En gæstfri ildsjæl på Vesterbro
Miriam Falch Rasmussen hjælper indvandrerkvinder.Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle af jer uden selv at vide det haft engle som gæster.
Det skriver Hebrærerbrevets forfatter i Ny Testamente, og det er motto for Mødestedet på Vesterbro i København.
En af de gæstfrie er Miriam Falch Rasmussen fra Ordrup. Hun er 72 år og pensioneret folkeskolelærer. Har i halvandet år været frivillig en gang om ugen på Mødestedet. Her hjælper hun primært voksne kvinder, men ind imellem også børn med deres lektier.
Hvad har du at give?
– Jeg kan godt lide, at det er et mødested. De kvinder, der bor her i landet, skal føle sig velkomne og godt tilpas.
– Der er selvfølgelig mange stærke kvinder også blandt indvandrere og flygtninge, men der er altså også så mange grumme skæbner. Kvinder med traumer fra en grufuld flugt. Hjemløse kvinder, som er smidt ud af deres mænd. Unge, som ikke får en chance for et job og gamle, som aldrig har lært dansk.
– Jeg vil gerne være lidt god ved dem. Nogle gange bare ved at spørge, hvordan de har det. For mange af dem har ondt i krop og sjæl.
Mødestedet er kirkens forlængede arm over for nye danskere. Det er et tværkulturelt fællesskab, hvor mange nationaliteter mødes. Ca. 10.000 besøgende går årligt gennem Mødestedets dør. Både kristne, muslimer, hinduer og andre.
Stedet fungerer som en café med mange forskellige aktiviteter. Her er gymnastik for kvinder, lektiehjælp, højskoleaftener, grundkursus i kristendom, gudstjenester, udflugter, børneklub, bagning, syning, foredrag, fester og meget mere.
Hvad får du ud af at arbejde i Mødestedet? spurgte vi Miriam Falch Rasmussen.
– Jeg har lært noget om taknemmelighed. Forleden var jeg næsten ved at græde, da en kvinde fortalte sin tragiske historie. Og ind imellem kan det synes håbløst. Men mange af kvinderne formår at glæde sig over de små ting, selv om deres situation kan synes håbløs.
– Jeg er kommet til at holde af damerne. Jeg kan godt lide at forpligte mig og føler bestemt ikke, at det er en tung pligt at komme her på Mødestedet.
Hvad har det betydet for dig at være frivillig?
– I begyndelsen syntes jeg, at kvinder med tørklæder og store kjoler alle lignede hinanden og så traurige ud, som de sad der i Mødestedets sofaer. I dag har jeg fået større forståelse for muslimer. Det lyder måske lidt højtideligt, men selv om de virker så anderledes, så er de mennesker Guds skabninger som du og jeg. Når jeg nu går ned ad Vesterbrogade, ser jeg ikke en grå masse af fremmede, men det enkelte menneske med hver sin livshistorie.
– Selvfølgelig så jeg gerne, at alle blev kristne, siger hun med en afvæbnende latter.
– Men først og fremmest handler Mødestedet om mødet med andre i gensidig respekt.
Tove Lind Iversen/sl
