Abbas: “Jeg er parat til indirekte forhandlinger med Israel”

Stemningen omkring den bebudede genoptagelse af palestinensisk-israelske fredsdrøfteler om et par uger kan nu betegnes som “behersket optimistisk”, efter at præsidenten for Den palestinensiske Myndighed (PA), Mahmoud Abbas, i et interview med israelsk TV iaftes sagde, at han er “parat til indirekte forhandlinger” med Israel.Denne form for forhandlinger – på engelsk betegnet som “proximity talks” (“nærheds”-samtaler) – vil i realiteten forme sig som den amerikanske Mellemøst-udsending George Mitchells “pendulrejser” mellem de to parter.
Israels TV-seere fulgte opmærksomt den israelske journalist Ehud Yaris interview med Abbas – på arabisk, med oversættelse til hebraisk.
Ifølge en PA-embedsmand i Ramallah på Vestbred-området er Abbas’ tilsyneladende imødekommenhed en følge af stærkt amerikansk pres, og at interviewet kom i stand efter anmodning af USA, som havde opfordret Abbas til at sende “et forsonende budskab” til statsminister Binyamin Netanyahu og den israelske offentlighed for at bane vej for en genoptagelse af de palestinensisk-israelske drøftelser.
Videre udtaler den palestinensiske talsmand, at Netanyahu har lovet amerikanerne, at det israelske byggeprojekt i Ramat Shlomo i Øst-Jerusalem ikke vil finde sted, i hvert fald ikke “i nær fremtid”, og at Netanyahu vil afstå fra at tage “provokerende skridt” i byen, som f. eks. at udstede meddelelser om nedrivning af arabiske huse under påskud om, at de er bygget uden tilladelse.
I interviewet sagde Abbas, at han vil anmode Den arabiske Liga om at godkende en genoptagelse af forhandlingerne med Israel, og at han håber, at Ligaens svar vil være positivt.
Abbas antydede tillige smidighed, hvad angår Netanyahus krav om, at en fremtidig palestinensisk stat skal være afmilitariseret, og at han vil acceptere et israelsk ønske om stationering af en NATO-styrke, under amerikansk kommando – eller en lignende styrke – for at dulme israelske bekymringer om sikkerhed.
Han syntes tillige at ville gå ind for, at der ikke vil blive en masse-tilstrømning af flygtninge til Israel som led i et palestinensisk krav om “ret til tilbagevenden”. Abbas citerede Den arabiske Ligas fredsinitiativ og sagde, at der bør være en løsning på flygtningeproblemet, som begge parter kan enes om som “retfærdig”.