Venstre sidebanner eksempel

Kors og konfirmander

Jens Christian Raabjerg Larsen er sognepræst i Kingos Sogn på Nørrebro i København.

Jesus sagde: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.” (Lukasevangeliet 14,26)

Jens Christian Raabjerg Larsen

Tror du på Jesus Kristus? Sådan spurgte jeg mine konfirmander i forbindelse med konfirmationen i maj. De svarede alle sammen ja. De bekræftede deres dåb og sagde dermed ja til at ville leve som kristne.
Jeg lagde min hånd på deres hoved og bad Gud om at holde dem fast i dåbens nåde og give dem bestandighed i troen. Vi slog korset tegn. Dette mærke, som efterhånden lå så fast i hænderne, når de tegnede hen over panden og brystet, idet de sagde: ”Gud Fader, Søn og Helligånd være med mig.”
Husk det nu. Husk korset, formanede jeg dem.

Om at betale en høj pris for at følge Jesus

I prædiketeksten til på søndag er Jesus er på vej til Jerusalem. Folk har opdaget ham, og en stor skare slutter ring omkring ham. Der er discipeltræf.
Men så siger han noget, som ingen bryder sig om at høre. Det, som bare er så langt ude, hvad enten man er konfirmand eller ej. ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.”
Det er barske ord, og Jesus taler til den enkelte. Om at betale en høj pris. En pris, som han selv var villig til at betale. Han var villig til at bære korset. Hans vej var elendighed, ensomhed, lidelse og død. Folket troede noget andet om ham, og derfor kom ordene bag på dem, og han gjorde dem urolige med sit krav.
Er du klar til at følge Jesus og være hans discipel? Det er det spørgsmål, der uundgåeligt lander hos os i dag. Vil vi, når alt kommer til alt, vælge Jesus frem for alt andet? Ordene om at hade gør også os urolige indeni. Vi skal jo elske, har vi lært.

Maleri af Birthe Anhøj – galleri-bathya.dk
”De, der ikke er villige til at give afkald på deres eget liv og følge mig fuldt ud, kan ikke være mine disciple.”
Lukasevangeliet 14, 27

Med sine barske ord lægger Jesus sig ud med denne verden. Og den, som følger ham, skal vide, at han eller hun også har lagt sig ud med verden. Her kæmpes der om liv og død, og Jesus gør det tindrende klart, at det kan komme til brud. Måske synes din familie ikke om, at du slår følge med Jesus. Hvem vil du så lytte til? Jesus går tæt på og forsikrer disciplene om det alvorlige i at slå følge med ham.
Det gælder om at følges med Jesus. Så enkelt kan det siges. Jesus vil, at vi skal holde os til ham, så vi ikke mister ham og alt det, han vil være for os. Han vil råbe os op, mens tid er, for at vi bliver klar over, at alt væsentligt finder vi hos ham. Han er livet. Det må vi ikke gå glip af.
Jesus vil ikke overlade det til os at kæmpe vores egen kamp. Den kamp, som vi i øvrigt ikke fritages fra at kæmpe. Gennem modgangen skaber Jesus vej for de mange af os. Han gør disciplene små, men netop sådan har de den størrelse, der kan rumme Gud.
Jesu vej er så anderledes end alle andre veje. Når vi følger den, så lægges korset på os. Det kors som er forbundet med hans kors og ikke lader os alene. Korset er vejen ind i fællesskabet med Jesus og den kamp, han kæmper. Det må bæres. Følg mig, siger Jesus og ”har I forladt noget for min skyld, så skal I få alt erstattet hundreddobbelt igen,” siger han et andet sted i Bibelen.
Følg mig, siger Jesus, og han er værd at lytte til. Men han tvinger ingen – heller ikke en flok konfirmander.