Fem ’fødsler’ i ét liv

I Bibelen bruger Jesus fødslen som billede på begivenheder i et menneskes liv. Derved kan man tale om fem ’fødsler’ i et liv – Gud bliver ved med at skabe.Et af de stærkeste ’billeder’, Jesus anvender, er ’fødslen’. I en tid, hvor vi kan foruroliges over, hvor verden er på vej hen, er det godt at blive mindet om denne nøgle, som vi har fået til at tolke verden. Kun Jesus giver os pointen.Jens Dammeyer
sognepræst ved
Hasseris Kirke, Aalborg.

En fødsel er et liv, der kommer til verden. Livet er der allerede før fødslen, som foster i livmoderen – det er ikke blevet født, ikke kommet til verden, men livet er der. Der kommer veer, og det gør forfærdelig ondt, men der er stor glæde bagefter.
Fødslen er, at et liv, der allerede er der, får endnu mere liv og mere del i virkeligheden – i fællesskabet med resten af verden. Hvis det ufødte liv ikke bliver født, bliver det til ingenting. I fødslen ophører det med at være foster – et menneske bliver født. Normalt sker fødslen af sig selv. Kvinden kan ikke gøre andet end at vente, og miraklet sker. Her behøves ingen ’positiv tænkning’.
Men Jesus bruger fødselsbilledet endnu bredere: om det at komme til tro, om døden og om klodens fremtid.

Det er svært at forklare, hvorfor man pludselig kan komme til tro på, at Jesus er opstanden og lever. Efter ens egen fødsel er troen det første under i et menneskes liv.
På en måde er fornuften som et foster. Som udgangspunkt kan den kun forholde sig til den verden, som er umiddelbart tilgængelig: som kan mærkes, ses, lugtes og smages, måles og vejes. Meningen med kærlighed og ondskab, livet og døden ved vi som udgangspunkt intet om.
Akkurat som fostret ingen anelse har om, hvad der er uden for livmoderen. Fostret har ingen chance for at vide, hvad ’mor’ er for noget. Fostret ved heller ikke, hvad fødslen er, for ingen fostre er nogen sinde ’kommet tilbage’.
Fornuften begynder måske at undres over det, den ikke kan se – og kan ende med at blive overbevist om, at Jesus er opstanden for at give verden evigt liv. Fornuften bliver fornyet (Rom. 12, 2), forvandlet, udvidet – den forstår pludselig endnu mere om livet og kærlighedens sejr over døden. Det giver masser af ny mening.
Det er det, Jesus mener, når han siger til Nikodemus, at vi skal ’fødes på ny’ for se Guds rige. ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” (Johs. 3,3) Det er en fødsel af erkendelsen – ikke en erkendelse, man selv kan tage, som man fx kan i buddhismen. Derfor kommer der ’veer’, og det gør ondt. Det er jo smerteligt og svært at acceptere, at den naturlige fornuft umuligt kan erkende hele virkeligheden.

”Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen.”

Ideen om reinkarnation og karma bruger også fødslen som nøgle til at tolke verden. Men her hersker døden i en uendelig række af fødsler og død – en tolkning, hvor mennesket er alene og ikke kender til Jesu opstandelse fra de døde og livets sejr over døden. Derfor er reinkarnation irrelevant og ikke mulig i den kristne tro.
Jesus bruger også fødselsbilledet om sin egen død – om livet, der bliver til mere liv. Ikke til et andet liv, men til mere liv – det evige, som han giver mennesker del i. Jesus siger om sin egen død på korset: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” (Johs. 12,24-25)
”I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.” (Johs. 16, 20-21)
Og Paulus siger om vores død: ”… Når Guds ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer – dvs. dem som tror – så skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.” (Rom 8, 11)
Det betyder, at når vi i troen og dåben får del i Jesu død, så får vi også del i hans opstandelse. I troen på Jesus kan vi sige, at døden ikke er ’som’ en fødsel – den er en fødsel, en fødsel til det evige liv.

Med Jesu brug af fødselsbilledet kan man tale om fem fødsler i et menneskes liv. Det handler hele tiden om mere liv – Gud bliver ved med at skabe. Døden bliver ved med at miste magten. Og det er det samme menneske, der tales om hele tiden. Dig som mig.

1. Undfangelsen: æg og sædcelle forvandles til foster: ”Det var dig [Gud], der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv.” (Salm. 139,13)

2. Fødslen: fostret forvandles til menneske.

3. ’Genfødslen’: (Johs. 3,3 som ovenfor) ved troen, som forvandler forståelsen af verden: ”… Alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud …” (Johs. 1, 12-13)
”… Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud … For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro. Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn?” (1. Johs. brev, 5, 1.4-5)

4. Døden som en fødsel til evigt liv, hører vi om ved dåben: ”… Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.” (Rom 6, 3-5)
Både ved dåb og begravelse hører vi, at i troen på Jesu opstandelse er vi ’genfødte til et levende håb.’ (1. Pet. 1,3)

5. Verdens igenfødelse: Videnskaben konstaterer, at kloden en dag vil ophøre med at eksistere. Problemerne med den globale opvarmning kan komme hurtigt. Begge dele er tørre konstateringer. Men det faktum, at Jesus med fødslen som nøgle for længe siden har givet os et perspektiv at se disse ting i, giver os håb i visheden om, at Gud har fat i den lange ende, uanset hvad fremtiden bringer:

”Se til, at I ikke lader jer skræmme! For det skal ske, men det er endnu ikke enden. For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv. Alt dette er begyndelsen på veerne.” (Matt. 24, 5-8).

”Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig … Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.” (Luk 21, 25-28. 33)

”Vi ved, at hele skabningen endnu stønner og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, stønner selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.” (Rom 8, 22-23)
”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt … Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!” (Johs. Åb. 21,1.3-5)

O vidunder-tro!
Du slår over dybet din gyngende bro,
som isgangen trodser i brusende strand,
fra dødningehjem til de levendes land …
Den Danske Salmebog nr. 235