Muslimer er mere antisemitiske end kristne
Historiker kalder det en fejlslutning, at jøder i tidens løb har lidt mere under kristne end under muslimer.
Myten om at kristne skulle være mere hårdsindede mod jøder end muslimer, bliver aflivet af den engelske historiker sir Martin Gilbert. Den samme forfatter, som har skrevet hovedparten af den anerkendte biografi om den britiske premierminister Winston Churchill.
De historiske fakta beskrives i Martin Gilberts nye bog, Jews Under Moslem Rule: 15th Century to Now (Jøder under muslimsk styre: Fra det 15. århundrede og til nu). I samarbejde med avisen The Jerusalem Post præsenterede han bogen i synagogen Kehilat Moreshet Avraham i Jerusalem kort før årsskiftet.
Under præsentationen fortalte han om, hvordan Muhammed i det syvende århundrede kom til jøderne og spurgte, om han kunne blive deres profet. De lærde meddelte ham, at profeternes tid var forbi. Herefter gik der ikke længe, før Muhammed vendte sig mod jøderne, hvilket skete med stor brutalitet. Hele jødiske samfund blev udslettet.
Martin Gilbert fremhævede blandt andet en frygtelig beretning fra en periode med hungersnød i et arabisk land. En jøde tog sig her af en forkommen muslimsk kvinde og delte sine rationer med hende. Da jøder imidlertid ikke havde lov til at have muslimske tjenere, blev enden på historien, at jøden blev naglet til jorden og slået i hjel.
Fra nyere tid fremhævede Martin Gilbert stormuftien af Jerusalem, Haj Amin Al-Husseini. Han var nemlig en afgørende drivkraft i at gøre Israels land til et centralt element i kampen mod zionismen. Jøderne blev i et opråb beskrevet som dem, der dræbte Jesus og forgiftede Muhammed.
– Det var en stor succes, fortalte Martin Gilbert.
– Al-Husseini fik god hjælp af Joseph Goebbels, der sørgede for at Adolf Hitlers bog Mein Kampf udkom på arabisk, blot uden raceteorierne.
Stormuftien blev nødt til at flygte fra Jerusalem. Forklædt som en kvinde rejste han fra Tempelbjerget til Bagdad i Irak og undslap på denne måde briterne.
Martin Gilbert fortalte, at Al-Husseini i 1941 skrev et brev til Hitler, hvori han bad om lov til at løse jødeproblemet på arabisk vis, eller som Tyskland.
På spørgsmål om Koranens betydning fastslog sir Gilbert, at Koranen ikke er nogen historiebog.
– Man kan uddrage mange slutninger af bogen. Det er derfor vanskeligt at hente støtte i Koranen for, at jøder har ret til det hellige land, konkluderede historikeren, der også gennemgik, hvordan både jøder, kristne og hinduer blev behandlet som dhimmier, en slags undermennesker, der bogstavelig talt ikke måtte hæve sig over muslimer, for eksempel ved at sidde på en høj hest.
Han beskrev et sted, hvor det var forbudt for jøder at spise god mad, mens jøderne et andet sted fik forbud mod at gå ud i regn og sne, fordi deres snavs kunne ende i sølet og klistre sig til en muslim. Det var heller ikke usædvanligt at slå til en jøde, når den muslimske skatteopkræver kom.
Forfølgelsen af jøderne i arabiske og muslimske lande fortsatte også efter, staten Israel blev oprettet. I Irak blev de gjort statsløse.
Martin Gilbert fortalte også, at der var enkelte israelske politikere, der ikke ønskede jødiske flygtninge til Israel – indtil Israels første statsminister David Ben-Gurion tog dem i skole, forklarede hvad staten Israel var for noget og gjorde det klart, at grænserne skulle åbnes.
– Det fremgår også af bogen, hvilket enormt bidrag, der blev givet af disse jøder, der kom til staten – og de bidrager fortsat, sluttede historikeren Martin Gilbert, der selv har jødisk baggrund, ved sin bog-præsentation.
