Kirker bør række ud til udviklingshæmmede
Det er ikke nok, at kirker er fysisk tilgængelige for handicappede. Gudstjenesterne bør også inddrage udviklingshæmmede og være mere forståelige, mener Kristelig Handicapforening.Der er ikke kun mangel på kirker, der er egnede til handicappede. Der mangler også gudstjenester, der er egnede til udviklingshæmmede.
Det mener Kristelig Handicapforening på baggrund af den seneste kritik af Folkekirkens indsats for handicappede. Kun 23 af 2000 kirker har nemlig gjort brug af tilskud i 2008 til at gøre kirker mere handicapvenlige.
– Hvorfor tænker man kun på fysisk handicappede? spørger landssekretær Ellen Hessellund Mikkelsen. – Jeg anerkender, at der er behov for det, der skal være ramper osv. Men vi skal lige så fuldt arbejde med den kognitive tilgængelighed.
– Den psykisk udviklingshæmmede er stærk på sanser, men svag på intellekt. En gudstjeneste består typisk af lange tekstlæsninger, lange prædiker, svære salmer, man skal have en rimeligt høj IQ for at følge med i.
Hvad skal kirken så gøre?
– Man kan i hvert fald skal gøre, som man gør med børn, teenagere og unge: Lave særgudstjenester.
Men mere end det: Højmessen bør være et sted, hvor alle kan være med. At ingen sendes ud af kirkerummet til andre aktiviteter.
– Hvis meningen med gudstjenesten er at møde Gud, så skal den også tilrettelægges, så alle har mulighed for en gudsoplevelse derfra, hvor de er.
Ellen Hessellund Mikkelsens standpunkt understøttes af FNs handicapkonvention, standardregel nr. 12. Staterne bør, i samråd med de myndigheder, som har ansvar for religion, opmuntre tiltag for at afskaffe diskrimination og for at gøre religiøse aktiviteter tilgængelige for funktionshæmmede.
Kristelig Handicapforening arbejder bl.a. for at fremme forkyndelsen af det kristne budskab blandt handicappede og deres pårørende. Foreningen har i øjeblikket otte bofællesskaber for udviklingshæmmede og tre nye er på vej.
– Vi snyder os selv, hvis vi ikke inkluderer de udviklingshæmmede i kirkens liv, fortsætter Ellen Hessellund Mikkelsen. – Mange af dem er enormt rummelige, meget åbne og imødekommende. Og de giver en masse accept og anerkendelse.
Udviklingshæmmede kan vise vej til en oplevelsesdimension i troen.
– De kan være læremestre for os. Vi er gode til teori, dogmer osv. i den lutherske kirke. Men det med at opleve Gud, sanse Gud, det er vi ikke så gode til. De udviklingshæmmede søger ikke primært kundskab om Gud, de søger hans nærhed.
