Den kærlige Gud og natur-katastroferne

Det er først, når vor næste – på en utvetydig synlig måde – uskyldigt lider den mest smertefulde nød, at vi opdager, at vi holder af ham…“Hvordan kan en kærlig Gud tillade sådan noget?”
Dette spørgsmål dukker altid op i kølvandet på omfattende naturkatastrofer. Jeg tror, at én af grundene til at så mange, der stiller dette spørgsmål, ikke tilnærmelsesvis får fat i et svar, er, at det slet ikke er et spørgsmål, der stilles. Peter Damgaard-Hansen
Aut. psykolog.
Praksis i København og Thy

Det er en skjult anklage, forklædt som et spørgsmål. En helt almindelig og let forståelig menneskelig reaktion på så megen uskyldig ødelæggelse og lidelse, er vrede. Nogen må drages til ansvar, nogen hoveder må rulle, om så det er den almægtige Guds eget. Når spørgeren ikke udtrykker et oprigtigt ønske om at indhøste ny viden og nye erkendelser om denne mystiske Gud, så kan der heller ikke gives et svar. Ofte synes spørgeren at være ude i et helt andet ærinde, som handler om at søge bekræftelse på en i forvejen allerede svækket eller opgivet tro på en kærlig Gud. Bag spørgsmålet er der da allerede fældet dom i sagen. En fordom.

Hvis dette krydsforhør af den kærlige Guds integritet skal være fair play, er vi dog nødt til at give forsvaret en ærlig chance. Det interessante er jo, at de mennesker, der allerede er godt forankret i den kristne tros forståelse af kærlighedsbegrebet, ofte ikke stiller spørgsmålet. Og derudover er det tankevækkende, at der er mange mennesker, der for alvor begynder at tro på en kærlig Gud, efter at ulykken har ramt.
I den kristne livsforståelse er der plads til, at kærlighed og lidelse har noget med hinaden at gøre. Ja, at de faktisk forudsætter hinanden. Kunne det måske tænkes, at sådanne lidelsesfyldte ulykker paradoksalt nok bedst forklares, hvis der er en almægtig og kærlig Gud med i spillet?

Desværre er det jo sådan, at når tingene går godt, så har vi slet ikke brug for den gode Guds kærlighed, eller vi tager den for givet. Vi glemmer helt vor fundamentale afhængighed af den almægtiges kærlige gaver og tror stolte og selvoptagede, at vi har styr på det hele.
Erfaringen viser, at vi kun begynder at interessere os for Gud – sådan for alvor – når vi er ude i tovene. Når illusionen om at det er os selv, der har styr på det hele, brister, og vi står ansigt til ansigt med vor iboende magtesløshed.
Betyder det så, at kristendommen mener, at naturkatastrofer er en fornærmet og krænket Guds straf, fordi mennesket ikke tror og beder? Intet kunne være mere forkert. Men hændelserne er nok ikke helt vilkårlige alligevel. Det er et uudgåeligt vilkår ved det at være menneske, at vore holdninger og handlinger har en effekt på os selv og vore omgivelser. De kan forårsage kædereaktioner af effekter, som vi slet ikke selv kan overskue (jf. fx tænkningen omkring CO2-udslip og global opvarmning).

Vi skal elske hinanden og tage vare på naturen.

Vi mennesker er en del af naturen og omvendt. Vi udgør tilsammen en organisk helhed. Kloden og al dens skønhed er skabt som en gave til mennesket. Ifølge skabelsesberetningen understreges det, at vi af Skaberen har fået pålagt ansvaret for, hvordan vores samliv med næsten – og kloden – skal udarte sig. Vi skal elske hinanden og tage vare på naturen. For at hjælpe os med at navigere igennem disse monumentale udfordringer i den rette ånd, giver den kærlige Gud os omhyggelige leveregler, der kan sikre et meningsfuldt og lykkeligt liv i balance med os selv, hinanden og planeten. Da Gud er kærlig, og kærligheden stiller sin elskede frit, er vi ikke under tvang til at følge disse leveregler, men har fuld selvbestemmelsesret – under ansvar for konsekvenserne, selvfølgelig.
Alle de gudgivne leveregler kan koges ned til det ene ”Elsk din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv”.
Hvis ikke vi lever livet i overensstemmelse med dette kærlighedsbud og naturlovene, så kan man godt forestille sig, at den samlede eksistens ikke kan udfolde sig efter den iboende plan. Der går kludder i forholdet os mennesker imellem, og mellem os og den klode vi er afhængige af – og som er afhængig af os. I stedet for harmoni på alle planer skabes disharmoni, og resultatet er konflikter mennesker imellem og konflikter mellem os og naturkræfterne. Spændinger hober sig op alle vegne og må til sidst bryde ud i krige eller i naturkatastrofer et eller andet sted.
Jamen hvorfor så netop fx Haiti, hvad har de så gjort forkert?
Det er ikke kun Haiti, det her handler om. Når en ulykke rammer Haiti, rammer den os alle sammen – eller burde i hvert fald gøre det. For vi er alle én stor familie. Den rammer ikke Haiti, fordi de har fortjent Guds straf eller sådan noget. De er hverken mere – eller mindre – selviske, ukærlige, gudløse, m.m. end alle os andre. De er vore brødre og søstre, som det er indprentet i skabelsesplanen og næstekærlighedsbudet.
Men er det ikke først i forbindelse med den store katastrofe, at vi virkelig kan føle det? Kunne det tænkes, at sådanne tragedier tillades, fordi de mere end noget andet magter at ruske i os alle? Man kunne godt forestille sig, at den kærlige Gud ønsker at få lidt mere liv i næstekærligheden på jorden – for vor egen skyld. Og derfor tillader nogen ekstremt konkrete og synlige konsekvenser af vor dybest set livsfjendtlige livsførelse, der kan vække os af den egenkærlige, individualistiske trance.

Det er måske rimeligt nok, at menneskeheden må lide og tumle med de problemer, deres egen selvoptagethed og mangel på næstekærlighed og omsorg for omgivelserne fører med sig. At forlange, at Gud kun kan demonstrere sin kærlighed ved hele tiden at sørge for at forhindre de ubalancer og ulykker, vi selv er med til at forårsage, synes ikke rimeligt.
Men selvom vi alle er ansvarlige, så lader Gud os alligevel ikke i stikken med denne skæbne med et kynisk “I har selv været ude om det “. Den kærlige Gud, der dybt respekterer vores frie vilje, har valgt at identificere sig med alle dem, som misbruget af denne frie vilje går ud over. Det er ægte kærlighed – solidaritet ud over alle grænser. Guds navn er da også Emmanuel, som betyder “Gud er med os” – dvs. vi har en Gud, der har svoret os troskab og fællesskab i medgang og modgang – uanset hvad vi så selvforskyldt end måtte rode os ud i.
Og hvad det angår, holder den kærlige Gud sig ikke tilbage. Han giver sig totalt. De hundrede af tusinder af uskyldige ofre og hårdt ramte overlevende har således en forbundsfælle i Kristus. Gennem hans lidelseshistorie og død på korset tager Gud frivilligt rollen på sig som uskyldigt offer for den ondskab og ubalance, der hærger i verden, og som netop får råderum p.g.a. menneskets manglende evne og manglende vilje til at efterleve kærlighedsbudet. Ved at udsætte sig selv for den værst tænkelige konsekvens af den verden, han selv har skabt, viser denne Gud sin usvigelige loyalitet med vort problematiske eksistensvilkår. Og han går planken helt ud.
I den yderste pine stillede Kristus selv det frygtelige spørgsmål: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Ikke som en anklage – men som et længselsfuldt råb fra den dybeste ensomhed noget menneske nogen sinde har oplevet. Efterfulgt af en overgivelse af sig selv i dyb grænseløs tillid til denne uudgrundelige Gud efter formlen: Din vilje ske – ikke min.

Denne dramatiske og kosmiske manifestation af næstekærligheden via korset har rystet verden i dens egoistiske trance på en måde, den aldrig senere helt har kunnet glemme. Der blev gjort op med barbarismen og selviskheden. Og det er herfra, næstekærlighedens ånd har fundet vej ind i menneskesjælene som en kraft, der mere end nogen anden inspirerer og nærer rednings- og genopbygningsarbejdet på Haiti og alle andre steder, hvor vor næste lider, ude eller hjemme.
Når vi mennesker med beundringsværdig ildhu og ægte medfølelse kaster os ud i hjælpearbejdet med ofrene, må vi for Guds skyld ikke glemme en dyb taknemmelighed for den gave, det er, pludselig at kunne se sin næste og mærke næstekærligheden strømme i hjertet . Vi får igen en chance for at opleve – og udleve – den næstekærlighed, vi oprindelig var skabt til “i Guds billede”. Den kærlighed som er det eneste, der kan gøre livet meningsfuldt at leve. Vi glemmer det bare så let, når der ikke er katastrofer, nød og elendighed involveret.
At få sådanne chancer igen og igen – er det ikke kærligt og langmodigt af den almægtige?

Bare trist at der skal så skrappe midler til. Og det er frygteligt, at det skal gå så hårdt ud over nogen isolerede grupper. For vi er kollektivt ansvarlige. Inderst inde ved vi jo godt, at vi burde hjælpe hinanden globalt, i stedet for at være så optagede af vore egne små cirkler og interesser. Det er denne kollektive egoisme, man kan sige, at vi bliver “straffet” for med hændelser, der har det godartede sigte at ramme os alle sammen og vække os af egoismens trance. Som det også skete efter 11. september. Da var kirkerne også fulde over det hele i New York City – i et par dage…..
Skal vi derfor finde hjælp til at kunne fastholde den omsorg og kærlighed til næsten, der altid udspiller sig i de bevægede dage lige efter katastroferne, så er vi nødt til at indrømme, at de egoistiske kræfter er for stærke til, at vi kan holde dem i skak af egen kraft. Der er brug for hjælp fra højere magter – hvorfra den da også gavmildt tilbydes hver den, som søger den.
Og det kunne man så overveje, om ikke sådanne katastrofer er et alvorligt kald til at gøre noget alvorligt ved.
Ellers er jeg bange for, at der bliver brug for flere kure. Ikke som straf eller hævn fra en fornærmet Gud. Men som en kur fra den kærlige læge i håb om at helbrede menneskesjælene for den værste sygdom nogen sinde: selvtilstrækkeligheden. Skal det endelig være, så er det måske bedre at miste alt andet end kærligheden og tilliden til Gud?
De gode nyheder er, at hvis vi hver især kan skade helheden, så kan vi også hver især gavne den.
Fx ved at begynde at se vor egen negativitet og egoisme i øjnene, i det store og i det små, i det daglige, alle vegne – der er nok at tage fat på. Og så med bøn, anger, faste, handling og tillid til Gud og styrket af hans nåde og tilgivelse gøre hvad vi kan for at overkomme disse negative kræfter i os selv.

Det var det, man gjorde i Nineveh, der som bekendt undgik den totale ødelæggelse.
Og det kan ske igen. Den kærlige Gud holder altid sine løfter:
Når vi gør vores del af opgaven – skal han nok gøre sin også!