Missionstilladelsen
Jonas Adelin Jørgensen er generalsekretær i
Dansk Missionsråd og ekstern lektor ved
Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.
Jesus sagde: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.« (Matthæus-evangeliet 28,19)
Forleden sagde en af mine studenter, som skulle udsendes som volontør af et større dansk missionsselskab, til mig: Ja, jeg skal i hvert fald ikke være missionær. Og hvorfor ikke? Jo, fordi han ikke ønskede at begå åndelige overgreb mod andre mennesker.
Selvfølgelig er der ingen af os, der sympatiserer med overgreb. Men hvad så med mission: Hvad er mission, og hvordan er mission mulig, uden at det bliver til et åndeligt overgreb? Det er de spørgsmål, som min prædiken i dag handler om.
Hvis vi ser på Bibelen, så er svaret på, hvorfor kristne driver mission, overraskende enkelt: Det gør vi, fordi Gud elsker os. Dette budskab er den dybeste strøm i den kristne mission. Bibelen er historien om, hvordan Gud har åbenbaret sin kærlighed til hele skabningen. En kærlighed, som nåede sit klimaks, da Gud gennem sin søn Jesus Kristus forligede sig selv med verden.
I teksten til denne søndag hører vi, hvordan Jesus kalder sine første disciple til at gå ud i alverden og gøre alle folkeslag til hans disciple. Dermed bliver disciplene apostle. Det vil sige, at de bliver redskaber, iværksættere og tegn på Guds mission for og med verden.
På samme måde er alle senere kristne redskaber for og tegn på Guds mission. Vi må høre Jesu ord som en tilladelse til netop os om at gå hen og gøre alle folkeslag til Jesu disciple.
Jesus begynder sin udsendelsestale med at fortælle disciplene, at al magt i himmelen og på jorden er givet ham. Når de bliver sendt ud i hele verden, begiver de sig altså ikke ind i et gudløst territorium, men ud i en verden, hvor al magt i forvejen er givet Kristus. Uanset hvor de kommer frem, så findes den Opstandne Herre der altid og allerede. Disciplenes og vores opgave er at gøre ham kendt og elsket.
Missionstilladelsen sanktionerer derfor ikke åndelige overgreb, men tillader os at finde ud af, hvordan den opstandne Kristus er til stede til enhver tid og i enhver kultur. Det gælder også vores danske hverdagsvirkelighed.
Jeg tror, at der især er tre områder, hvor bekendelsen af Jesus Kristus som Herre både afslører og genopretter vores fælles liv med hinanden her i Danmark, og hvor vi som kirke derfor har en særlig opgave i forhold til at være redskaber for og tegn på Guds mission.
For det første er vores hverdagsvirkelighed domineret af forbrugermentalitet, hvor et stort overforbrug ikke længere kan ignoreres. De store problemer, som vores måde at leve på medfører, gør det nødvendigt at søge andre ledestjerner end forbrug. Her kalder Kristus os som disciple til en ny ansvarlighed for hele skabningen.
For det andet er vores hverdagsvirkelighed styret af en logik om konkurrence, profit og tab. De konsekvenser, som enkeltpersoners grådighed kan have, er blevet klare de seneste år under den globale finanskrise. Verden lærer os konkurrencelogikken men logikken bag kristen mission er i stedet en helt anden: barmhjertighedens logik.
For det tredje er vores hverdagsvirkelighed centreret omkring selvet i form af selvtillid, lange cver og personlig gennemslagskraft. Vi ser os selv som uafhængige og isolerede fra vores medmennesker. Her er den kristne mission at udøve venskab, ydmyghed og gæstfrihed, og at turde tage Jesus opfordring alvorligt, hvor han taler om ikke være bekymret om os selv, men om først og fremmest at søge Guds rige.
I denne mission bliver vi selv disciple af Kristus og inviterer andre til også at blive det i den glædeligt anderledes virkelighed, som er Guds riges virkelighed.
