Præst med fokus på glæde
– Jeg er blevet forkælet af de højere magter, siger Poul Henning Fromsejer, 75, som bl.a. har været præst ved Roskilde Domkirke. Han har bl.a. været med til at tage imod paven, ærkebiskoppen af Canterbury og har medvirket ved dronning Ingrids begravelse.- Biskop Georg Geil har engang sagt: Mennesker uden humor bør som kompensation have invalidepension.
– Det med glæden er så vigtigt at bringe videre som kristen. Selvom vi ikke skal gå og smile dagen lang, må glæden være vores fælles udgangspunkt, fordi vi har oplevet julenat og påskemorgen, siger Poul Henning Fromsejer.
Siden han forlod præstegerningen i Roskilde Domkirke i 2003, har han skrevet og udgivet bøgerne Når hjertet klædes i festdragt, Livet er en morgengave og Guds nåde og Jords glæde.
Han holder desuden gæsteprædikener og foredrag om: Humor i hverdagen, Humor i Bibelen og Humor i kirken.
Både som præst og menneske fokuserer han altid mest muligt på både glæde og humor. Lader sig gerne inspirere af digtere, kunstmalere og forfattere. Udover Bibelen citerer han dem flittigt i samtaler, i sine bøger og når han holder foredrag eller prædiker.
For hvorfor bruge tid på at formulere noget, andre allerede har sagt bedre?
– Humor er en evne, som befrier, letter og beskytter os uanset de knubs, tilværelsen giver. Humor er glimt fra det paradis, som blev lukket engang, men som åbnes igen engang, siger han.
Som ung præst i Utterslev Kirke gik han ellers nogle gange rundt i Utterslev Mose og skældte ud på Vor Herre. Der var så megen nød og elendighed i sognet – nogle gange måtte han bare have luft:
Det er ikke rimeligt, det her. Hvad er det, du gør!
– Der var så mange tragiske dødsfald og mennesker med pinefulde oplevelser i det belastede område, forklarer han.
Snart genfandt han dog troen på, at Gud har styr på det hele.
– Selv om vi ikke altid får opfyldt vore bønner, så får vi det, vi har brug for – og vi får også hjælp til at komme videre, når vi selv er parate.
– Ofte skaber mennesker nød og elendighed med deres adfærd og bruger så Gud som syndebuk, når regningen skal betales, siger han.
Han har altid villet være med til at gøre en forskel som kristen. Siden 1975 har han været medarbejder ved Sankt Nicolai Tjenesten i København, hvor han stadig fungerer som sjælesørger. Hjælper mennesker igennem kriser, også de selvmordstruede. Lytter og giver råd.
Småligt kævl og usselt kiv er ikke, hvad mennesker har brug for har livet lært ham.
– Efter 12 år som sognepræst ved Utterslev Kirke var der ikke meget, der kom bag på mig i mit arbejde som præst, fortæller han.
Poul Henning Fromsejer havde fået en god ballast til sin næste store arbejdsopgave: Andenpræst i Roskilde Domkirke, fra 1983 til 2003, hvor han også blev udnævnt til Ridder af Dannebrog.
I domkirke-årene sad han også i bestyrelsen for Landsforeningen af Menighedsråd, var formand for den lokale afdeling af Kirkens Korshær og desuden med til at arrangere Jul i Konventhuset for ensomme og mennesker med psykiske problemer. Blandt gæsterne var også ældre, der syntes, at deres børn og børnebørn havde forkastet julens kristne budskab til fordel for indholdsløs materialisme.
Kristne som ikke kunne holde gaveræset ud.
– Jeg har altid været taknemmelig for den ballast, jeg fik som barn, siger han.
Forældrene havde en gård i Vorbasse og var med i Indre Mission. Kirken var en helt naturlig del af familiens liv.
– Det var mine forældres store ønske, at jeg blev præst, men jeg ville det også selv, siger han. Allerede som barn øvede han sig stillede sig jævnligt op på en taburet og legede præst.
– Jeg har aldrig haft behov for et opgør med barndomshjemmets tro. Mine forældre var Indre Mission på den gode måde – ikke den sorte skole. Der var masser af humor i mine barndomsoplevelser af troen.
– Men selvfølgelig har jeg været nødt til at regulere min tro undervejs. Man udvikler sig jo. Otte år ved Aarhus Universitet går og heldigvis da ikke sporløst hen over en studerende. Barnetroen bliver til voksentro, når man modnes som menneske. Det er jo kun tegneseriefigurer som Knold og Tot, der bliver ved med at være fuldstændig de samme, siger han.
Fromsejer blev uddannet teolog på Århus Universitet i 1962. I studieårene tjente han til livets ophold ved at interviewe og skrive om spændende mennesker, dengang man brugte skrivemaskine og kalker-papir. Artiklerne solgte han til flere kirkeblade og aviser. Han har for længst fået en computer, men prædikener er altid blevet skrevet på hans gamle skrivemaskine, for man kan ikke tænke åndeligt på computer. Han var også i flere år ansat ved postvæsenet.
Efter teologi-uddannelsen startede han som hjælpepræst i Århus Domkirke og synes, at det var en god og blid start.
Han kendte alle ritualerne i forvejen og var velbevandret i teksterne. Det var en god ballast, der gav lidt overskud i den usikre begyndelse.
Efter to gode år i Århus Domkirke skiftede han til Århus Sankt Pauls Kirke, hvor han var kaldskapellan i fem år og desuden i en periode underviste i kristendomskunskab og etik ved Jysk Børnehaveseminarium.
I 1971 søgte og fik han så stillingen som sognepræst i Utterslev Kirke.
– Jeg var ellers lige ved at springe fra, da det gik op for mig, hvor stor opgaven var. De havde virkelig brug for en præst til at løfte sognet. Der var kun to ansøgere til jobbet i det belastede område. Der var også kun et meget begrænset antal kirkegængere. På det tidspunkt kom der kun 5-6 kirkegængere til gudstjenesterne, fortæller præsten.
For at tiltrække nye kirkegængere begyndte han hurtigt at lave børnegudstjenester.
Som 14-årig havde han været leder af søndagsskolelejre for Indre Mission, og søndagsskolesagen blev senere en stor del af hans liv.
Hustruen, Kirsten Ditlevsen, født i Skjern i 1935, tog hovedansvaret for, at familielivet med de to børn, Jens og Dorte, fungerede på hjemmefronten. Senere arbejdede hun i en årrække som ekspedient i køkkenudstyr i Daells Varehus.
– Børn har altid interesseret mig. Den kirke, der glemmer børnene, forråder sin egen fremtid. Det er så vigtigt, at præster skaber en kirke med plads til børn. Vi havde i 60´erne og 70´erne rekord i børneløse kirker herhjemme. Det har heldigvis ændret sig i den gode retning. Dog er klokken 10-gudstjenesten mest rettet til modne mennesker, siger han.
Utterslev kirke fik med Fromsejer som lokomotiv og takket være mange gode medarbejdere – børnene med i kirkelivet. Udover børnegudstjeneste hver lørdag var han også redaktør af Børnebladet.
Hver torsdag aften var der gudstjeneste med et kulturelt, litterært, kunstnerisk indslag i menighedssalen og kaffe umiddelbart efter.
Men det var også år med stridigheder, og han oplevede ikke fuld opbakning fra alle. Hvis ikke I kan enes om det væsentlige, er jeg væk om to år skar han engang igennem over for Utterslev menighedsråd.
– I menighedsråd og blandt kirkens personale ved man ikke altid, hvor kompetencen ligger og hvem, der gør hvad. Vidt forskellige mennesker skal arbejde sammen – ulønnet og med forskellige holdninger, kvalifikationer og forventninger. Det er ikke altid helt let, erkender han.
I Utterslev var enkelte i direkte opposition til præsten og modarbejdede ham.
– Der er noget godt i alle. Det gælder om at finde frem til det og så ellers bare få samarbejdet til at fungere.
– Jeg synes, det er vigtigt altid at huske, at kirkelivet først og fremmest handler om, at evangeliet skal forkyndes. I dag er der mange, der går lidt for højt op i alt det ydre. Som der en gang var en præst, der, i forbindelse med debatten om et nyt kobbertag til Marmorkirken, sagde: Jeg vil hellere bruge pengene på forkyndelse. Så læg dog græstørv på den kirke.
Årene i Utterslev betegner han som gode, lærerige år, hvori han blev prøvet og fik masser af erfaring.
– Der var mange sociale problemer i området. Da de ansatte min efterfølger, hyrede de samtidig en socialrådgiver, og det var tiltrængt.
– En præst skal ikke blive 40 år i samme embede. Både menighed og præst trænger efter en årrække til fornyelse, siger han.
Efter 10 år søgte han væk, men fik i første omgang flere afslag. Måske på grund af fortiden i Indre Mission, som bestemt ikke var i vælten i 70´erne. Mange fik røde knopper.
Der var mange ansøgere til stillingen som andenpræst i Roskilde Domkirke.
– Jeg troede slet ikke, jeg havde en chance, men jeg var i gang med at skrive ansøgninger på det tidspunkt, og fem minutter inden fristens udløb afleverede jeg også en dertil.
– Jeg blev noget overrasket, da jeg blev ringet op af menighedsrådets formand. Det var lidt stort, at de valgte Bondeknøsen fra Vorbasse. Jeg havde 20 fantastiske år i Roskilde, siger han.
Poul Henning Fromsejer har bl.a. været med til at tage imod paven, ærkebiskoppen af Canterbury og har medvirket ved dronning Ingrids begravelse. Han inviterede også en række kendte mennesker til at prædike i Roskilde Domkirke og var med til at stå for det fælleskirkelige initiativ Juleaften i Konventhuset.
– Jeg var med i frikirkernes arbejde og prædikede med glæde i Baptistkirken. Præsten, Chresten Eskildsen, havde tidligere været præst på Bornholm, hvor han havde været med til at arrangere julemiddage.
– Det blev vi enige om også at prøve i Roskilde.
Det blev til 20 år med jule-arrangementer i Konventhuset. Fromsejer og hans hustru tog et stort ansvar og fik mange små og store oplevelser undervejs. Alle fik julegaver med navns nævnelse.
– Engang var der en mand, der havde fået amputeret begge ben, som fik sokker i julegave. Et andet år havde vi nogle gaver til overs fra året inden. Derfor var der en, der fik en kalender fra året, der lige var gået. Heldigvis havde vi et par reserve-gaver.
– Der var også et år, hvor mandlerne ikke blev hakket ordentligt. Vi havde 20 mandelgaver, men der var 40, der fik hele mandler. Efter en hektisk dag med stor julegudstjeneste med over 3000 mennesker var det lige før, jeg var i en døs. Men vi fandt jo på noget. Dem, der ikke var mandelgaver til, fik i stedet nogle flotte julestjerner med hjem. Så det gik alligevel.
Kafé Klaus og Kirkens Korshær, som han var formand for i 1987-2003, tog sig af de hjemløse og alkoholiserede. Af og til måtte en enkelt sendes videre dertil.
– Jeg forlod Roskilde Domkirke på en god måde. Da jeg gik på pension, sagde mine kolleger: Du må tage alle de bryllupper, begravelser og dåb, du har lyst til. Men efterhånden ebber det heldigvis lidt ud. I dag kan jeg godt sige nej jeg er jo 75.
Og nyder en hverdag, hvor der er blevet tid til at læse Kristeligt Dagblad grundigt og tage en middagssøvn.
– En gammel mand blev engang spurgt: Hvad har du lavet i dit liv? Han svarede: Jeg har været tømrer. I 40 år har jeg bygget trapper.
– Så må du have bygget så mange trapper, at de kan nå helt op til himlen?
– Nej, jeg har altid kun bygget kældertrapper, svarede han…
Efter en lille pause, tilføjer Poul Henning Fromsejer:
– Vi er så dygtige til at bygge kældertrapper. Janteloven er kældertrapper. Men vi skal huske at bygge himmelstiger. For vi skal bære jord og himmel i samme sind. Ellers risikerer vi både at blive for jordbundne og at miste jordforbindelsen.
– Det gælder om at finde balance i livet, mellem glæde og sorg, aktivitet og ro – være udadvendt og indadvendt.
– Der er mange, der har meget travlt i dag. Men man skal ikke bøje sig for tidsånden. Vi må tilbage til rødderne engang imellem og tænke os godt om. Når noget bliver for meget, skal vi have tid til at ryste det af os – i stedet for, at det ligger og trykker, tilføjer han.
– Jeg har haft et lykkeligt liv med store og små glæder. Jeg er blevet meget forkælet af de højere magter.
