus vil, når menneskets evige skæbne skal afgøres, gå mellem Gud og synderen som forsvareren og frelseren med ordene: ”Mit blod er udgydt for denne synders skyld – gå ind til din Herres glæde.” Dermed sættes der punktum for den lagte frelsesplan.

(Obs: Kronikker og læserbreve er udtryk for indsendernes egen holdning og ikke nødvendigvis på alle områder udtryk for avisens holdning.)