Lejlighed til at stå af forbruger-ræset
En åndelig kostvejledning tilbydes i bogen Ovenlys på faste og forbrug.Andagtsbøger kan være som mannakorn, sendt fra himlen i mængder, så der netop er nok til at mætte en dag ad gangen, eller som fuldkornsgrovboller, der næsten mætter ved det blotte syn på morgenbordet. Med Ovenlys på faste og forbrug er der tale om begge dele.
Ingolf Henoch Pedersen, som det seneste årti har været leder af Menighedsfakultetet i Århus, leverer her en andagtsbog, med et stykke til hver af de 40 fastedage. Bibelcitaterne er mange, og det er vel lidt ambitiøst med et huskevers pr. dag, foruden det indledende bibelord; til gengæld er der rigeligt åndelig føde også til langt ud over de 40 dage. Med referencer til en bred vifte af kristne forfattere får læseren budskaberne serveret med både højde, dybde og bredde og ofte med en så eftertrykkelig pointe, at det ikke er til at tage fejl af.
Budskabet – den røde tråd, om man vil – er, at fasten er en Gudgiven lejlighed til at stå af forbruger-ræset. Faste er afholdenhed, umiddelbart fra mad, men i lige så høj grad fra materialisme, forbruger-isme, individualisme, egoisme og alle de andre ismer, som er moderne afgudsdyrkelse i forklædning. Sagt med et citat af John Benton fra bogen: Vi lever rastløse af valgmuligheder, der alle afleder vores opmærksomhed fra det egent-lige, det, som virkelig betyder noget – vores Gud.
Hvert andagtsstykke står naturligt nok for sig, men hver uge har samtidig en tematisk sammenhæng, hvor temaerne bekendelse og omvendelse, nærhed og stilhed, nøjsomhed og gavmildhed mv. optræder ofte med opfordring til refleksion eller som direkte formaning.
Lige som det er almindeligt med et fysisk vitamintilskud i en kold tid eller måske en radikal kostomlægning efter jule- og nytårskur, giver denne bog åndelig kostvejledning i afpassede portioner.
Ingolf Henoch Pedersen:
Ovenlys på faste og forbrug
88 sider 119,95 kr.
Credo