Kirkens vigtigste opgave

Religion er ikke en privatsag, kristendommens kernebudskab gælder alle mennesker, og kirkens fornemste
opgave er at drive mission. Det skriver værten ved Danske Kirkedage i weekenden, biskop Karsten Nissen.
Flertallet af folketingspolitikerne er i diskussioner om forholdet mellem religion og samfund enige om, at ”religion er en privatsag”.Karsten Nissen
Biskop i Viborg og medlem af bestyrelsen for Kirkeligt Medieakademi.

Derfor mener de, at religiøse spørgsmål ikke bør være en del af den politiske debat, og statsminister Anders Fogh Rasmussen er blevet kendt for den ofte citerede sætning at ”der er for meget religion i det offentlige rum”.

Det er imidlertid tankevækkende, at de selvsamme folketingspolitikere, som ifølge Grundlovsbestemmelserne om forholdet mellem stat og kirke udgør folkekirkens lovgivende forsamling, betragter religion alene som en privatsag.
Selv om mange måtte mene, at der er for meget religion i det offentlige rum, er det ikke desto mindre en kendsgerning, at det offentlige rum er fyldt med religion. Mens religiøse og teologiske spørgsmål for år tilbage var en niche inden for den journalistiske verden, er religion og teologi i dag en central del af de fleste mediers nyhedsdækning.
Hvis ikke man ønsker en totalitær stat med kontrol af offentlige meninger, må det offentlige rum nødvendigvis være netop offentligt. Her gælder ytringsfriheden for alle, og det er tilsyneladende en kendsgerning, at mange mennesker er så optaget af religiøse og teologiske spørgsmål, at de fylder det offentlige rum med meninger om religion og at de med stor interesse læser bøger og ser film og teaterstykker, hvor religion er et af hovedemnerne.

I Danmark og langt de fleste øvrige lande i den vestlige verden har kristendommen spillet en afgørende rolle i udviklingen af såkaldte velfærdssamfund, hvor man grundlæggende har den opfattelse, at de stærke i samfundet har et ansvar for at være med til at bære de svages byrder.
Den betydning, den kristne kirke igennem diakonien har haft for udviklingen af det velfærdssamfund, vi kender i dag, er blot ét eksempel på kristendommens offentlige dimension. Det samme gælder de fleste andre religioner. Det er for mig at se ikke muligt at begrænse religionen til det indre, private bede- eller hjerterum eller til kirken, synagogen, moskeen eller tempelet. Det ligger i selve religionens karakter, at den er alt andet end privat og skjult. Dette gælder ikke mindst de tre religioner, der trods forskelle i opfattelsen af, hvem Gud er, dog ligner hinanden på det punkt, at de bekender troen på én Gud, nemlig jødedommen, kristendommen og islam.

”En gammel folkekirke i en ny tid” .
Forlag: Aros
2008 .

Den kristne kirkes etiske ansvar i samfundet hviler i første række på den enkelte kristnes tolkning af evangeliet i sin hverdag. Erkendelsen af friheden i Kristus er ikke kun et privat anliggende, men en frigørelse af den enkelte til at handle til gavn for sin næste. For mig at se er troen et personligt anliggende, som uvægerligt vil få konsekvenser for den troendes liv i det offentlige rum. Guds gave i Kristus skal modtages i tro af det enkelte menneske, men denne gave er ikke kun til indvortes brug.
Desuden er jeg overbevist om, at det samfund vi lever i, har brug for kristendommen, også i det offentlige rum. I Viborg Stift har vi i en lille gruppe arbejdet med den kristne etiks betydning i det offentlige rum og har foreløbig udgivet to såkaldte ”Tankeskrifter” (www.tankeskrifter.dk). Vi ønsker ikke med dette arbejde at binde nogens samvittighed, at gå ind i partipolitiske opgør eller at tage patent på en folkekirkelig holdning til samfundsetikken. Men vi vil på den anden side gerne gøre opmærksom på, at synspunkter med et erklæret udgangspunkt i den kristne kirke bør kunne høres i debatten om etiske spørgsmål på lige fod med alle andre synspunkter. Dermed håber vi i den offentlige debat at kunne yde et bidrag, som er forankret i de værdier, som har været med til at skabe det danske velfærdssamfund.

Den 1. januar 2007 fik Danmark en ny kommunal struktur. Dette nødvendiggjorde også en ændring af den kirkelige struktur for så vidt angår provsti- og stiftsgrænser. Den arbejdsgruppe, som udarbejdede forslaget til denne nye kirkelige struktur, blev imidlertid af kirkeministeren også bedt om at se på opgavefordelingen imellem sogn, provsti og stift. Som indledning til sine forslag valgte arbejdsgruppen at fremsætte en række principielle og teologiske bemærkninger om folkekirkens opgave som kristen kirke. De allerførste linjer lyder således:

”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. Dette udgangspunkt er lovgivningsmæssigt bestemt i Grundloven, der bestemmer folkekirken som den evangelisk-lutherske kirke. Forkyndelsen bygger på den grundforudsætning, at mennesker ikke ved egen indsats kan gøre sig fortjent til noget over for Gud, men kun kan modtage alt fra Gud i troen på Jesus Kristus. Kirkens overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave.”

Det er en ganske forpligtende udtalelse. For det første fastslås det, at folkekirkens missionsopgave er universel, idet det er folkekirkens mission som kristen kirke at forkynde Kristus som hele verdens frelser. Hermed er sagt, at folkekirkens opgaver ikke kan begrænses til Danmark. Allerede den ændring, som blev gennemført i Medlemsloven for nogle år siden, gjorde op med det princip, at folkekirkens virksomhed begrænser sig til Danmark. Før den tid måtte man som dansk statsborger opgive sit medlemskab af Folkekirken, hvis man flyttede til udlandet. Efter ændringen i medlemsloven kan man bevare sit folkekirkemedlemskab også som boende i udlandet, idet man anses som tilhørende menigheden i det sogn, man boede i ved udrejsen fra Danmark. Derfor har man ret til kirkelig betjening i dette sogn under ophold i Danmark. Som territorialkirke har Folkekirken en direkte og primær opgave over for de mennesker, som bor i det enkelte sogn, men som kristen kirke er folkekirkens opgave universel. Begge opgaver er ifølge betænkningen indeholdt i folkekirkens mission.

For det andet gøres det klart, at forkyndelsen bygger på den evangeliske forudsætning, at vi modtager alt i gave fra Gud i troen på Jesus Kristus. Dermed er der sagt noget væsentligt om det kristne evangelium, som folkekirken skal forkynde. Folkekirken er en evangelisk-luthersk kirke, og i en sådan kirke vil hovedopgaven altid være en forkyndelse af Guds ubetingede nåde i Jesus Kristus. Dette betyder, at folkekirken på den ene side har en både lokal og universel missionsopgave, og at denne opgave kræver handling. På den anden side gør betænkningen det klart, at resultatet af denne missionsindsats ikke alene afhænger af menneskers indsats, men er Guds gave til den enkelte. Her siges der noget væsentligt om det kirkebegreb, der ligger bag betænkningens indledning: Kirken tilhører ikke mennesker, den er Guds kirke, og skal derfor være et redskab for Guds mission.

For det tredje fastholder betænkningen, at begrebet ”mission” både dækker folkekirkens arbejde blandt de døbte medlemmer og blandt dem, der tilhører en anden religion end den kristne, eller som slet ikke har noget religiøst tilhørsforhold. Betænkningens missionsbegreb er omfattende og gælder såvel det, man tidligere kaldte ”ydre mission”, som det, man stadig kalder ”indre mission”. Ofte hører man det synspunkt gjort gældende, at når der øves mission over for de døbte medlemmer af Folkekirken, er der tale om et overgreb imod folk, som allerede igennem dåben er blevet kristne. Dette er et gammelt stridspunkt blandt teologer og kirkefolk. Her er betænkningen klar i sit standpunkt: Forkyndelsen af Guds gave i Jesus Kristus er en missionsopgave, folkekirken er forpligtet på over for såvel døbte som ikke-døbte.
I forbindelse med den voldsomme debat om folkekirkens stilling til det store muslimske mindretal i Danmark har man også diskuteret missionen over for ikke-døbte her i landet. Enkelte teologer hævder, at det ikke er en opgave for den sognepræst, i hvis sogn der bor muslimer, at øve mission over for dem. Præstens opgave er ifølge denne opfattelse begrænset til alene at yde kirkelig betjening over for folkekirkemedlemmerne i sognet. Her siger betænkningen, at det er en hovedopgave for folkekirken at øve mission over for alle, såvel døbte som ikke-døbte.

For det fjerde siger betænkningen, at den overordnede missionsopgave skal være udgangspunktet for alle arbejdsopgaver og konkrete målsætninger i sogn, provsti og stift. Her bliver betænkningen meget konkret, idet det fastholdes, at alle folkekirkens opgaver skal tjene den overordnede opgave: at øve mission. I virkeligheden er denne indledning til betænkningen en programerklæring, der skaber en klar forbindelse mellem folkekirkens indre og ydre anliggender. Dermed gøres det klart, at når man tager stilling til folkekirkens økonomi, personalepolitik, uddannelseskrav, gudstjenesteordning og ritualer i øvrigt, for blot at nævne nogle få af folkekirkens vigtige arbejdsområder, bør man i diskussionen vurdere, om dette tjener folkekirkens overordnede opgave: at øve mission.
På den ene side må folkekirken være åben over for den virkelige verden. Folkekirken må ikke være doven, overfladisk, ligegyldig, svag og frygtsom i sin tro.
Men på den anden side må Folkekirken også erkende, at den er andet og mere end en del af det danske samfund. Kirken tilhører Gud, ikke mennesker, og derfor skal Folkekirken forlade sig på Guds nåde og visdom og bevare en rodfæstet tillid til Gud. Folkekirken skal være stærk i sin tro, glad og sikker, men alligevel selvkritisk. En sådan kirke har mod til at tage initiativer og til at løbe en risiko. Og en sådan kirke ved, at den er Guds kirke, ikke menneskers.

Kronikken er et uddrag af Karsten Nissens bog ”En gammel folkekirke i en ny tid”.