Verdensmesteren kæmper for troen i magtens korridorer
Den kristne politiker Sari Essayah vil ikke adskille tro og politik i Europaparlamentet.Hun er versdensmester og europamester i kapgang. Den finske kristendemokrat og pinseven Sari Essayah befinder sig i magtens korridor i Bruxelles med ét mål: at bygge et bedre Europa med den kristne tro som grundvold.
– I mit politiske arbejde har jeg haft glæde af min idrætskarriere. Foruden at have en god kondition forstår jeg mine begrænsninger, siger den energiske europaparlamentariker.
Sari Essayah har været medlem af den finske rigsdag fra 2003 til 2007 og derefter Kristendemokraternes partisekretær.
Før sin politiske karriere arbejdede hun som revisor og økonom i et teleselskab i finske Turku. Desuden er hun altid villig til at tale på kristne konferencer, og hun har i tillæg forskellige tillidshverv i kristne organisationer.
– Jeg er lidt evangelist i fritiden siger Sari Essayah, som så sent som for få uger siden prædikede ved en familiegudstjeneste.
Hun mener, at kristendom og politik hører sammen. Man skal ikke adskille alt som værende enten verdsligt eller åndeligt. I mange protestantiske lande opdeler man områder som værende åndelige eller verdslige.
I Guds plan er mennesket en helhed, og ud fra det perspektiv er både arbejde og fritid sfærer, vi kan påvirke.
Men hun er ikke den, som påtvinger sit budskab til alle, men en politiker, der argumenterer og taler med overbevisning om sin sag.
Sari Essayah siger, at allerede før hun blev frelst, var hun interesseret i at påvirke andre. Hun blev således valgt som elevrepræsentant i gymnasiet, hvor hun lærte at argumentere for sine synspunkter. Efter sin idrætskarriere og magistereksamen i økonomi blev hun i 2003 opfordret til at gå ind i politik.
I sommeren 2009 blev hun valgt til Europaparlamentet med stor støtte fra finnerne, der gav hende 53.688 personlige stemmer. Dette var syvende flest af alle kandidaterne, til trods for at hun tilhører et lille parti. Finland har i alt 13 repræsentanter i Europaparlamentet.
Selvom hun har været kritisk over for den europæiske unions magt i forhold til medlemslandene, ønsker hun at være med til at påvirke udviklingen indefra.
Lissabontraktaten, der trådte i kraft første december 2009, giver mere magt til parlamentet. En magt, hun med udnævnelsen af EU-præsident Herman van Rompuy og udenrigschef Catherine Ashton, mener, er blevet mere uklar.
– Kommissionen har ikke sagt tydeligt, hvilke kompetencer de to EU-repræsentanter har til at agere på medlemsstaternes vegne. Hvor langt kan de gå i internationale forhandlinger alene med deres politiske tillidshverv, undrer Essayah.
Trods den stigende sekularisering af Europa anser hun de kristne værdier for en selvfølge på kontinentet, hvor de kristendemokratiske partier står stærkt. Europas kristne værdier og kulturarv vejer tungt, når tingene sættes på spidsen.
Eksempelvis da en kvinde i Italien føler sig krænket af krucifiks i skolerne. Mens Europadomstolen krævede dem fjernet, protesterede italienerne højlydt.
– Jeg mener, kors og krucifiks er en vigtig del af den europæiske kulturarv. Samtidig er jeg dog forbløffet over, at det i det sekulariserede Italien var en national front, der krævede, at krucifikserne blev bevaret i skolerne, siger Sari Essayah.
– Dem, der tænker anderledes, baserer deres synspunkter på en illusion om, at der findes en form for neutral eller værdifri zone, som man må stræbe efter.
– Vi kan ikke forstå den europæiske kultur og musik, hvis vi ikke har kendskab til kristendommens indflydelse. At fjerne alle kristne symboler indebærer, at vi fornægter vor kulturbaggrund.
Efter Essayahs opfattelse spidser kampen mellem værdier og ideologier i Europa til. Derfor er hendes fokus naturligt rettet mod grundlæggende principper som ytringsfrihed og religionsfrihed. Hun finder det afgørende vigtigt at kunne sige sin mening også i religiøse spørgsmål og frit kunne udøve sin religion.
– Vi kristne må forstå, at når vi kræver religionsfrihed for os selv, indebærer det, at eksempelvis muslimer også har ret til at udøve deres religion.
– Det, der gør det svært for os, er, vi tillader andre fri religionsudøvelse, samtidig med at vi ikke selv har samme mulighed i andre lande. Men tværtimod forfølges og forbydes at være kristne. Vi kræver derfor, at eksempelvis muslimske lande skal vise samme tolerance mod kristne, som vi viser mod dem, fastslår Essayah.
Religionsfrihed er et vigtigt spørgsmål for Sari Essayah. Det indebærer, at hun som pinseven også taler den ortodokse kirkes sag, som da hun for nylig henledte EU-kommissionens opmærksomhed på Tyrkiets manglende religionsfrihed.
Den lille ortodokse minoritet er udsat for diskrimination. Når Tyrkiet kræver, at patriarken og præsterne i den internationale ortodokse kirke, der har sit hovedsæde i Konstantinopel, skal være tyrkiske statsborgere, bliver det problematisk.
– Det er en ubegribelig lovgivning, når præster forudsættes at være tyrkiske statsborgere. Tyrkiet må erkende, at patriarken er leder for en verdensomspændende kirke. I denne position er det en forudsætning, at patriarken kan vælges fra hvilken som helst medlemskirke.
Sari Essayah er med i EU-parlamentets Israels-delegation, som holder kontakt med sine kolleger i det israelske parlament, Knesset.
Delegationen består ikke kun af Israels-venner, men også andre repræsentanter og forskellige politiske grupper. Essayah har besøgt Israel flere gange som talsmand i den finske rigsdags Israels-venskabsgruppe.
– Man må betragte Mellemøsten i et større perspektiv. Jag har truffet palæstinensere, og her i Bruxelles har jeg haft besøg af repræsentanter for den iranske opposition. Det gælder om at forsøge at påvirke den store sammenhæng, siger hun.
Har du forståelse for palæstinensernes kamp?
– Jeg har ingen forståelse for terrorhandlinger. Men jeg kan forstå, hvad der kan forårsage sådanne handlinger.
– Hvis mennesker ikke ændre deres egen situation og føler sig dømt til et bestemt mønster, skaber det en frustration, som terroristerne kan udnytte. Men det retfærdiggør ikke bombeaktioner siger Essayah.
Når det gælder ulandsbistand, er Essayah kritisk over for at give direkte støtte til ulandenes budgetter.
Eftersom regeringerne i de fleste ulande ikke har en åben adgang til statsfinanserne, mener hun, der er stor risiko for korruption.
– Efter min opfattelse er den bedste form for bistand den, der formidles via medborgerorganisationer.
Der findes en stor motivation på græsrodsniveau, hvor mennesker er ideologisk motiverede for at gøre noget for deres samfund.
Som eksempel fremhæver Essayah det arbejde, der udføres af den finske pinsebevægelses missionsorganisation, Fida International.
– De hjælper mennesker med deres fysiske behov, men evangeliet indgår også. Evangeliet er en del af Fidas arbejde, og det er ingen hemmelighed.
