Boksetræner har sin bibel med til træning

Kenyanske Ken er coach i bokseklubben Sparta i Aalborg og træner unge nordjyder i disciplin i bokseringen. Selv fik han styr på sit liv, da han gik ind i en kirke efter en druktur.- Du skal vise disciplin og selvbeherskelse, både som bokser og som kristen, siger boksetræner Ken Ochieng fra Sparta i Aalborg.

Scenen er sat – med udsigt til ringside, sandsække, spejlvægge, pokaler og boksehandsker.

– I din træning skal du forsage ting og være vedholdende. I dit kristne liv skal du vise den samme disciplin. Du skal holde ud, siger Ken Ochieng.
Ken er 48 år, høj, veltrænet, mørk og mild. Han udstråler en dyb ro, og de intense, brune øjne er varme og venlige.
Han kom til København som ung bokser på det kenyanske landshold i 1985. Hans åbenlyse talent blev spottet, og han fik tilbudt trænerjob i Frederikshavn.
Kens danske bokse-eventyr var dog ved at stoppe, før det var begyndt. Klubben insisterede nemlig på, at han skulle bokse 1. juledag til det store boksestævne i det nordjyske.
– Men i Kenya holder vi jul d. 25 december, og vi går i kirke. Vi får dejlig mad. Man kan ikke bokse den dag. Det er jul! protesterede Ken.
Men træneren fastholdt: ”Du er vores store stjerne, og du skal bokse d. 25.”
Fronterne blev trukket op. Hvis Ken nægtede, kunne han tage flyveren hjem, sagde de.
Men en ældre mand hjalp med at forklare Ken, at danskerne fejrer jul d. 24.12. Så holdt Ken juleaften og boksede juledag.

Fik tæv af sin far

Allerede som 11-årig var Ken bidt af boksning. Han trænede hver dag efter skole og kom først hjem til aften. Så vankede der tæv, fordi Kens far ikke ville have, at sønnen blev bokser. Det hjalp dog, da en avis en dag bragte en stor artikel med billeder og rosende omtale af det unge boksetalent.

Mødte Brother Roger

I 1978 kom en gruppe fra Taizé, det kristne klosterfællesskab i Frankrig, til Kenya. Ken var 14-15 år, og en præst bad tilfældigvis Ken vise vej.
Han begyndte at gå sammen med dem og boede i hus med dem i 4 år og deltog i deres fælles bøn. Da han var færdig med skolen, inviterede de ham til Frankrig to gange.
Der er ydmyg stolthed hos Ken, da han fortæller om Broder Roger, præsten, der grundlagede klosterfælleskabet.
– Han kaldte mig op på scenen og sagde: ”Denne unge mand var med os i Kenya. Han var min bodyguard”.
Ken blev uddannet indenfor det kenyanske postvæsen som revisor. Han kom på Kenyas bokselandshold i 1985 og fik hurtigt stjernestatus. Da landsholdet var i Danmark, fik en talentspejder øje på ham.

Jysk mester 4 gange

Ken kom på det danske bokselandshold. Han vandt mange kampe i weltervægt og mellemvægt. Det blev til 4 jyske mesterskaber!
– Hvad skal en bokser være god til?
– Disciplin og træning! Det nytter ikke at komme og gå, som det passer dig. Du skal ville det 100 pct.!

Alkoholproblemer

Efter den første tid i Danmark tog Ken tilbage til Kenya.
– Jeg var en rigtig god bokser, fastslår han og husker, at han som en feteret bokser efter endnu en god kamp blev tilbudt noget at drikke. Det var ”part of the game”, som det hedder i Carlsbergs reklamer…
En lørdag morgen havde han det virkelig dårligt. Han vidste godt, hvorfor han havde det så slemt. Han havde fået meget at drikke aftenen før.
– Søndag gik jeg derfor i kirke. Jeg sad bare der og var sorgfuld. Der blev spurgt, om der var nogen, der havde problemer og ville bedes for. Jeg gik op foran.
”Gud jeg overgiver alt til dig. Gør med det, hvad du vil”, sagde jeg og oplevede en dyb fred, fortæller han.
Ken begyndte i en klasse for nye kristne. En måned efter blev han døbt.
– Hvad sagde din familie?
– Min mor går meget i kirke, så hun blev rigtig glad.

Obamas stamme

Der var optakt til stammekrig i Kenya i 2007 mellem kikuyuer og louer. Ken kommer fra luo-stammen, ligesom den amerikanske præsident Obama. Det var i den periode, Ken og hans kone mistede deres arbejde. Men Ken oplevede også en stor forsoningsgudstjeneste med et fyldt stadion, hvor de involverede bad hinanden om tilgivelse.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Mistede job

– Hvis ikke Gud var der, da jeg mistede mit arbejde, ved jeg ikke, hvordan det kunne være gået. Mange mennesker i Kenya går på gaderne uden noget mål. Uden at tænke på familie. De drikker bare og går i hundene.
Da både Ken og hans kone mistede deres job, vendte han tilbage til Danmark, så han kunne fortsætte med at få udbetalt sin pension. Hans kone Joy måtte blive tilbage i Kenya. Men Ken ringer hver dag. Hun har været afrikansk mester i 100 og 200 meter løb og været på OL-holdet. Ægtefællerne er begge uddannet i Kenya Post og Telecommunication. De har deres eget hus i Nairobi, hvor familien bor. Ken sender penge hjem til skolepenge for deres tre børn, to tvillingedrenge på 19 år og en pige på 14 år. Og Kens kone har åbnet en genbrugsbutik med tøj.
Men Ken har ikke set dem siden september sidste år.

Biblen med på arbejde

Ken slår op i sin bibel, som han har med på arbejde.
– Salme 30 vers 5: ”Weeping may endure for a night, but joy comes in the morning”. (“Den gråd, der lyder om natten, afløses af glæde om morgnen”.)
– Sommetider har vi mennesker det rigtig svært. Men se op til Gud. Når det bliver morgen, har han noget nyt til dig.
For mange år siden gik jeg aldrig i kirke i Danmark. Jeg spurgte de andre boksere om kirken. De syntes, det var underligt for en ung mand at gå i kirke. Men på et kollegium i Aalborg fortalte nogle unge fra Ghana mig om Alf Kristian Engquist og huskirken.
– Det betyder rigtig meget for mig at komme her. Det var ligesom, jeg fik en familie.

Fremtidsønsker

– Man kan ikke leve af at være træner. Om 2-3 år vil jeg gå i gang med at bygge huse hjemme i Kenya. Dem vil jeg leje ud. Jeg prøver at spare op til det.
Ken føler sig godt behandlet af danskerne og synes, der er mange flinke mennesker.
– Jeg tror, at som du behandler andre mennesker, bliver du selv behandlet, siger Ken.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



AIDS-ramte børn

– Hvert år til jul søger kirken i Kenya familier, som vil tage sig af AIDS-ramte børn, der har mistet deres familier og pårørende. Ken og hans familie tager mellem 5 og 10 børn hjem til jul. De har desuden påtaget sig ansvaret for to små børn. Når Ken køber tøj i Danmark, køber han også til de små.
– De er ligesom mine egne, siger han.