Jenny fra Ace of Base
Hun var med i en af Sveriges største pladesucceser. Ace of Base-sangeren Jenny Berggren er 37 år og bruger nu sin tid på at gøre det, som hun finder vigtigst. Hun holder foredrag og synger i kirker.
Hun elsker at møde unge på konfirmationslejr. Og hun elsker at møde mennesker for at fortælle dem om den Gud, som hun mødte, da hun var ung. Men hun advarer også imod den forræderiske facade, som popidol-verdenen og underholdningsbranchen har.
Den svenske sangerinde Jenny Berggren udgjorde en fjerdedel af den svenske musikindustris hurtigst voksende succes. Popgruppen Ace of Base blev startet af de tre søskende Jonas, Linn og Jenny sammen med Ulf Ekberg i Gøteborg. Debutalbummet solgte 23 millioner en rekord, der til dags dato har været umulig at slå. Nu er salget oppe på over 50 millioner solgte eksemplarer. Det er kun ABBA og Roxette, der er større.
Foto: Kaj Aalto
De tre søskende begyndte at spille sammen i deres kælder, fordi de syntes, det var sjovt. Da var Jenny endnu ikke helt færdig med grundskolen. Som 21-årig var hun en verdensstjerne på pop-himlen.
– Jeg havde aldrig drømt om at blive berømt. Jeg var sikker på, at jeg aldrig ville blive kendt. Jeg ville bare danse. Det var sjovt at synge og spille, fortæller Jenny, da vi mødes efter et møde i Stenkyrka kirke, nord for Gøteborg.
Hun har netop sunget og talt og læst højt fra sin bog, der hedder At vinde hele verden. Hende, der knapt turde læse højt for klassen. Og hun havde da aldrig drømt om, at hun skulle skrive en bog. Hun fortæller, at Gud har hjulpet hende at overvinde forhindringerne og virkeliggøre det, som virkede umuligt.
Ace of Base blev verdensberømt over en nat. I 1993 fik de en international pladekontrakt, der åbnede vejen til indspilninger og turnéer. De fløj fra kontinent til kontinent. Pludselig ville alle have den svenske gruppe. USA, Brasilien, Australien, Europa, Mellemøsten og så videre. Røde tæpper, limousiner, pressekonferencer, videooptagelser, tv-optagelser og koncerter. De fik lov at smage et liv i luksus og berømmelse.
Men allerede dengang viste medaljens bagside sig. Jenny fortæller, at hun var træt på grund af jetlag, og efter flere ugers turné i mange forskellige tidszoner begyndte korttidshukommelsen at svigte. Luksushotellerne mistede hurtigt deres glans, i takt med at det spækkede program gav stress. Også pladeselskaberne pressede på.
I foråret 1994 sker der noget, der rystede hendes tilværelse. Hjemme i hendes oase, forældrenes hjem i Gøteborg, sker det ufattelige. Pludselig står der et fremmed menneske i hendes soveværelse og truer hende med en kniv. I chok ligger Jenny med kniven mod struben og prøver på at berolige den aggressive mand, der taler tysk.
Jennys forældre vågner, og sammen får de overmandet manden og tilkaldt politiet. I kampens hede når Jennys mor at få nogle knivstik på hænderne. De fysiske skader er ikke alvorlige, men oplevelsen sætter dybe sår i sjælen på Jenny.
– Når jeg i dag læser højt fra min bog og fortæller om det, der skete, kan jeg stadig mærke, hvor væmmeligt det var. Men jeg arbejder med de ting, jeg ved, at jeg skal arbejde med. Jeg kan stadig reagere og blive stresset, hvis jeg møder nogen, der minder mig om den person, der truede mig, fortæller Jenny.
Hun har nu overvundet frygten og fortæller, at det er Guds nåde og helende værk. Men nogle gange sniger uroen sig alligevel ind.
– Man tænker jo på, hvis det kunne ske igen. Jeg har fået flere trusler bagefter. Men så minder jeg mig selv om, at hver dag alligevel er i Guds hånd. Jeg har bedt den sværeste bøn, nemlig denne; Gud, lad din vilje ske. Hvis man har overgivet sig helt, frygter man ikke, uanset hvad der end vil ske.
Overfaldet rystede Jenny og fik hende til at tænke over sin rolle i underholdningsbranchen, og over hvad der er vigtigst her i livet.
– Det var efter overfaldet, at jeg tydeligst kunne mærke, at der ikke var noget, der kunne trøste mig. Mit indre var knust. Hvis det at stå på scenen havde kunnet give den trøst, ville jeg være blevet roligere. Eller hvis det at skrive autografer kunne give den trøst. Men det kunne det jo selvfølgeligt ikke. Freden kommer et andet sted fra. Og alle ved det, men alligevel stræber folk ikke efter det. Livet som popstjerne er tomt. Jeg har tjekket. Jeg fandt intet, fortæller Jenny.
På trods af fremgang og af at alt så perfekt ud, havde Jenny det ikke godt. Alle troede, at hun var så vildt lykkelig. Der var ingen, hun kunne fortælle om, hvor skidt hun i virkeligheden havde det. Hun var nødt til at være tilfreds med al den fremgang, ellers ville de bare tro, at hun var en forkælet diva.
Men på et tidspunkt blev hun nødt til at snakke med de andre i gruppen om, hvordan hun havde det. Hun kunne bare ikke fortsætte med den fart mere. Hun citerede fra Bibelen: Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, hvis han mister sin sjæl? De havde vundet verden med deres musik, men hun var i hvert fald ved at miste sin sjæl.
Bogen At vinde hele verden, der er udgivet af Libris forlag, har givet Jenny en ny platform. Hun holder foredrag, taler og synger i kirker og på konferencer, hvor hun fortæller om sit liv og sin søgen efter Gud. I dag er der kun tre medlemmer i Ace of Base, og de optræder ganske sjældent. Jenny har indspillet sine egne og andre sange til et nyt album, men det er ikke bestemt endnu, hvornår det udkommer. Sangene handler om Gud, kærlighed og tillid.
– Det føles rigtigt. Det her er meget mere mig. Jeg bruger meget af de samme udtryk i mit nye album, som vi gjorde i Ace of Bace, men alt er forankret i kærligheden, enten til Gud eller i ægteskabet. Eller i savnet af nogen, der er gået bort. Det er set i lyset af, at Gud findes og ser os, forklarer Jenny.
Det, som ligger på hendes hjerte, når hun taler til unge mennesker, er, at Gud elsker det, der er på indersiden. Hun har oplevet, hvor rådvilde de 15-årige kan være i dag, med alle de krav om at være perfekte, slanke og dygtige.
– Gud elsker indersiden. Når man er sikker på, at Gud elsker en, tør man at være sjov og gøre noget ud af sig selv. Men man er fri for at blive deprimeret, når man kigger i et blad, hvor folk er tyndere, smukkere og mere tjekkede end én selv. Der er ligesom ikke noget, der dør inde i én, i stedet er der liv.
– Det er fantastisk at få lov at fortælle om den kærlighed, der går gennem døden. At få lov at pege på den rigtige kilde, som er Jesus. Der er en utrolig stor forskel på at have Gud på tronen, som nummer et i ens liv, i stedet for sig selv eller andre ting. Så kan man slappe af og være sig selv, give slip på masken, siger Jenny.
Hun var selv en del af den musikindustri, der i dag tiltrækker unge mennesker gennem X-Factor og andet. Jenny ser alle de forskellige konkurrencer som fantastiske muligheder, men farerne ligger også på lur.
– Jo større succes, jo mere vejledning er der brug for. Nogle har opbakning fra forældre, men mange står magtesløse, når det hele kører. Det gjorde mine forældre også.
Jenny Berggren er i dag gift med Jacob Petrén, som hun har to børn sammen med. Lige nu er det vigtigste for Jenny at fortælle om sin tro og lave musik, der føles rigtig. For eksempel at synge til akustisk guitar eller klaver i mindre forsamlinger. For motivationen kommer fra mødet med mennesker. Og hvad med fremtiden?
– Jeg vil ikke tage et skridt uden Gud. Måske skal jeg skrive lidt mere, måske tekster til andagtsbogen Dagens Lösen. Måske også noget andet, siger hun hemmelighedsfuldt.
