Jødernes syv fester symboliserer nøjagtig Guds frelse

De syv hovedfester, som er omtalt i 3. Mosebog kapitel 23, svarer nøje til Det Nye Testa­mentes frelsesåbenbaring. De tre før­ste højtider – samt kornhøstfesten 50 dage senere – svarer til påske og pinse, som fejres af os kristne.Hans Kristian Neerskov
Præst og forfatter,
grundlægger af Dansk Europamission.

De sidste tre fester, ”Trompeternes dag”, ”Den store forsonings­fest” og ”Løvhyttefesten”, er de tre fester, som efter kristen for­ståelse venter på deres opfyldelse, idet de symboliserer ”Bort­rykkelsen”, ”Jødernes omvendelse” og ”Tusindårsriget”.

Jøderne fejrer stadig ”Pesach”, påske (3. Mos.23:5) på den 14. dag i den første måned (Nissan). Den varer én dag, men sammen med påsken fejres to andre fester. Det er ”de usyrede brøds fest” (syv dage) og ”førstegrødens fest” (én dag).
De usyrede brøds fest bliver fejret fra 15. til 21. Nissan (vers 6-8). Surdej er i Skriften et bil­le­de på synd. Surdejen (gæren) tilføjer intet af substans til brødet, men den er blot med til at ”puste det op”, ligesom synden gør mennesket ”oppustet”. NT taler meget om surdej, som et billede på synd i mange afskygninger. I 1. Kor. 5:8 læser vi, at surdej er identisk med ondskab, ugudelig­hed, urenhed og usandhed (grundteksten).
Jesus taler om ”farisæernes surdej” som hykleri (Luk.12:1), om ”saddukæernes surdej” som falsk lære (Mat.16:6+12) og om ”Herodes’ surdej” som verdslighed (Mark.8:15). Endelig sammen­ligner Paulus lovtrældom med en surdej (Gal.5:9), der gennemsyrer alt, så man falder ud af nåden.
Men Jesus taler også et enkelt sted om en surdej, der blandes i tre mål hvedemel og sam­men­ligner det med himmeriget, som skal gennemsyre hele jorden (Mat.13:33 og Luk.13:21). Denne lignelse peger formodentlig frem mod tusindårsriget, hvor Guds Ånd skal råde overalt.

Renæssancemaleri af ukendt kunstner, der viser Jesus indtog i Jerusalem palmesøndag for at fejre den jødiske påskefest.

Modsat surdejs urenhed er det usyrede brød et tegn på renhed. Det er dette som kendetegnede Jesu liv. Han var undfanget af Helligånden og født ind i denne verden uden synd. Her levede han i cirka 33 år uden nogen sinde at synde. Derfor kunne han være forsoning for al verdens synd. Det bliver en realitet i deres liv, der tror på det. (3. Mos.23:6)

Ofringen af påskelammet peger frem mod Jesu offer på Golgata, som gør op med al ondskab, al urenhed og al falsk lære og hykleri. Dette skulle fejres i renhed i syv dage.
Dødens engel gik gennem hele Egypten, og i alle hjem blev den førstefødte slået ihjel. Tænk, at egypterne vågnede op til denne rædsel. Den ældste arving lå død i alle hjem! Undtagen der, hvor påskelammets blod var smurt på dørstolpen i tro på Guds løfte.
Det var altså blodet, der frelste den ældste arving i alle jødiske hjem. Sådan er det også troen på Jesu stedfortrædende død, der er det centrale i den ny-testamentlige frelse. Jesu blod blev udgydt til soning for al synd. (3. Mos.23:5)

Den anden jødiske fest afsluttes med en ny fest, der begynder på ottende­dagen, nemlig ”førstegrø­dens fest”. Her skal de første neg af kornet (bygneg = den kornsort, som modnes først), bringes til præ­sten. Med disse neg udfører præsten svingninger i tempel­gården. (3. Mos. 23:10-14)
Det er førstegrødens fest, som varer én dag, og den kendetegner den dag, hvor Jesus opstod fra de døde. Altså et tydeligt tegn på, at Jesus ikke kunne fastholdes af døden, fordi han var uden synd, og derfor havde døden ikke noget krav på ham. Det var på den ottende dag. I Symbolikken er tallet otte en ny begyndelse. Den ottende dag begynder en ny uge. I en oktav i musikkens verden er den ottende tone begyndelsen på en ny oktav.
I Ezekiels bog Kap. 18 i vers 4 og 20 læser vi: ”Den, der synder, skal dø!” Det samme siger Jesus i Joh. 8:24 ”Derfor sagde jeg til jer: I skal dø i jeres synder. For hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.” Interessant er det, at Jesus i Johannesevangeliet otte gange bruger vendingen ”Jeg er, den jeg er!” Svarende til det hebræiske JHVH = Jahve, som Gud åbenbarede sig under over for Moses ved den brændende tornebusk (2. Mos. 3:14).
Fordi Jesus var uden synd, kunne døden ikke fastholde ham, og derfor opstod han fra de døde som en førstegrøde. Det læser vi om bl.a. i 1. Kor. 15: 20: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Og vers 23: Men hver til sin tid: Kristus som første­grøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til.”
Her fejres altså opstandelsesfesten. Fordi Jesu blod er soning for al synd for dem, og for dem, som tror dette, er der opstandelse ud af døde. Døden havde ”ikke noget krav” på Jesus, fordi han var synd­fri. Således er også alle de, der tror på ham tilgivet for al synd, og kan forvente opstandelse ud af døde.

Endelig fejredes så ”ugernes fest” (1. Mos. 23:15-22), også kaldet ”kornhøstfesten” eller ”pinsen”, som kommer af det græske ord ”pentecoste”, som betyder 50, altså 50 dage efter påskedag. Det var den dag, hvor Helligånden blev udgydt og tre tusinde mennesker tog imod frelsen. Det er den store høstfest, som varer indtil Jesu genkomst, men begyndte Pinsedag.
Den dag blev Guds Hellige Ånd udgydt på jorden, og udrustede mennesker med nådegaver og overnaturlig kraft. Her opfyldes Joels profeti (Joels bog 3:1-5) v1 ”Det skal ske derefter: Jeg vil ud­gyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner.  Selv over jeres trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de dage.  Jeg sætter tegn på himlen og på jorden, blod og ild og røgsøjler.  Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer.  Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses”. (Se også Apg. 2:17-21)
Fordi Jesus havde taget sæde på højre side af Guds trone, havde han fået magt, sådan som den, der sidder på tronen, har magt. Og den magt har han givet dem del i, som nu tilhører himmerigets rige. Derfor læser vi i Apostlenes Gerninger 2:33-36: ”Jesus er ophøjet til Guds højre hånd og har fra Faderen fået Helligånden som lovet, og den har han nu udgydt. Det er det, I både ser og hører.  For David steg ikke op til himlene, men siger selv: Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!  Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.”
Denne fest varer i den ny-testamentelige tid indtil endens tid. Desværre har mange kristne slet ikke forstået eller modtaget Helligåndens kraft. Dog lever vi i den tid, hvor dette er gået mere i opfyldelse, end de to tusinde år, som er gået forud.
Fordi den karismatiske fornyelse har fornyet cirka en fjerdedel af alle kristne på jorden. Man regner med, at der findes cirka to milliarder kristne i dag. Det er en almindelig antagelse, at halvdelen af disse er ”født på ny”. Halvdelen af disse, altså 500 millioner kristne har inden for de sidste 50 år oplevet den fornyelse, som Bibelen kalder ”Helligåndens Dåb”. Det er især sket i Sydamerika, men også i Afrika, mens de gamle traditionelle kristne lande, ikke har haft den sam­me besøgelse.

Hvis vi ser på de fire første jødiske højtider fra et kristent syns­punkt, svarer de nøje til den ny testamentlige frelse. Hos jøderne skulle påskelammet gå i fire dage og nøje overvåges, for at man kunne være sikker på, at det var lydefrit. De usyrede brøds fest, betegner det, som er rent og uden synd.
Lammet blev så slagtet på den dag, der svarer til vor Langfredag. Jesus opstod på tredjedagen: Påskedag. Den uge svarer til Påsken og de usyrede brøds fest samt førstegrødens fest, som tilsammen udgør otte dage. Påskedag var den dag, hvor man fejrede førstegrødens fest.
Jesus er førstegrøden, den første, der opstod fra de døde, som en garan­ti for opstandelse for alle, der tror på ham. Derefter talte man syv uger frem, og på den 50. dag (sjette dag i måneden Sivan) fej­rede man så kornhøstfesten eller festen over indhøstningen.
Det er et godt billede på Pinsen, som er begyndelsen på indhøstningen af sjælene i Guds rige. I år 33 var det den dag, hvor Helligånden blev udgydt over de 120, som var samlede i Jerusalem.

Fortsættes her