På besøg i Judas blodmark
Hvad skete der med den mark, hvor Judas begik selvmord? Udfordringens korrespondent besøger marken og klosteret, der er bygget derpå.Det er næppe mange pilgrimme, som opsøger Blodmarken, Hakeldama, i Hinnoms dal. Der et sted ligger Judas Iskariot begravet. Det var ham, som forrådte Jesus for 30 sølvpenge, en påske for over 2.000 år siden.
Judas var en af Jesu disciple med ansvar for pengekassen. Den stjal han fra (Joh. 12, 6). Måske havde han håbet på rigdom og magt, når Jesus engang ville blive konge. Men Jesus fortalte selv, at Han skulle lide og dø for menneskets synder. Da vendte Judas sig bort fra den lidende Messias og gik til ypperstepræsterne, som ville dræbe Jesus.
Judas fik 30 sølvpenge og forrådte Jesus med et kys, som i folkemunde er kaldt for judaskysset.
Judas må have forstået, hvilken himmelråbende synd han havde begået, da han forrådte Guds enbårne Søn.
Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod, sagde Judas til ypperstepræsterne.
Der står i Mattæusevangeliet 27, 1-9 skrevet, at Judas kastede pengene i templet og hængte sig. Men ypperstepræsterne ville ikke have blodpenge i tempelkisten. De købte pottemagerens mark som et gravsted for fremmede, og det blev kaldt for Blodmarken.
De penge Judas fik for sit forræderi, brugte han til at købe en mark. Så gik han hen og styrtede sig i døden, og i faldet blev han revet op, så hans indvolde væltede ud. Alle i Jerusalem hørte hvordan det gik ham, og de kaldte nu det sted for Blodmarken. (Apostlenes Gerninger 1, 18-26).
Ingen kan med absolut sikkerhed sige, hvor blodmarken ligger. Men biskop Eusebius af Cæsarea (263-339) identificerede blodmarken til at være pottemagerens mark, som blev købt for Judas sølvpenge.
Ingen ved, om han var inspireret af Jeremias 19, 1-6, som taler om Hinnoms dal og pottemagerporten.
Siden 400-tallet har det imidlertid været en tradition, at Blodmarken lå i den sydlige del af Hinnoms dal. Det er et sted, hvor jøderne har begravet deres døde helt fra den anden tempel-tid og frem til år 70, da templet blev ødelagt af romerne.
På en sti ned fra Jerusalem er der skrånende bjerge, stengærder og skrænter. Selv på en smuk forårsdag, når græsset er grønt og solen skinner, vil man tænke på slanger, der lurer i det maleriske landskab. En beboer i området fortæller, at kvinder helst ikke bør gå alene i området af frygt for moderne røvere.
Et stykke nede i Hinnoms dal får man øje på et græsk-ortodokst kloster fra 1874. Det er opkaldt efter St. Onuphrius, en egyptisk eremit, der var berømt for sit skæg, som var så langt, at han vistnok ikke havde brug for tøj.
Klosteret er bygget over flere gamle grave. Et par jødiske gravhuler er fra Herodes den Stores tid, altså før Jesus blev født. Apostlene skulle ifølge traditionen engang være flygtet dertil (Markus 14, 50).
I dag er gravhulen et sjældent kapel i græsk-ortodoks stil med farverige ikoner, lys og messing. Duften af røgelse sidder i væggene. Udenfor er der romerske ornamenter, der fortæller, at dette er gammelt.
En nonne viser vejen ned til klosterets gravkamre. Der er elektrisk lys derinde i mørket, men ellers er der ikke noget, der minder om den moderne tid. Gravkamrene er ikke tomme. I en af stenbænkene ligger et skelet. Det smiler næsten til de besøgende. Tiden har ikke virket lige godt på alle skeletter. Ben på ben er samlet op og lagt i stenbænkene. Der må være mange.
Det fortælles, at da perserne indtog Jerusalem i 614, massakrerede de alle kristne. Nu ligger mange af dem stablet op i gravhulerne. Ben for ben.
Hulerne skal også have været brugt til andre kristne, fx korsfarerne. Mange pilgrimme blev stedt til hvile her i forventning om opstandelsen.
Der er i øvrigt ingen fra de gamle kirker, som laver større ballade over de tørre ben. De er ligesom en del af historien, en del af familien, som fortsætter med på pilgrimsvejen.
Det er ikke kun Judas, der har gjort denne Hakeldama dal kendt. På kong Akas og Manasses tid ofrede man her børn til afguden Molok. Billede til højre)
Der er rent og pænt på St. Onuphrius kloster. Pænt fejet. Selv om de færreste vil forbindes med Judas Iskariot, så ser klosteret det som sin opgave at varetage mindet om denne bibelske person, Judas, med tilnavnet Iskariot (Matt. 26, 14), som betyder manden fra Kariot. Man antager, at Kariot er samme sted som Kerijot, som er nævnt i Josvas Bog 15, 25.
Det er ikke kun Judas blodmark Hakeldama, der har gjort denne Hinnoms dal kendt. På hebræisk kaldes dalen for Gehenna. Navnet er optegnet i Josvabogen 15, 8. På kong Akas og Manasses tid ofrede man børn til Molok på højene i denne dal, en frygtelig synd (2. Kong. 23, 10). Kong Josias erklærede området for urent.
En jødisk tradition fra den senere middelalder siger, at der brændte en evig ild dér, hvor kroppene fra selvdøde dyr og andre urene ting blev brændt.
Senere blev Gehenna brugt som et billede på de fordømte menneskers pinested, eller et helvede med evig ild.
En dag i februar steg røgen op fra St. Onuphrius kloster. Det var nok nonnerne, som brændte gammelt græs og tørre grene. Man kunne genkende lugten af forårsoprydningen ned over hele Silwan og til vandkilden Ein Rogel længere nede i Kedrondalen.
Det var vistnok der, Abraham ifølge en tradition mødte Melkisedek. Men det er længe siden nu. Ligesom Judas.
Det er kun denne her Blodmark imellem grave og klipper, som er tilbage. Resten er storby med støj fra biler og mennesker.
Hemmelighederne i gravkamrene er der ingen, som kender til. Døde ben taler ikke. Hvem de var, og hvor de kom fra, er vist også glemt.
Måske havde det meste været glemt, hvis ikke denne ulykkelige Judas Iskariot havde styrtet sig i døden her et sted i Hakeldama.
