På den anden side af historien
Drengen i den stribede pyjamas foregår under Anden Verdenskrig og er historien om koncentrationslejren Auschwitz set gennem den otte-årige dreng Brunos øjne. Bruno er søn af den højtstående SS-officer, der leder lejren, og hans forbudte venskab med en jødisk dreng på den anden side af hegnet får forfærdelige og uforudsete konsekvenser.Filosoffen og sociologen Theodore Adorno har sagt, at det at skrive poesi efter Auschwitz er barbarisk. Hvordan kan menneskehænder fortælle historien om en sådan forbrydelse? Hvordan kan et fiktivt værk overhovedet komme i nærheden af vores rædselsfulde historie?
Drengen i den stribede pyjamas bygger på en roman af forfatteren John Boyne og er et forsøg på alligevel at sætte ord på det, der skete i Nazi-Tyskland. Filmen fungerer, fordi den sætter et barns naivitet og uskyld op mod et stykke af helvede. Bruno forstår ikke, hvad der foregår. Han lever sit liv mellem skolerum og køkken, ser jødiske mænd, kvinder og børn i stribede pyjamasser vandre frem og tilbage bag det hegn, der skiller hans baghave fra helvedes forgård. En propaganda-film, der fremstiller jødernes liv i koncentrationslejren, lokker med leg og morskab, og Bruno, der er ensom i det store hus med de rungende rum og hviskende vægge, ønsker at bo i lejren, han kalder Out-With.
Filmen er en frygtelig fortælling, en moralsk fabel over forfald og fortabelse, og rammer ekstra hårdt, fordi de øjne, der ser, ikke er offerets, men drengen på den anden side af hegnets.
Kan vi fortælle historier efter Auschwitz? Mange har forsøgt, og i instruktør Mark Hermans hænder bliver Drengen i den stribede pyjamas til en fortælling, hvor fædrenes synder betales af børnene. Der er ingen solstråle til at lyse op, efter sidste scene er spillet, ingen opløftende ord til at tage med hjem, men det må ikke afholde os fra at se filmen. Auschwitz eksisterede. Det er virkeligheden, og vi må bære den med os.
Anne-Katrine Buch
Drengen i den stribede
pyjamas (DVD) 91 min.