Frygt for krig mellem Israel og Hizbollah-Syrien til sommer

Fra forskellig side i Mellemøsten meldes der nu om frygt for en ny krig mellem Israel og Hizbollah i Libanon til sommer – og at Syrien denne gang ikke vil holde sig udenfor.

Alarmklokkerne begyndte at ringe, da syriske og israelske talsmænd startede en nervekrig i februar iår, og kort efter tilsagde lederen af Hizbollah, Hassan Nasrallah, en konfrontation med Israel i den næste krig.

I slutningen af februar afholdt Israel militærmanøvrer i nord, og den 26. februar var Syriens præsident, Bashar Assad, vært for Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, og Nasrallah ved et møde uden fortilfælde.

I et nyhedsblad udsendt af organisationen MESI (“Middle East Stretegic Information”) skriver journalist David Schenker, at baseret på de seneste udtalelser fra Damascus, vil en krig kunne få en regional dimension, som ikke har været set i dette område siden Yom Kippur-krigen i 1973, og at – ulig under Israels krig mod Hizbollah i Libanon i 2006 – vil “Syrien ikke sidde med hænderne i skødet under en ny krig”.

– Dette kan være en “bravado”-udtalelse – men det er ikke svært at forestille sig, at Syrien vil blive involveret i en konflikt, hedder det i artiklen..

Schenker skriver, at den israelske regering har taget skridt til at skabe afspænding, heriblandt et forbud fra statsminister Binyamin Netanyahu til sine ministre om at udtale sig om Syrien.

– Men, heddet det videre, i midten af marts beskød libanesiske styrker israelske jetfly over libanesisk luftrum, fire libanesiske statsborgere blev beskyldt for at spionere for Israel, og den øverstkommanderende over de israelske styrker, general Gabi Ashkenazi, udtalte over for knessets udenrigs- og forsvarsudvalg, at “shia-militsen er ved at opbygge styrker nord for Litani-floden”.

Ashkenazi havde sagt, at situationen ved grænsen er “rolig, men at dette kan ændre sig”.

– Når man følger den centrale role, Iran har ved fastlæggelsen af Hizbollahs politik, er en tredje Libanon-krig måske uundgåelig, skriver Schenker.

Han citerer Nasrallahs “mere aggressive holdning over for Israel, og at Nasrallah har truet Israel med, at “hvis israelerne bombarderer den internationale lufthavn i Beirut, vil Ben Gurion lufthavnen i Tel Aviv blive bombarderet – og at Hizbollah nu er i besiddelse af over 40.000 missiler og raketter.

“Panik i Libanon”

Spændingen i nord er blevet øget, efter at Egyptens udenrigsminister, Ahmed Aboul Gheit, har udtalt, at “der råder panik i Libanon af frygt for et israelsk angreb og en ny krig”.

Der er rapporter om, at Syrien har leveret Scud-raketter, anti-fly missiler og kemiske våben til Hizbollah, men dette er ikke blevet bekræftet.

Syrisk-tyrkisk militærmanøvre

I Israel følger man opmærksomt en syrisk-tyrkisk militærmanøvre, der skal vare i tre dage, og som er den første de to lande har afholdt i flere år.

Forholdet mellem Israel og Tyrkiet er blevet forværret efter Israels krig mod Hamas i Gaza-striben og kulminerede i en tyrkisk beslutning i oktober ifjor om at sætte en stopper for israelsk deltagelse i en fælles flymanøvre i Tyrkiet.

På israelsk hold er der bekymring for, at den syrisk-tyrkiske miitærmanøvre kan føre til oprettelsen af et fuldt udbygget militært samarbejde mellem de to lande og en mulig overføring af avanceret israelsk teknologi fra Tyrkiet til Syrien.