Hyggelige minibøger
Nye udgivelser med bibelhistorier som minibøger til de mindste. De fem små bøger fra Forlagsgruppen Lohse fortæller historier fra Bibelen og er illustreret med farverige tegninger.Der er to fortællinger fra Det Gamle Testamente: Josef redder Egypten og Elisa – Guds profet. Fra Det Nye Testamente får man tre historier: Lignelsen Den store fest, fortællingen om helbredelsen af Manden, der kom ned gennem taget. I den sidste bog, Jesus vinder over døden, fortælles selve påskebudskabet.
Bøgerne er oversat fra tysk og fortalt enkelt og ligetil – som det nu hører sig til ved sådanne små bøger. Alligevel er det lykkedes forfatteren at få meget af historien med på de 14 sider, der er til rådighed.
Man kan jo mene, at der efterhånden findes mange genfortællinger af de mest kendte historier fra Bibelen. Og heldigvis for det. Et stort udvalg er jo kun en fordel for små og store læseheste. I denne lille bogpakke bør fortællingen om Elisa fremhæves. Denne historie er knap så kendt som fx fortællingen om Josef. Og med tanke på mange af de tegnefilm, børn ser på tv, hvor det vrimler med tvivlsomme figurer, med lige så tvivlsomme magiske kræfter, er historien om Elisa ret sej og lige i øjet. Her er tale om en ægte Guds mand med magiske kræfter. De overnaturlige kræfter bruges bl.a. til noget så simplet som at hjælpe en af Elisas disciple med at få en tabt økse op af floden. Det er da sejt…
Bibelen er fyldt med seje historier om overnaturlige kræfter, som bare venter på at blive fortalt til børnene. Minibøgerne hjælper os godt i gang.
Velegnet til en lille godnat- historie eller til bilturen. De fem bøger sælges som en samlet bogpakke.
Lisbeth
Bogpakke med
5 minibøger
Kr. 50
Forlagsgruppen
Lohse